Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Revolutionens første rus har lagt sig til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Revolutionens første rus har lagt sig

1 / 3

"Tunesien. Stedet at være ... nu!", står der på reklameskilte flere steder i hovedstaden, Tunis. Tunesien er i forandring. Nogle håber, landet nu vil blomstre i det arabiske forår, mens andre frygter, at det vil visne først. Fremtiden vil vise, om Tunesien kan rumme både det moderne og det traditionelle. Det sekulære og det religiøse.

- Anders Kofoed Pedersen.

Emneord for denne artikel

revolution | forår | RU | Tunesien
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Den 14. januar talte Tunesien med én stemme. Og mens folket råbte "Gå, Ben Ali!", sneg hovedpersonen sig ud ad bagdøren og rejste i eksil. Den dag var der forår i luften. Siden er det blevet umuligt at tale om revolutionen uden et "men"

"And I pray. Oh my God, do I pray. I pray every single day for a revolution ?."

Musikgruppen 4 Non Blondes' hit fra 1990'erne "What's goin on" (Hvad sker der?), fylder højttalerne på Brooklyn Cafe i det vel-havende forstadskvarter Manar II.

Sangen handler om en 25-årig pige, der drømmer om at bestige håbets bjerg og komme til et bedre sted. Hun gør, hvad hun kan, men ender hver dag med at råbe af sine lungers fulde kraft: "Hvad sker der? What's goin on?".

LÆS OGSÅ:
Ytringsfriheden blomstrer i Tunesien

Sabrina Farhani er kun 23 år, men har, så længe hun kan huske tilbage, undrende set på landets nu fratrådte præsident, Zine El Abidine Ben Ali, og spurgt: "Hvad sker der?".

"Jeg er glad for revolutionen. Dagene omkring den 14. januar var en fest. Vi mødtes hos hinanden, inden udgangsforbuddet trådte i kraft, og så fjernsyn og lyttede til radioen, og den 14. stod vi alle sammen og skreg 23 års tavshed ud ... Men jeg kan ikke se, hvordan revolutionen for alvor kan ændre mit liv. Det betyder ikke, at jeg ikke er glad for den, men jeg er spændt på at se, hvad den kommer til at gøre," siger Sabrina.

Annonce
Sabrina Farhani personificer den moderne kvinde i Tunesien. Hun er fire år henne i sit medicinstudie, og i sin fritid arbejder hun som model. I et land hvor højtuddannede kvinder er mere reglen end undtagelsen, har hun som kvinde haft væsentligt mere albuerum, end hendes arabiske medsøstre i regionen har kunnet prale af, og det har hun ikke lyst til at miste.

"Jeg glæder mig meget på vegne af de fattigste i Tunesien, som nu har en chance, de ikke havde før. Men i mine øjne er der for mange tunesere, der har et udmærket job, men bruger alt for meget tid på at brokke sig over det, de ikke har," siger Sabrina Farhani, der selv føler, at hun har skullet slide for sin plads i samfundet.

"Mange ville gerne have revolutionen, men af forskellige grunde. Alle vil gerne have frihed, men det er ikke alle, der ved, hvordan de skal håndtere den," siger hun og henviser til en episode lidt tidligere, hvor en fyr kørte forbi og smed en tom coladåse ud af vinduet lige foran politistationen.

"Det ville aldrig være sket før revolutionen. Folk ville simpelthen ikke turde gøre det af frygt for politiet. Men det sker nu," fortæller Sabrina Farhani, der medgiver, at handlingen selvfølgelig kan tolkes som et tegn på frihed.

Men hvem i Tunesien er interesseret i den form for ytring? Ud over den person, der måske i et kort øjeblik føler sig fri – eller ligeglad, overvejer hun.

"Lige nu må vi bare være tålmodige. Hvis det stod til mig, skulle vi bare alle sammen klappe i og arbejde hårdt i et eller to år. Derefter kan vi måske begynde at stille krav," siger hun.

Et kvarters taxakørsel fra Manan II finder man den tunesiske Champs-Élysées, Avenue Bourguiba, i hjertet af Tunis. Det var her, folket stod skulder ved skulder mellem de velholdte figentræer og råbte deres bønner den dag i januar – og på en almindelig lørdag i april, tre måneder senere, er der stadig ord, der vil ud.

Denne dag har en række fagforeninger delt deres politiske budskaber ud fra trappen foran Det Nationale Teater, og da den efterfølgende debat er blevet flyttet ned på fortovet, overtager Nour Slimani det øverste trappetrin til et tiltrængt hvil i solen.

Nour Slimani er 20 år, og siden den 22. januar har han boet på gaden i Tunis sammen med flere andre arbejdsløse unge, der er kommet til byen for at kæmpe for deres rettigheder. Maden er sparsom, og nætterne kolde, men ved hjælp af folks venlighed og et par tunesiske flag udholdes både sulten og kulden.

Nour er fra Kasserine, en provinsby beliggende mellem den algierske grænse og Sidi Bouzid. Byen, hvor Jasminrevolutionen for alvor blussede op, da den 26-årige Mohamed Bouazizi i frustration over regimets undertrykkelse satte ild til sig selv. Hvis der var nogen, der særligt havde brug for en revolution, var det de unge og de fattige i provinsen. De havde mindst, og samtidig havde de endnu mange år tilbage at skulle leve med denne uretfærdighed, mener Nour Slimani.

"Ben Ali er rejst, og det er alle i Tunesien glade for. Men der vil komme nye Ben Ali'er," siger han, der ikke har stor tillid til det politiske spil, der foregår for tiden.

Under Ben Ali var der reelt set kun et parti, RCD, og på magisk vis formåede det altid at vinde med stort flertal. RCD-partiet er nu blevet forbudt, men der er stadig folk i regeringen, der har forbindelse til partiet.

"Alle fra RCD skal ud af regeringen. Som i en fodboldkamp, har de bare skiftet T-shirts, men tuneserne er ikke dumme. RCD har stjålet 23 år, og det skal ikke have en eneste dag mere," siger Nour Slimani, som trods sine politiske udmeldinger ikke har nogen som helst ønsker om, at de mange unge demonstranter, som han går sammen med, skulle danne et nyt parti.

"Hvis du spørger folk her på gaden, hvilket parti de støtter, vil de ikke vide, hvad de skal svare. I årevis har vi set Ben Ali stå og lyve med hånden på Koranen, så lige nu er der ingen, der stoler på nogen. Siden revolutionen er der kommet 50 nye partier, men ingen har endnu fremlagt et partiprogram og sagt, hvad de vil gøre, hvis de kommer til magten. Jeg kæmper for frihed, ytringsfrihed og frie medier, det kan alle forstå, uanset partifarve," siger Nour Slimani.

udland@k.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​