En levemands død

ORDENE ER MANGE, når en playboy som Gunter Sachs dør. Han var immervæk gift med Brigitte Bardot i tre år, da den franske skønhed stod på sin berømmelses tinde, og han skabte sig selv et navn som kunstsamler, fotograf og dokumentarist.

Men ordene blev mere alvorlige, end man alt andet lige kunne have forventet efter den 78-årige tyskers død i sit hjem i Gstaad i Schweiz forrige weekend. Ved siden af hans lig fandt man nemlig en pistol og et afskedsbrev:

"Ved de sidste måneders læsning af den relevante lekture har jeg erkendt, at jeg var ved at få alzheimer." Sådan begyndte Sachs brevet, inden han fortalte om hastigt at miste sine evner til at huske, tænke og kommunikere.

"Tabet af den mentale kontrol over mit liv ville være en uværdig tilstand, som jeg har besluttet mig for definitivt at imødegå."

Og så takkede han som det sidste sin hustru gennem mange år, den svenske tidligere model Mirja Larsson, samt sine venner og nærmeste familie for al deres omsorg.

Tyskerne har på grund af deres historiske erfaringer med eutanasi i Det Tredje Rige svært ved at diskutere "livsuværdigt liv".

LÆS OGSÅ: Hvad siger kristendommen om aktiv dødshjælp?

Så efter Sachs' død har mange i stedet gjort sig store og velmente anstrengelser for at overbevise om, at alzheimer ikke er uforeneligt med et værdigt liv, og at man også kan leve et godt liv uden tanke og tale eller andre erindringer end dem, der har lejret sig tungest i erindringen som levn fra en fjern fortid. Som var der kun en gradsforskel på alderdommens almindelige symptomer og alzheimers særlige!

I et debatprogram på tv-stationen ARD kaldte den katolske teolog og journalist Stephan Kulle, der selv har siddet i kørestol i flere år efter en bilulykke, selvmord for "et angreb på ens egen livsværdighed". Mennesket får sit liv skænket fra oven, og derfor må det ikke efter forgodtbefindende gøre det forbi. Lægen Peer Juhnke advarede mod, at Sachs med sit selvmord kunne give anledning til, at mange andre fulgte i hans spor – ligesom efter Goethes roman om en ung melankolikers selvmord, "Den unge Werthers lidelser". Endelig mente socialdemokraten Renate Schmidt: "Måske er det ikke sygdommen, der er nedværdigende, men samfundets omgang med denne sygdom."

PETER SCHNEIDER, forfatter og kommentator i avisen Der Tagesspiegel, skrev efter programmet: "Den tidligere familieminister Renate Schmidt udbrød: 'Enhver dement må i lyset af Gunter Sachs' eksempel føle sig som en fiasko, hvis han lever videre'. Må han det? Frygten er naturligvis meningsløs. En dement kan dårligt forbinde en lidelsesfælles selvmord med sin egen situation; for hans demens beskytter ham mod muligheden for overhovedet at træffe et valg. Og hvorfor skulle en, der ligesom Sachs befinder sig i denne sygdoms første stadium, føle sig som en fiasko, hvis han ikke følger hans eksempel? Selvfølgelig har han alverdens ret til at beslutte at leve videre."

Videre skriver Schneider:

"Politikerne oplyser ikke deres vælgere om, hvad 'bivirkningerne' er ved livets højt besungne forlængelse: Hver fjerde borger over 85, hver tredje over 90 kommer til at lide af demens. Samfundet lukker øjnene for denne voksende millionhær og overlader den til menneskeuværdige opbevaringsanstalter eller overbelastede pårørende.