louise graa christensen |
21. maj 2011
Verdslige kunstværker får et religiøst indhold på den nye udstilling "Oh, my God!"
Hvad sker der med et kunstværk, der som udgangspunkt ikke har en religiøs tematik, når det bliver flyttet ind i et udstillingsrum, hvor konteksten netop er religiøs? Det har kurator og billedkunstner Line Sandvad Mengers sat sig for at undersøge med udstillingen "Oh, my God!", som åbnede i går. Her udstiller syv yngre danske billedkunstnere, der alle arbejder med konceptuelt baseret kunst, værker, som er skabt i helt andre sammenhænge.
LÆS OGSÅ:
Mangfoldigheden breder sig i kulturlivet Line Sandvad Mengers er selv kristen og arbejder med udgangspunkt i troen i sin egen kunst. Men for hende er det interessant, hvordan værkerne, som ikke har et religiøst eller kristent tema, bliver anderledes set i en religiøs optik.
"Jeg tror, at kunsten kan afspejle alle facetter af den menneskelige eksistens og derfor også have et reflekteret kristent udgangspunkt. Men det er sværere at være kritisk, når man som jeg gerne vil formidle et kristent budskab. Derfor er det spændende at se, hvad der sker, når man gør det sådan her," siger hun og fortsætter:
"Jeg har selv prøvet at arbejde med kristendommen i min kunst, uden at det rigtig er lykkedes. For det er svært at finde en balance, hvor kunsten både siger noget substantielt om gudsforhold og tro og samtidig er åben for fortolkning. Generelt er kunst, der ved, noget mindre spændende end kunst, der spørger om noget. Og billedkunst kan komme til at virke postulerende eller missionerende, når den handler om tro," siger hun.
Når afsenderen på en udstilling med religiøs tematik for eksempel kommer fra en kirke, bliver indholdet automatisk set og opfattet på en bestemt måde, og derfor giver de "ikke-religiøse" rammer i galleriet rum46 nogle andre forudsætninger, fortæller hun.
Blandt de syv yngre kunstnere er Karen Petersens værk "You affect the story", som består af en skrivemaskine, en hæftepistol og papirer, som beskueren kan skrive videre på. Oprindelig var den udstillet i Japan i en helt anden sammenhæng, men i dette rum kommer nye dimensioner til.
"Hvis det før mest handlede om at skrive sin egen historie, kommer man nu også til at tænke på, hvordan Gud påvirker vores livsforløb," konstaterer Line Sandvad Mengers.
graa@k.dkUdstillingen vises i galleriet rum46 i Aarhus i bededagsferien.