Religionsfrihedens blafrende vinger

Den anden fase af religionsfrihedens internationale historie tager fart i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Her er fokus på beskyttelsen af religiøse og etniske minoriteter i nationalstater med homogen etnisk eller religiøs majoritet. Minoritetsbeskyttelse i form af traktater, der blandt andet fastslog minoriteternes religionsfrihed, blev en af Folkeforbundets (ultimativt fejlslagne) mærkesager i tiden mellem Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig.

Den tredje fase af religionsfrihedens internationale historie starter med, at fokus flyttes fra international beskyttelse af minoriteter til beskyttelse af alle mennesker.

Religionsfriheden bliver proklameret universel gennem Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fra 1948. Erklæringens arkitekter var i det store og hele enige om, at religionsfrihed er en central del af menneskerettighederne, men hvori denne frihed nærmere skulle bestå var mere diskutabelt.

Saudi-Arabien foreslog – uden held – at religionsfriheden ikke skulle omfatte frihed til at skifte religion. Diskussionen om religionsfrihedens indhold fortsatte under arbejdet med at skabe den internationale konvention for borgerlige og politiske rettigheder fra 1966.

Resultatet af debatten var, at retten til at skifte religion udtrykkes svagere i konventionen end i Verdenserklæringen, nemlig som friheden "til at bekende sig til eller antage en tro efter eget valg" (artikel 18). Dette var forårsaget af muslimske stater, der ikke ønskede, at retten til at konvertere var en del af religionsfriheden.

Endnu et skridt i den retning kan ses i FN's erklæring om afskaffelse af alle former for intolerance og diskrimination på grund af religion eller tro fra 1981: Her nævnes retten til at skifte religion slet ikke. I høj grad på grund af uenighed om dette punkt har det ikke været muligt for FN's medlemsstater at lave en bindende konvention om religionsfrihed.

Selvom blandt andre FN's Menneskeretskomite og FN's særlige rapportør for religionsfrihed fortolker religionsfriheden meget bredt og inkluderer retten til at skifte religion i denne rettighed, er religionsfrihedens nærmere fortolkning til stadig debat på den internationale scene.

Eksempelvis har børn religionsfrihed, men i hvilket omfang har deres forældre lov til at bestemme over det religiøse indhold af deres opvækst? Også vurderingen af forholdet mellem hensynet til religionsfriheden og hensynet til andre menneskerettigheder udvikles til stadighed. Endnu et aspekt blev føjet til den internationale debat, da Organisationen for den Islamiske Konference (OIC), som repræsenterer 57 lande, i FN i en årrække satte et forbud mod "forhånelse af religion" på dagsordenen. Her er det religionen, der skal beskyttes og ikke det enkelte menneskes religionsfrihed.

Det enkelte lands historie spiller en stor rolle i, hvorledes religionsfriheden fortolkes i nutiden. Dette gælder også i Europa. Ganske vist er princippet om adskillelse mellem stat og religion bærende her, men de forskellige stater har vidt forskellige syn på, hvor meget religion bør fylde i det offentlige rum. Den Europæiske Menneskeretskonvention beskytter religionsfriheden, samtidig med at den åbner for muligheden for en indskrænkning af den enkeltes religionsfrihed, for eksempel af hensyn til den offentlige orden eller andre menneskerettigheder. Den Europæiske Menneskeretsdomstol fortolker konventionen og måler og vejer religionsfriheden i forhold til andre rettigheds- og samfundshensyn.

Menneskeretsdomstolens afgørelser sætter nye standarder for udviklingen af det religiøse liv i Europa, og afgørelserne er langtfra altid forudsigelige.

Den nyligt afgivne dom om krucifikser i offentlige skoler i Italien er et godt eksempel. Domstolen afgjorde først, at krucifiks i de italienske skoler var i strid med religionsfriheden, fordi skoler bør være religiøst neutrale for ikke at kunne virke indoktrinerende på børnene. En anke til domstolens storkammer resulterede herefter i den modsatte afgørelse: De offentlige skoler i Italien har lov til at have krucifikser i klasseværelset.

I DEN ISLAMISKE VERDEN er forbindelsen mellem stat og religion ofte tæt og sammenhængen mellem muslimsk identitet og borgerskab ofte afgørende. Derfor er retten til at konvertere – at vælge islam fra – en anstødssten i et antal muslimske lande. Og derfor spiller teologers og religiøse lederes holdning til religionsfriheden en stor rolle i disse lande. Det gælder ikke mindst i netop spørgsmålet om, hvorvidt konversion er tilladt ifølge Islam.

Men også i den vestlige verden spiller religiøse samfund en rolle i fortolkningen af religionsfriheden. Historisk var de kristne kirker ikke tilhængere af religionsfrihed for alle, men i dag fremhæver de fleste kristne kirker og organisationer religionsfriheden som en vigtig menneskerettighed.

Hvorledes religionsfriheden skal fortolkes, er der dog ikke enighed om. I sagen om krucifikserne i de italienske skoler, for at tage et eksempel, har nogle kristne røster støttet et forbud, mens andre har udtrykt, at religiøse symboler bør have en plads i det offentlige rum.

Når staten synes at komme til kort, eller når udviklingen ønskes påvirket i en særlig retning, kan trossamfundene og deres repræsentanter finde på nye måder at træde i karakter på.

Et markant eksempel er religiøse reaktioner på angrebene på de kristne i Irak – hvor altså selve kernen i religionsfriheden, beskyttelse mod forfølgelse, er på spil. Med det formål at finde frem til måder at stoppe angrebene på fandt et møde sted i Danmark i vinteren 2011 mellem en række muslimske og kristne ledere fra Irak og med deltagelse af gejstlige fra den danske folkekirke. En sådan interreligiøs og transnational loyalitet og støtte til religionsfriheden er ikke ganske ny, men et fænomen, man ikke fandt i samme omfang, da forfølgelse af jøder i Irak fandt sted årtier tilbage.

Religionsfriheden, eller rettere fortolkningen af den, og måden at søge den gennemført på, er til stadighed under forandring.

Eva Maria Lassen er er ph.d. og forskningsleder ved Institut for Menneskerettigheder