Danmark mangler et museum for vore store forfattere

Det kunne man måske bedre gøre hjemme hos sig selv i ro og mag, og i det sparsomt besøgte museum var der da heller ikke rift om skærmene, da jeg var der.

Hvad både Dublins Writers' Museum og James Joyce Centre anskueliggør, er, at det er særdeles vanskeligt at lave et museum over en forfatter. Pen, skrivemaskine og papir eller nu om dage en bærbar computer er alt, hvad en digter behøver, og det er ikke vildt interessant at se på. Måske kan man udstille forfatterens skrivebord og rekonstruere hans arbejdsværelse, sådan som man netop har gjort det på det netop indviede Johannes V. Jensen-museum i Farsø, men det bliver dog aldrig særlig spektakulært.

Når dette er sagt, og mine forbehold dermed er luftede, så er det alt i alt en glimrende idé af Dublin således at fejre og udstille byens store digtere. Den slags gør vi kun lokalt i Danmark med for eksempel H.C. Andersen Museet i Odense, Johannes V. Jensen Museet i Farsø og Karen Blixen Museet i Rungsted. Men man kunne da godt forestille sig, at der i København blev skabt et museum for danske digtere med verdensformat. Det kunne gerne ligge på Det Kongelige Bibliotek, hvor der alligevel kommer besøgende bare for at se stedet.

Det vil i sagens natur ikke blive noget særlig stort museum, for når alt kommer til alt, så er det ikke meget mere end to håndfulde danske digtere, der er nået ud over grænsen. Her ville blive plads til H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, J.P. Jacobsen, Johannes Jørgensen, Henrik Pontoppidan, Martin Andersen Nexø, Johannes V. Jensen, Karen Blixen og Inger Christensen.

Det er forfattere, som det er værd at bryste sig af, og det er forfattere, som omverdenen meget gerne må vide er her. Men disse store navne kunne udmærket suppleres med skiftende navne, som dermed kunne præsenteres for udenlandske læsere. Hvorfor ikke fortælle dem – og os selv med for den sags skyld – at vi har glimrende forfattere som for eksempel Henrik Stangerup og Solvej Balle, der begge er oversat til hovedsprogene?

Det er svært at udstille ordkunst, og det bliver let til en lidt støvet affære med gulnede papirer og gamle skindbind. Men med et par kvikke museumsdesignere og nogle digtere, som har arbejdet visuelt med deres digte – for eksempel Morten Søndergaard og Christian Yde Frostholm – kunne man nok få skabt et hold, der kunne være med til gøre Dublin nummeret efter. Vi har i hvert fald litteraturen. Hvad vi mangler, er den glæde og stolthed, der skal til, før vi får lyst og vilje til at udstille vores store digtere for alverden.

kultur@k.dk

I denne klumme skriver Kristeligt Dagblads litteraturanmeldere Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.