Forskeren griner selv i det skæg han ikke har. Det er ikke psykologisk usandsynligt at pulse kan synkronisere sig - men hvad det så kan have med kristningen af de nordiske lande at gøre, det er mere tvivlsomt.

Hvordan det gik til at islændinge blev kristne, en vedtagelse på Tinget, kan man læse i Njals Saga. Det er rigtigt at en af ingredienserne til 'hvordan islændinge blev kristne' er en slags væddekamp mellem guderne, de gamle og de tre nye, ved at de skulle udføre et bålunder på mennesker, en slags løgnedetektor-prøve. (Læs selv!)

Når man genlæser sagaerne - hvad jeg for tiden gør, "tilbage til vore urnordiske rødder" - står det klart at den kristendom kom af det sædvanlige, hvem er stærkest? som regel var det en hersker der klogt indså at der var mest fremtid i de nye guder, tidens tendens som herskere, mægtigere end ham, havde påtaget sig. Det gælder forresten også romerrigets overtagelse af kristendommen, men det er en anden bolledej.

Hvem er stærkest af guder at holde sig til? Ergo konverterer en hersker og lader sig døbe, og med ham hele folket, i hvert fald de der er afhængige af ham. Juhuu! kristendommen har sejret.

På Island var det en helt ekstraordinær religionsovertagelse. Eftersom der ingen overhersker var, måtte de lokale herskere enes om hvilken religion der var bedst. Det skete så på Altinget i år 1000 efter den for tiden gældende tidsregning, med et snævert flertal.

At forståelsen af kristendommen var ret vaklende, det kan man forstå af Edda, i hvert fald Snorris elendige sammenvrøvling af den der er inficeret med kristne, misforståede elementer. Hatten af for Snorris Egils saga, et digterværk bygget på legendarisk historisk erindret stof om slægtskampe.

Religionskampe? findes ikke, blodige kampe drejer sig altid om ejendom og penge og magt, nå ja, i islændingenes tilfælde også¨en del om ære og tab af ære - altså æresdrab, gengældelse. Men der var for det meste en anpart der hed: ejendom.

Beklager et miniforedrag af en ikke-forsker der er begyndt at springe helsiderne i avisen over, dem der kaldes Videnskab. Det meste er til at grine i skægget af, selv hvis man ikke har noget, som i mit tilfælde, det vokser kun meget sparsomt, det kommer med alderen, hos kvinder.