Vidensbaseret læreruddannelse - eller gør vi bare, som vi plejer?

Det er bemærkelsesværdigt, at det er de samme temaer, vi i de seneste 100 år har diskuteret. Er der for meget eller for lidt videnskabelighed i læreruddannelsen? Er der for meget eller for lidt pædagogik eller linjefag? Er der for meget eller for lidt praktik? Lægges der for meget eller for lidt vægt på de studerendes personlighed og personlige udvikling? Skal læreruddannelsen ligge på professionshøjskolerne, ved universiteterne, begge steder eller et helt tredje sted?

DET VÆSENTLIGE spørgsmål er naturligvis, hvordan læreruddannelsen påvirker de uddannede læreres praksis. Lærere uddannes til en bestemt funktion, og uddannelsens form og indhold må understøtte dette.

I stedet for en lappeløsningsreform af læreruddannelsen er der behov for at bearbejde læreruddannelsessektorens mange aktuelle udviklingstiltag og at sikre, at de bliver diskuteret og reflekteret i sammenhæng med foreliggende videnskabelige studier af læreruddannelsen.

Vi vil pege på et konkret forhold, som altid bliver overset i forbindelse med uddannelsesreformer: at studerendes personlige erfaringer og baggrund har afgørende betydning for deres udbytte af uddannelsen. Det er et stort problem, at det ikke inddrages i reformer af uddannelsen, hvordan de studerende forbinder det, uddannelsen tilbyder, med det, de allerede er, det, de allerede har lært og løbende lærer i andre kontekster, mens de er under uddannelse.

Uddannelsens indhold og struktur hviler på en hovedantagelse, som går ud på, at de studerende – gennem skiftevis undervisning på seminariet og praktikophold i skolen – vil tilegne sig den viden og de færdigheder og holdninger, der er nødvendige for en folkeskolelærer.

Antagelsen har rod i en generel tiltro til, at viden og handling er nært forbundne. Men der mangler dokumentation for denne opfattelse, og den skaber en række falske forventninger om entydige sammenhænge mellem uddannelsens formål og kompetencerne hos den nyuddannede.

EN LÆRER ER underlagt en konstant handletvang, og der er ikke tid til at slå op i manualer eller foretage længerevarende overvejelser. Læreres handlinger bygger derfor i højere grad på intuitiv dømmekraft end på overførsel af teori til handling. At have beskæftiget sig med de teoretiske aspekter er ikke nytteløst, for en lærer kan derved få udvidet sin opmærksomhed på forhold, der ellers ikke var blevet bemærket. Men dømmekraften og handlingerne hviler på lærerens øjeblikkelige personlige fortolkning af den aktuelle situation.

Når lærerstuderende på seminariet undervises i, hvordan en klasse kan ledes, eller hvordan børn lærer at læse, garanterer det ikke, at den studerendes undervisningspraksis bliver udformet i overensstemmelse hermed. Grundlæggende opfattelser hos den studerende ændres ikke nødvendigvis ved at blive udfordret af litteraturstudier. Der er langt mere på spil.

De studerende i læreruddannelsen er ligesom studerende på alle andre uddannelser ikke ubeskrevne blade. De møder uddannelsen med livserfaringer, og undersøgelser viser, at disse erfaringer i høj grad har betydning for det, de lærer i uddannelsen.

Én lærerstuderende kan se lærergerningen som et kald, hvor det væsentligste er at skabe livsduelige mennesker. En anden studerende opfatter lærervirksomhed mere instrumentelt. For denne studerende drejer det sig om i uddannelsen at tilegne sig værktøjer og teknikker med henblik på at lære at undervise. Det er ikke børnene, som står forrest i denne lærerstuderendes bevidsthed, men derimod lærerens handlinger.

Disse to studerende har væsensforskellige opfattelser af, hvad der er relevant for dem som lærere og derfor også som studerende. De deltager i uddannelsen på radikalt forskellige måder.

Den førstnævnte studerende vil sandsynligvis have interesse for etik, relationer mellem lærer og elev og teorier om børns udvikling. Og den sidstnævnte studerende vil have opmærksomheden rettet mod læreruddannelsen i den udstrækning, hvor den i sin form er eksemplarisk for folkeskolen.

De to studerende vil begge kunne bestå de eksaminer, der knytter sig til studiet, men de vil have forholdt sig selektivt til den viden, de har arbejdet med i studiet. Deres grundlæggende forestillinger vil være det filter, der bestemmer, hvilke indtryk fra læreruddannelsen, der får betydning for deres fremtidige praksis. Det er dette filter, som skal udfordres og undersøges i uddannelsen og måske især i praktikken.

AT SKABE KOBLING mellem teori og praksis har i årevis været læreruddannelsens smertensbarn, og selvom praktikken har været tænkt som det sted, hvor sammenhængen skulle opstå, er det ofte i praktikken, at den manglende sammenhæng viser sig.

Samtidig er det i praktikken, at den studerende får mulighed for at udvikle sin dømmekraft og praktiske kompetencer og derved får sine egne personlige værdier og handlemønstre bragt i spil.

Hvis det i læreruddannelsen i højere grad skal lykkes at påvirke de studerendes holdninger og handlinger som uddannede lærere, skal læreprocesserne i praktikken i højere grad gøres til genstand for diskussion og analyse i undervisningen på seminariet

Og her er læreruddannelsessektorens egne tiltag relevante. Der foregår rundt omkring på landets seminarier et utal af forsøg med at knytte skolepraksis og læreruddannelsespraksis sammen på nye måder.

I stedet for en ny læreruddannelses reform er der derfor først og fremmest behov for at intensivere undersøgelserne af sammenhænge mellem tiltag i læreruddannelsen og lærere, der efter endt uddannelse er i stand til at imødekomme den mængde af øgede krav, der stilles til professionen.

Kronikken er skrevet i fællesskab af Frits Hedegaard Eriksen, lektor ved læreruddannelsen i Skive; Hanne Møller, lektor ved læreruddannelsen Blaagaard-KDAS; Karen B. Braad, lektor ved læreruddannelsen Blaagaard-KDAS; Lars Lindhart, lektor ved læreruddannelsen i Aalborg og Niels Grønbæk, uddannelseschef for læreruddannelsen på Fyn