Poul Joachim Stender |
19. maj 2011
Kun tåber gør ikke noget ekstra ud af maden på helligdage, og det er også tåbeligt ikke at bruge sæsonens råvarer som asparges og rabarber pakket ind i græsk filodej til bededagsmåltidet
Hos mange er de kardemommeduftende, varme hveder forbundet med bededagsaften. Men ikke i mit hjem. Vi har aldrig fået os taget sammen til hvederne. Der er et eller andet kedsommeligt og ernæringsfattigt over hveder, som ikke kan dækkes af gult tandsmør og hjemmelavet rabarbermarmelade.
Mit hjem er kulinarisk blottet for traditioner både bededagsaften og bededag. I min iver for at kæde helligdage og mad sammen har jeg fantaseret om saftige bedekøller. De var desværre umulige at opdrive. Men ideen om bedekøller på bededag har pirret mig længe.
LÆS OGSÅ: Sæt hjort på menuenJeg har også haft den tanke, at man på en bededag ikke bare burde bede bønner, men også spise bønner. Kort sagt. Den store bededag skulle gøres til den store bønnedag. Men de friske bønner har ikke sæson i øjeblikket, og de tørrede bønner bruger jeg så ofte i forskellige variationer, at der for mig ikke bliver noget specielt bededagsagtigt over dem.
Men det er kun en tåbe, der ikke gør noget ekstra ud af maden på en helligdag. I år vil der gå filo i min bededag. Jeg har altid holdt meget af den tynde filodej, som stammer fra Grækenland. Filo (phylo) betyder på græsk blad, og man forstår hvorfor. Dejen er tynd som nyudsprungne bøgeblade.
Det er muligt selv at lave dejen, der består af vand, mel og olie. Men hvorfor? Filodej fås i de fleste supermarkeder – frossen, tynd som blade og papir og parat til brug efter mindre end en times optøning.
Min mor, der hadede at lave mad, hadede også, når min far sagde, at hun havde tryllet i køkkenet. "Mænd tror, at vi kvinder på et sekund tryller et eller andet frem," sukkede hun. "De aner ikke, hvor meget kedsommeligt arbejde, der ligger bag et måltid." Men når jeg laver retter med filodej, får jeg nogle gange fornemmelsen af at trylle i køkkenet, fordi maden bliver så vellykket og smuk. I stedet for at sige hokuspokus filihankat mumler jeg et hokuspokus filohankat, og fluks kan jeg servere filo, som de fleste ikke får særligt tit at spise.
Ligesom det kun er tåber, der ikke gør noget ekstra ud af maden på helligdage, er det også kun tåber, der ikke bruger sæsonens råvarer. I øjeblikket er det blandt andet asparges og rabarber. Min bededagsmad vil derfor kombinere filo med maj måneds to ædleste afgrøder.
livogsjael@k.dk