Gud taler dansk. Og bøn er samtale med Gud. Ikke nødvendigvis på højt niveau. Ikke nødvendigvis med oprejst pande og selvfedt blik. Ikke nødvendigvis på faste tidspunkter, formfuldendt og fem gange om dagen.
LÆS OGSÅ: Bøn er at spilde tid på Gud
Hver følelse har sit eget sprog. Hver hjertekrog sin stemme. Og nogle gange er bøn at tie helt stille. Gud ved trods alt bedre! Og hvis hver fugl synger med sit næb, hvorfor skulle vi så ikke gøre det? For er netop fuglene ikke tættest på Gud?
En ny antologi, der består af 286 bønner fordelt på 23 temaer, indledt med en kort bibeltekst og sunget med spinkle, enkle, sårbare, grovkornede og hæse stemmer af næsten 100 forskellige forfattere, præster, folk og fæ i alle aldre, har søgt at sende himlen ned i fodsålerne. Så bønnen helt bogstaveligt bliver det fundament, vi går på.
Bønnens sprog er altså ikke noget særsprog, som også redaktørerne påpeger i efterordet. På dansk beder vi hele tiden. Og gerne om noget. Vil du række mig saltet? For det meste er Gud bare ikke involveret.
I den bøn, der er samtale med Gud, er vi nemlig stadig blufærdige. Bøn er privat, hvis den ikke ligefrem er pinlig. Måske fordi det handler om at tabe ansigt. At udlevere sig selv svimmelt og uforbeholdent, så kun himlen bærer fødderne. At tale med lungernes og fuglenes sprog. At ånde ind og ånde ud.
Men når bønnen mangfoldiggøres i en bog som denne, sker der noget andet. Et jeg transformeres til et vi. Ligesom når vi til den forestående pinse synger "Nu bede vi den Helligånd". Så er det os, hele koret, der beder. Ikke kun Grundtvig – der symbolsk nok selv har båret stafetten videre fra tidligere udgaver. Heri ligger både bønnens og salmesprogets særlige kraft. Og heri ligger den vel nok den væsentligste forskel på digtets poetiske sandhed og bønnens vertikale lakmusprøve.
En skrevet bøn har således ikke bare et radikalt andet ærinde end et digt. Men også en anden reference. Et digt har læseren som modtager, en bøn har Gud. Derfor skal bønnens form på en gang være almen og personlig. En vind, der blæser, hvorhen den vil, og et fingeraftryk, der kun findes et eneste af i hele universet. Den dobbelthed er paradokset i al tro.
Det er sandsynligvis den logik, der gør, at antologiens bønner ikke er udstyret med forfatternavn. Man skal om i registeret for at finde ud af, hvem der har skrevet hvad. Men hvordan fungerer en samling som denne så i det dobbelte ærinde mellem det personlige og universelle?
For det første er "Himlen i mine fodsåler" et voldsomt interessant religionssociologisk dokument. Et stillbillede af det nøgne menneske anno 2011. Enkelt og helt uden "Jesusremoulade", som det udtrykkes et sted. Men til gengæld med masser af ligefrem tale, befriende respektløshed og dagligord som ozonlag, deadlines og delebørn, shots, neglelak og shopaholics, kunstig befrugtning, længsel efter sex, angst for den søn, der er sendt i krig, tomhed efter de børn, der er flyttet hjemmefra, og frustration over de møgunger, der fylder det hele, når nu også karrieren og kærligheden skal have plads.
Således fortæller disse sindbilleder en historie om det moderne menneskes religiøsitet. I kortform kogt ned til: at vi ønsker mere, end vi takker. At vi har svært ved at nøjes. Og at vente. At vi oftere siger jeg end du. Og sidst, men ikke mindst – at de bibelske historier er så godt som væk. I denne antologi præsenteres vi for et bønssprog, der bygger på en livsnær og udogmatisk gudserfaring. Og det er måske det allervigtigste signal. Lad mig haste med at tilføje, at det hele er fremragende og næsten antitetisk omsat til visuelle udtryk i flygtigt klip og fast ramme af kunstneren Peter Callesen. Hvilket løft!
Men bønssamlingens langtidsholdbarhed står og falder med andet og mere end et studie i tidens tern. Nemlig med de skrevne bønners evne til at holde dobbeltdøren åben. Kan jeg som læser mærke sålerne skælve? Er det personligt nok? Er det nødvendigt nok? Er det stort nok til at inkludere andet end den skrivende selv?
Jeg skal ikke her anmelde de enkelte bønner. Det ville føles forkert. Ikke fordi kvaliteten ikke er god, redaktørerne har været deres ansvar bevidst. Men fordi mange af bønnerne netop har lagt sig et utydeligt sted mellem bøn og digt. Mellem indre monolog og ægte henvendelse.
Læst som bønner bliver de dermed nok åbne, sårbare, ærlige; men ikke personligt grænsesprængende. Jeg fornemmer sjældent den lidenskab, der kan gøre mig som læser til med-afsender.
Omvendt: Læst som digte har de mange tekster så at sige for meget natur og for lidt kunstnerisk præcision. Hvilket blandt andet kommer til udtryk i en række svage afslutninger, hvor man lige skal have Gud og takketalen med, før uret løber ud.
Gud taler dansk. Ingen tvivl om det. Her og nu dansk. Og netop det er denne antologi med til at sætte et fornemt fokus på. Den omplanter bønnen fra kirkerum til cykelsti og sofabord og gør den nær og ligetil. Ja, selv en god fordøjelse kan man bede om! Men i samme bevægelse gør den op med det bibelske fundament, så også historiens vingesus reduceres til et her og et nu.
Det er således i dén korte horisont, man med størst udbytte kan læse disse bønner. Før fødderne går videre.
Jørgen Demant med flere (red.): Himlen i mine fodsåler. 405 sider. 299 kroner. Aros.