Nyt liv i bededagen

Men det er synd, hvis kirken ikke får brugt store bededag til at minde om dens særlige tema eller resten af året glemmer at formidle det centrale, at bøn ikke kun er en personlig sag og som sådan privat, men også et fælles anliggende. Ikke nødvendigvis som bøn, hvor flere mennesker beder højt sammen. Men som noget, der angår alle, fordi bøn er selve hjerteslaget i det at være kristen.

"Bøn er fortrolig samtale med Herren," skriver en af de mange munke, der har levet på den græske halvø Athos, hvor der praktiseres en særlig meditativ bønsform kaldet hjertebøn. I bogen Hjertesprog – om munken Porphyrios af Athos' liv og visdomsord, der udkom på dansk sidste år – gør den nu afdøde munk, der levede som eneboer, sig den betragtning, at alle mennesker søger at finde glæde i Gud, som er et mysterium. Han er stilhed, uendelig og alt. Alle søger noget himmelsk. Alle vender sig mod Ham, om end kun ubevidst, som der står. Men igennem stilheden og bønnen gør man sig åben over for det åndelige møde, der er tilværelsens egentlige omdrejningspunkt.

Hvis troen ikke udtrykkes, men forbliver tavs, risikerer den at forsvinde. Tro kan udtrykkes på mange måder – i gudstjenestens liturgi og i salmesangen. Men bøn er troens egentlige åndedræt og derfor så afgørende.

Et afsnit om bøn, der som noget nyt blev indføjet i den udgave af folkekirkens salmebog, der udkom i 2003, minder om det.

"Bønnen har mange udtryk," står der. "Den kan give sig til kende i tavsheden og stilheden, uden at bønnen derfor bliver indholdsløs. At bede kan også være at vente i frimodig tillid. Men før eller siden vil talen melde sig i og udtrykke sig i bøn." At bede er at forlade sig på Gud, hedder det videre, uanset, hvordan det går. Derfor afslutter de fleste deres bøn med det lille ord, der betyder "lad det ske": Amen.

En stilfærdig opfordring herfra skal derfor lyde, også til kirkens præster: Drop blufærdigheden og sæt nyt liv i store bededag.