Råd til kirkelige kommunikatører: Tro på, hvad du siger

Men den holder ikke. Undersøgelser viser, at 70 procent af danskere faktisk tror på noget. Måske den ukendte Gud, som Paulus også fandt et alter for på Areopagos i Athen. Her mødte han i øvrigt samme modstand over for troen på opstandelsen, som man kan møde i dag blandt moderne oplyste mennesker. Verden er den samme.

JEG FIK DEN TANKE at prøve at læse i Bibelen for at se, om den havde nogle råd i forhold til kommunikation.

Først gik jeg igennem de gammeltestamentlige profeter. De spillede en stor rolle i samfundet, fordi det var dem, som kommunikerede Guds ord til omverdenen. Profeterne blev indgivet et budskab fra Gud. Men Guds ord var ikke deres eget projekt. De var blot kanaler. Og så kom jeg på sporet af noget. Profeterne var blot medier i sig selv og opfandt hverken sig selv eller deres budskab. De gav kun videre, hvad Gud pålagde dem.

Det samme gælder i det nytestamentlige skrift Apostlenes Gerninger, som handler om, hvordan apostlene spreder evangeliet til den græske og romerske verden. Før de begynder, sker pinseunderet. Her fyldes de alle af Helligånden og begynder at tale i tunger. Og om responsen står der: "Vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål."

Pludselig kan alle forstå Guds ord på deres eget sprog. Uden Helligånden som oversætter kan mennesker altså ikke forstå Guds ord. Hovedpersonen i Apostlenes Gerninger er ikke apostlene, men Helligånden. Ligesom profeterne er apostlene Helligåndens kanaler. De har intet projekt eller succes, hvis ikke Helligånden guider dem.

Det er også Helligånden, som får mennesker til at tro, ikke menneskelig veltalenhed. Apostlene fortæller nemlig ikke bare "en god historie" med nogle gode værdier, som er alle kommunikationseksperters kæledægge, men deres ord har en kraft til at forvandle folks liv. Deres ord udvirker mirakler, og de taler for at forandre. Det er samarbejdet med Helligånden, som gør, at de kan ændre en hel verden.

Derfor har en god historie om, at minikonfirmander og babysalmesang er en succes, eller at så og så mange har været til spaghetti-gudstjeneste, kun ringe eller slet ingen effekt. Hvilken forskel gør det i mit liv? Hvis folk skal tro på noget, skal det gøre en forskel.

De gode historier med de gode værdier, som ofte er konstrueret til lejligheden, dækker som regel over, at der ikke er noget budskab. Det er bare kommunikation for kommunikationens skyld.

Som radiovært med hundredvis af interview bag mig har jeg efterhånden også afluret, hvad der virker allerbedst, nemlig troen på det, man siger. Så går budskabet rent og klokkeklart igennem. Det er, når hensynet til, hvad andre mon vil mene om det, man siger, om man er klog nok, om det får den effekt, man har tiltænkt, at det går galt. Når strategierne og kalkulerne tager styringen, dør budskabet – hvis der altså vel at mærke var et.

Mit råd til de kirkelige kommunikatører er derfor: Tro på, hvad du siger – og sig, hvad du tror på. Ikke det, som du tror, andre gerne vil høre, eller det, som du tror kan give kirken succes. Og hvis du ikke ved, hvad du tror på, så få dig en åndelig vejleder, men for Guds skyld ikke en kommunikationsekspert.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen