“Kairo II” klinger hult

Og han forsøgte at indkapsle de voldsomme politiske forandringer, der stadig er ved at udfolde sig i den arabiske verden, ved at lægge pres på amerikanske allierede i regionen. Det gjorde han blandt andet ved at blive den første amerikanske præsident til offentligt at italesætte en for længst etableret, men generelt fortiet amerikansk udenrigspolitisk målsætning: At grænserne mellem Israel og en fremtidig palæstinensisk stat skal følge optegnelserne fra før den israelsk-arabiske seksdages krig i juni 1967.

Men USA's problemer med Mellemøsten og den arabiske verden har altid handlet mindre om, hvad der er blevet sagt, end om hvad der er blevet gjort. Og regionens forventninger til Barack Obama, der i sin oratorisk storslåede tale i Kairo i 2009 lovede at rydde stien og skabe en "ny vej fremad" i forholdet mellem USA og den muslimske verden, er langt fra blevet indfriet.

"Kairo II" ændrer næppe på dette. Den vidtløftige og værdiladede retorik var ikke ledsaget af bekendtgørelsen af nye store udenrigspolitiske initiativer eller forslag. Selvom Obama i talen opfordrede de mellemøstlige og arabiske befolkninger til at forsætte deres kamp for frihed og demokrati, så lod han det stå åbent, hvor meget konkret støtte de kan forvente fra USA.

Dertil kommer, at Obama-regeringen lige siden det arabiske forårs begyndelse har haft vanskeligt ved at finde en grimasse, der kan passe. Den var forholdsvis langsom til at stille sig bag de successrige demokratibevægelser i Tunesien og Egypten på grund af strategiske alliancer med disse landes regimer. Den har i store træk vendt det blinde øje til den voldelige undertrykkelse af demonstranter i Bahrain, hvor USA har en stor flådebase, omend præsident Obama i talen forsøgte at råde bod på dette ved at kritisere regimets handlinger. Og han nævnte ikke én eneste gang i den 5400 ord lange tale Saudi-Arabien – det konservative monarki i hjertet af den arabiske verden, hvor spændingen mellem USA's interesser og USA's værdier er allermest tydelig.

I talen anerkendte Obama da også, at "der vil være tidspunkter, hvor USA's kortsigtede interesser ikke er perfekt i tråd med de langsigtede visioner for regionen". Han antydede dog samtidig, at de to målsætninger – USA's sikkerhedsinteresser og ønsket om at promovere frihed og demokrati i regionen – ikke er uforenelige.

Men så længe, præsident Obama er ude af stand til at forklare de varsomme arabiske og mellemøstlige befolkninger, præcis hvordan USA agter at forene de to, vil hans ord blot blive anskuet som fin, men i sidste ende tom retorik.

nyholm@k.dk