Revolutionens første rus har lagt sig

"Jeg glæder mig meget på vegne af de fattigste i Tunesien, som nu har en chance, de ikke havde før. Men i mine øjne er der for mange tunesere, der har et udmærket job, men bruger alt for meget tid på at brokke sig over det, de ikke har," siger Sabrina Farhani, der selv føler, at hun har skullet slide for sin plads i samfundet.

"Mange ville gerne have revolutionen, men af forskellige grunde. Alle vil gerne have frihed, men det er ikke alle, der ved, hvordan de skal håndtere den," siger hun og henviser til en episode lidt tidligere, hvor en fyr kørte forbi og smed en tom coladåse ud af vinduet lige foran politistationen.

"Det ville aldrig være sket før revolutionen. Folk ville simpelthen ikke turde gøre det af frygt for politiet. Men det sker nu," fortæller Sabrina Farhani, der medgiver, at handlingen selvfølgelig kan tolkes som et tegn på frihed.

Men hvem i Tunesien er interesseret i den form for ytring? Ud over den person, der måske i et kort øjeblik føler sig fri – eller ligeglad, overvejer hun.

"Lige nu må vi bare være tålmodige. Hvis det stod til mig, skulle vi bare alle sammen klappe i og arbejde hårdt i et eller to år. Derefter kan vi måske begynde at stille krav," siger hun.

Et kvarters taxakørsel fra Manan II finder man den tunesiske Champs-Élysées, Avenue Bourguiba, i hjertet af Tunis. Det var her, folket stod skulder ved skulder mellem de velholdte figentræer og råbte deres bønner den dag i januar – og på en almindelig lørdag i april, tre måneder senere, er der stadig ord, der vil ud.

Denne dag har en række fagforeninger delt deres politiske budskaber ud fra trappen foran Det Nationale Teater, og da den efterfølgende debat er blevet flyttet ned på fortovet, overtager Nour Slimani det øverste trappetrin til et tiltrængt hvil i solen.

Nour Slimani er 20 år, og siden den 22. januar har han boet på gaden i Tunis sammen med flere andre arbejdsløse unge, der er kommet til byen for at kæmpe for deres rettigheder. Maden er sparsom, og nætterne kolde, men ved hjælp af folks venlighed og et par tunesiske flag udholdes både sulten og kulden.

Nour er fra Kasserine, en provinsby beliggende mellem den algierske grænse og Sidi Bouzid. Byen, hvor Jasminrevolutionen for alvor blussede op, da den 26-årige Mohamed Bouazizi i frustration over regimets undertrykkelse satte ild til sig selv. Hvis der var nogen, der særligt havde brug for en revolution, var det de unge og de fattige i provinsen. De havde mindst, og samtidig havde de endnu mange år tilbage at skulle leve med denne uretfærdighed, mener Nour Slimani.

"Ben Ali er rejst, og det er alle i Tunesien glade for. Men der vil komme nye Ben Ali'er," siger han, der ikke har stor tillid til det politiske spil, der foregår for tiden.

Under Ben Ali var der reelt set kun et parti, RCD, og på magisk vis formåede det altid at vinde med stort flertal. RCD-partiet er nu blevet forbudt, men der er stadig folk i regeringen, der har forbindelse til partiet.

"Alle fra RCD skal ud af regeringen. Som i en fodboldkamp, har de bare skiftet T-shirts, men tuneserne er ikke dumme. RCD har stjålet 23 år, og det skal ikke have en eneste dag mere," siger Nour Slimani, som trods sine politiske udmeldinger ikke har nogen som helst ønsker om, at de mange unge demonstranter, som han går sammen med, skulle danne et nyt parti.

"Hvis du spørger folk her på gaden, hvilket parti de støtter, vil de ikke vide, hvad de skal svare. I årevis har vi set Ben Ali stå og lyve med hånden på Koranen, så lige nu er der ingen, der stoler på nogen. Siden revolutionen er der kommet 50 nye partier, men ingen har endnu fremlagt et partiprogram og sagt, hvad de vil gøre, hvis de kommer til magten. Jeg kæmper for frihed, ytringsfrihed og frie medier, det kan alle forstå, uanset partifarve," siger Nour Slimani.

udland@k.dk