Frygten for civilisationernes sammenstød

For i de seneste år har især katolske organisationer forsøgt at råbe de internationale institutioner op og gøre opmærksom på den vanskelige situation, kristne mindretal befinder sig i mange steder i verden, blandt andet via konferencer i både Europa-Parlamentet og den bredere, paneuropæiske forsamling i Europarådet.

"At øge hjælpen til den pakistanske regering, når religionsfriheden undertrykkes, og de, der forsvarer den, skydes ned, er topmålet af anti-kristen udenrigspolitik," har lederen af Skotlands katolske kirke, kardinal Keith O'Brien, erklæret for nylig med henvisning til blandt andet drabet på den kristne minister Shahbaz Bhatti.

Udenrigsminister William Hague forblev tavs og overlod det til sin statssekretær Alistair Burt at forsikre om, at forsvaret for religionsfriheden indgår i den britiske udenrigspolitik

"Det er ikke alle europæiske lande, som er lige villige til at tage spørgsmålet om religionsfrihed op i internationale eller bilaterale forhandlinger. Andre hensyn, herunder handelsinteresser og strategiske interesser i for eksempel terrorbekæmpelsen og krigen i Afghanistan, indgår i en afvejning i forhold til religionsfriheden, og hvert land definerer sin egen balance," påpeger Arie de Pater, som følger religionsfrihedens plads i internationale forhandlinger for en række kirkelige organisationer, herunder Open Doors, Hjælp til Kirken i Nød og Evangelisk Verdensalliance.

Efter angrebene på den syriske kirke i Bagdad og den koptiske kirke i Alexandria ved årsskiftet udsendte begge organer stærke resolutioner. Og Europa-Parlamentet har opfordret EU's udøvende institutioner til at udarbejde "instrumenter til at sikre beskyttelsen af kristne trossamfund overalt i verden, 'men også' udvikle en permanent mekanisme i den fælles udenrigspolitik, der kan følge begrænsninger i religionsfriheden."

Men de europæiske lande er fortsat uenige om, hvorvidt de som kristne lande har en særlig forpligtelse til at forsvare kristne. Eller om de hellere skal forsvare religionsfriheden for alle mindretal som en generel menneskerettighed.

Det første synspunkt forsvares især af Frankrig, Italien og Polen, med støtte fra de baltiske lande samt Malta, Østrig, Bulgarien, Rumænien og Ungarn.

Heroverfor står Spanien, som sammen med Portugal, Cypern, Irland og Luxembourg modsatte sig Det Europæiske Råds udtrykkelige henvisning til de kristne i januar-resolutionen. De støttes af de nordeuropæiske lande med Storbritannien i spidsen.

Her fortrækker man at forsvare religionsfriheden bredt som et universelt princip uden specifik henvisning til forfølgelser af kristne mindretal.

Som Catherine Ashton, EU's britiske udenrigsrepræsentant, har formuleret det:

"Det bedste svar på ekstremisme er en international, samlet front baseret på universelle standarder for trosfrihed."

Ifølge diplomatiske kilder, der blandt andet har udtalt sig til det franske nyhedsbureau AFP, skyldes berøringsangsten for at nævne de kristne mindretal en frygt for at puste til "civilisationernes sammenstød" og gøre religionsfriheden til en kamp mellem Vesten og især den muslimske verden.

"Vi puster ikke til civilisationernes sammenstød alene ved at sige ligeud, at kristne forfølges," siger Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet og medfremsætter af Parlamentets resolution, der fordømmer angrebene på de kristne mindretal.

LÆS OGSÅ: Kristne mindretal forfølges på flere kontinenter

"Vi skal tydeligt og aktivt kritisere, når religiøse mindretal undertrykkes og forfølges. Men det skal gøres med klogskab. Andre kulturer skal kunne høre, at vi tager menneskerettighederne alvorligt for alle, uanset religion. Ellers huskes vi kun for tåbelige karikaturer og fanatiske præster, der brænder koraner. Man skal undgå at gøre religionsfrihed til et ideologisk stridspunkt, for den gode religionsdebat kan kun finde sted, hvor parterne respekterer hinanden," siger hun.

I FN har spørgsmålet om religionsfrihed netop udviklet sig til en ideologisk konfrontation mellem Vesten og de muslimske lande repræsenteret af de 57 medlemslande i Organisationen Islamisk Konference, OIC. Hele debatten om forfølgelser af religiøse mindretal er blevet domineret af OIC's krav om et forbud mod blasfemi og kritik af islam.

Kravet udspringer af den såkaldte Kairo-deklaration fra 1990, hvor organisationen definerer særlige "muslimske menneskerettigheder" og især forkaster det frie religionsvalg som en grundlæggende menneskerettighed.

"FN's rapportør for religionsfrihed gør en stor indsats i kraft af årlige rapporter og direkte henvendelser til lande med konkrete eksempler på religiøs forfølgelse. Men i realiteten har FN få pressionsmidler. Resolutioner og udtalelser er ikke juridisk bindende. Derfor er det op til de enkelte lande at udøve pres, og her kan landenes parlamenter spille en rolle ved at holde regeringerne fast på religionsfriheden, når andre interesser får forrang," siger Arie de Pater.

Den ideologiske religionskamp har blandt andet udspillet sig i FN's Menneskerettighedsråd, hvor OIC forsøger at få vedtaget resolutioner om forbud mod blasfemi af religioner – med det seneste møde i 2011 som en markant undtagelse.

"Formentlig har de nylige drab i Pakistan på guvernør Salman Taheer og minister Shahbaz Bhatti åbnet øjnene for, hvilke konsekvenser de pakistanske blasfemilove og dermed også et forbud mod bagvaskelse af islam kan få," påpeger Arie de Pater.

Begge blev dræbt på grund af deres ønske om en bedre beskyttelse af de kristne mindretal og en begrænsning af rækkevidden af det pakistanske forbud mod blasfemi mod islam.

Men kampen er ikke slut, og OIC vil fremsætte en ny resolution, denne gang i FN's Generalforsamling.

FN's særlige repræsentant for religionsfrihed, Heiner Bielefeldt, mener, at religionsfriheden bedst forsvares inden for en generel ramme af universelle menneskerettigheder.

fortsættes næste side

fortsat fra forrige side

"Kristne udgør den største gruppe af forfulgte, og det skal man ikke fortie. Men vi skal heller ikke gøre enhver kritik til et spørgsmål om islamofobi og kun interessere os for én slags religiøs forfølgelse," siger Heiner Bielefeldt og tilføjer, at det samtidig kan skade de kristne mindretal, man ønsker at beskytte.

"Hvis Vesten signalerer, at det kun er kristne mindretal, man interesserer sig for, kan det forstærke den farlige og voksende tendens til at betragte kristne som en slags femtekolonne for Vesten, der ikke hører til i Mellemøsten," påpeger Heiner Bielefeldt.

Det er et argument, Storbritanniens ambassadør ved Vatikanet har fremført over for pave Benedikt XVI, som har klaget over de europæiske landes manglende indsats til fordel for de forfulgte kristne mindretal især i muslimske lande.

"Hvis Vesten tager konceptet om kristendom under sine vinger, giver vi ekstremisterne et påskud til at fortsætte med at splitte disse samfund. Det bør vi så vidt muligt forsøge at undgå," sagde ambassadør Justin Bedford i januar til Radio Vaticana.

Dette synspunkt støttes af Arie de Pater fra Open Doors.

"Dette er et område, hvor der ikke er plads til arrogance, og det hjælper ikke de kristne mindretal at fremstille verden som sort og hvid. Ingen lande kan sige sig 100 procent perfekte, og hvis vi vil tale om kristenforfølgelser i muslimske lande, må vi også lytte til, hvad muslimer i vestlige lande har at sige," mener Arie de Pater.

Kirkernes Verdensråd, der samler de protestantiske og ortodokse kirker verden over, bakker i vid udstrækning op omkring denne indgang til problemet.

"Ingen kan benægte, at kristne forfølges over hele verden. Men det fører ikke nødvendigvis til forbedringer for disse mindretal, at man slår visse lande i hovedet med rapporter om religiøs forfølgelse af kristne. Nu svarer Kina for eksempel igen ved at offentliggøre sin egen rapport om religiøs forfølgelse af mindretal i Vesten," påpeger Mathews George Chunakara, direktør for Kirkernes Verdensråds internationale kommission.

De katolske kirker opfordrer – via EU's bispekonference, Comece – omvendt EU til at udnævne en særlig repræsentant for religionsfrihed, sådan som EU's nye Luxembourg-traktat giver mulighed for.

"Men det skal selvfølgelig slås fast, at alle initiativer skal tages inden for rammerne af de universelle menneskerettigheder," fastslår Joe Vella Gauci, ansvarlig for Comece's internationale spørgsmål.

bpedersen@k.dk