Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro
Anders Ellebæk Madsen
Send artiklen Er vi ikke alle handicappede for Vorherre? til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Er vi ikke alle handicappede for Vorherre?

"For Vorherre er vi vel alle mere eller mindre handicappede, er vi ikke? Ingen af os vover vel at kalde os helstøbte. Eller gør vi?" foto: Colourbox.com

Annonce flexblock
flexblock
Forstør Send Print

Det er glædeligt, at socialministeren nu ser mere positivt på de handicappede, for intet handicap bør vurderes som så absolut, at det ikke med støtte og accept fra samfundet kan gøres brugbart for den enkelte selv og for fællesskabet

UDEN SELVVÆRD OG HÅB, uden at omverdenen satser på en, visner mennesker og dør åndeligt talt til en større byrde for samfundet.

Tre sagsbehandlerkasser har domineret mit liv siden 1966, hvor min søn blev født. Først og fremmest brokkassen, den kasse, som rummer de mennesker, som er placeret lavest i handicaphierarkiet, dem, som bærer etiketterne "idioter, de uunderviselige, de uhelbredelige", dem, der er ubrugelige for samfundet.

Det kan være mennesker med tidlig hjerneskade, uden talesprog, multihandicappede mennesker med epilepsi, høre- eller synsnedsættelser, det kan være mennesker med spastisk lammelse – alle dem, som sagkundskaben mener ikke vil kunne udvikle sig gennem påvirkning og lærdom.

LÆS OGSÅ:Danmark sakker bagud på handicapområdet

Ofte kommer disse mennesker ikke uden for institutionen mere end få timer dagligt. Det optimale tilbud kan være opbevaring på dagscenter uden aktivering, med udelukkende pleje resten af døgnets 24 timer, i et ghettomiljø, kun med kontakt til personale og måske familie. De kender ikke verden, verden kender ikke dem eller deres liv. I, som kan huske TV 2's dokumentarfilm optaget med skjult kamera fra en døgninstitution for nogle år siden, vil vide, hvilke mennesker med handicap, jeg taler om.

Annonce
Nummer to kasse i handicaphierarkiet rummer de ukurante, de, der ofte er uden diagnose. Disse mennesker slår man sammen under fællesetiketten "de udviklingshæmmede", hvad det så er.

For Vorherre er vi vel alle mere eller mindre handicappede, er vi ikke? Ingen af os vover vel at kalde os helstøbte. Eller gør vi?

I mangfoldighedens kasse nummer to kan man finde alt godt fra handicapverdenen: mennesker med Downs syndrom og andre kromosomsygdomme, mennesker med stærkt psykotiske og autistiske træk, ja, faktisk hvad som helst og lidt af hvert, de "dumme" kaldes de af nogle. Disse mennesker kan i bedste fald bo hjemme, til de som voksne måske får tilbudt ophold i bofællesskab.

I DRØMMEKASSEN for de udvalgte, de, der har højstatus, er for eksempel mennesker med fysiske handicap, med syns- eller hørenedsættelse, med Damp, ADHD, Asperger, og hvad alle de nyere diagnoser nu kaldes. At være bærer af sidstnævnte syndrom er dog så accepteret, at handicappet giver adgang til eget gymnasium, hvis man er heldig. Her opnås "normalitet".

De seneste 45 år af mit liv er gået med at få min søn fra brokkassen til kassen for de ukurante – dér, hvor man har en lillebitte chance for udvikling, hvis ens pårørende har kræfter ud over det sædvanlige til at fighte for en. At drømme om den tredje, elitære kasse er decideret overmod.

Alligevel fik jeg mulighed for under udlægningen til kommunerne for en tid at vriste min søn ud af et institutionsliv præget af afmagt over i et normalmiljø.

Derfor er det mig en glæde, at socialminister Benedikte Kiær (K) i den seneste tid har udtalt sig til dagbladene om sit nysyn på handicapverdenens udviklingsmuligheder. For børnenes vedkommende at blive inkluderet i vuggestuer, børnehaver og skoler i normalmiljøet.

Dette nye syn: at vi "all round" skal satse på den menneskelige yde- og udviklingsevne, også hos mennesker med handicap, og at intet handicap bør vurderes som absolut og endeligt, men med støtte og accept fra samfundet gøres brugbart for den enkelte selv og for fællesskabet, ja, det nysyn er jeg som mor til en søn, som blev erklæret normal fra fødsel, men hjerneskadet i sit første leveår af kighostevaccine og i dag uden talesprog, det nysyn er jeg helt enig i.

Jeg har selv givet udtryk for socialministerens vision i årevis, i bogudgivelse, filmproduktion, kronikskrivning, og ikke mindst ved foredrag, lige for tiden under overskriften "Viljen til at ville giver evnen til at kunne – hvis vi får lov!".

DET ER BARE TRIST for sådan en som mig, der har levet med denne handicapproblematik i 45 år af livet, at det netop er nu på baggrund af samfundets ønske om at spare mennesker med handicap ud af fællesskabet – at dette nysyn bliver lanceret.

For noget så epokegørende som at gennemføre et holdningsskift af den radikale art i befolkningen, i samfundet, kan kun gennemføres positivt, hvis den nødvendige støtte samtidig ydes det enkelte menneske set i forhold til dettes handicap. Ellers vil problemet og fiaskoen forstørres og blive endnu dyrere for samfundet.

Dog, under alle omstændigheder er det en glæde, når man som forælder kan føle sig i overensstemmelse med sin socialminister og hendes vidsyn. Det er jeg ikke forvænt med.

Jeg siger dette på baggrund af erfaringer omkring min søns liv, på baggrund af den udvikling, som han omsider har fået mod til markant at gå ind i som elev på Egmont Højskolen i Hov under ildmennesket Ole Lauths ledelse. Jeg siger dette, efter at min søn i årevis har været fejlvurderet, fejlanbragt og fejlbehandlet som uunderviselig. I dag tør han vise, at han på trods af at være et ødelagt menneske dog er begavet.

Egmont Højskolen fungerer på samme måde og er underlagt de samme regler som alle andre højskoler. Men ud over den opgave at fungere på vanlig vis som undervisningssted har højskolen også påtaget sig som sin fornemste opgave at forsøge at inkludere mennesker med alle slags handicap i skolens liv. En inkludering, som efter min opfattelse dårligt kan fremstå mere vellykket i sin mangfoldighed. Her repræsenteres alle slags mennesker, personligheder og nationaliteter.

UNDERVISNINGEN BLIVER ydet af højskolelærere uden egentlig specialviden i handicap ud over den kærlige medmenneskelighed, som er afgørende for at formå at være en positiv støtte i handicapliv. Selvfølgelig er specialviden bestemt ingen hindring, ja, den kan være absolut nødvendig for den enkelte, men tilbuddet om et liv i normalverdenen – det er det, jeg ligesom socialministeren ønsker at sætte fokus på her.

Lærerne sekunderes i undervisningen af hjælpelærere, som rekrutteres blandt tidligere elever. De støtter dem, som har behov: en fin ordning. Uden for undervisningstiden hjælpes de udsatte elever af de normaltfungerende, ganske almindelige unge, som ansættes af den kommune, som repræsenterer det pågældende handicappede menneske.

Denne ordning resulterer i, at de unge hjælpere kan betale opholdet på skolen, modtage undervisning plus oppebære en mindre løn, foruden at de oplever det farverige og for mange unge atttråede højskoleliv, som åbner for igangsætterånd og trang til at bryde grænser i voksenlivet.

At Egmont Højskolen yder denne sociale indsats, udløser vinderpositioner for de normaltfungerende elever. De oplever højskolemiljøet, de får åbnet øjnene for egne privilegerede liv, de bliver gjort socialt bevidste, de får en nødvendig viden gennem deres venners liv, og de udvikler ansvarlighed og medmenneskelighed – dét ikke mindst til glæde for samfundet.

Man kan sige, at disse unge påtager sig en slags social værnepligt. Samtidig får vore mennesker med handicap en enestående chance for at opnå tro på egne evner. De får synlighed i befolkningen med mulighed for at opnå forståelse og accept.

Disse mennesker kryber langsomt ud af deres forpuppethed, de får viden og mod til at være i livet. De gror. Ja, uden selvværd og håb, uden at omverdenen satser på en, visner mennesker og dør åndeligt talt til en større byrde for samfundet. Og det kan da ikke være målet, kan det?

Lone Hertz er skuespiller og forfatter

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Andre artikler:


Vil du kommentere artiklen?

Du skal være logget ind for at kunne kommentere artiklen.

  1. Jeg har glemt min adgangskode
Trådet overblik  |  Fladt overblik

Det vigtigste er god behandling

erik, publiceret d.19/05 22:57 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er vi ikke alle handicappede for Vorherre?
og pleje af de mennesker, der som oftest uforskyldt er afhængige af andres hjælp.

Og det uanset om det er gamle på "Slottet", handicappede på "Vibegården" eller børnehjemsbørn på "Godhavn".
Link
flexblock
flexblock
flexblock

Job på k.dk I samarbejde med Jobzonen

  1. Sognepræst

    Sct. Peders Pastorat i Århus Stift

    Oprettet den: 08-04-2014

  2. Christians Sogns Menighedspleje søger Sognemedhjælper

    Kristeligt Dagblad

    Oprettet den: 01-04-2014

  3. Administrationschef til KFUM og KFUK

    KFUM og KFUKs Landskontor

    Oprettet den: 14-04-2014

  4. Vil du arbejde og udvikle sammen med frivillige i KFUM og KFUK?

    KFUM og KFUK

    Oprettet den: 14-04-2014

  5. Børne- og ungemedarbejder

    Værløse Sogn

    Oprettet den: 16-04-2014

  6. Skoleleder til Skt. Knuds Skole, Aarhus

    Skt. Knuds Skole, Aarhus

    Oprettet den: 07-04-2014

Se flere jobmuligheder
flexblock

Læs hele dagens avis

flexblock
Læs alle artikler her på siden samt i vores e-avis og apps - køb adgang for kun 79,- kroner om ugen
» Læs hele avisen her på siden samt i vores e-avis og apps: Få adgang for kun 79,- pr. uge flexblock

flexblock
flexblock
flexblock
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger... flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. mindet.dk​
  10. kirku.dk​
  11. shop.k.dk​
  12. forlag​