Mægling frem for magt er vejen frem i Syrien

Hvad er der så tilbage? Svaret er mægling og forhandling!

Befolkningen i Syrien kan i den nuværende konflikt groft sagt deles op i tre kategorier:

1) De demonstrerende, der med dødsforagt og mod trodser den brutale magt og kræver regimets afsættelse med alle tænkelige gode begrundelser. Vi ved ikke, hvor mange de er, måske en femtedel af den samlede befolkning, måske mere, måske mindre, nogle taler om kun to procent.

2) En anden gruppe, der ønsker de samme reformer, men uden at det skal medføre et regimeskifte; de frygter for konsekvenserne: Hvem vil tage over – og efter hvor mange blodsudgydelser?

3) En ikke ubetydelig gruppe, der af såvel et godt som et opportunistisk hjerte støtter regimet. Enten fordi de tror på præsident Bashar al-Assad, som indtil for ganske få uger siden faktisk var vellidt, eller fordi de selv nyder godt af regimets nepotisme og korruption.

Det er selvsagt umuligt at sige, hvor mange der er i hver af de tre kategorier, og der er også andre, eksempelvis de cirka 400.000 palæstinensiske flygtninge, der holder vejret, og de cirka en million irakiske flygtninge, der netop er flygtet fra en borgerkrig.

Den britiske Syrien-ekspert Patrick Seale sagde for et stykke tid siden i en debat på BBC, at Bashar al-Assads personlighed er formet af de mange trusler og konflikter, der har været i hans regeringstid. Først og fremmest var der krigen imod Irak, hvor der hang trusler i luften om, at amerikanerne og deres allierede måske skulle fortsætte ind i Syrien, nu de var i gang. Heldigvis for Syrien gik det ikke så godt i Irak, så Bashar fik lov at sidde over.

Siden fulgte mordet på den tidligere libanesiske ministerpræsident, Rafiq Hariri, hvor pilen straks pegede på Syrien. Senere er den flyttet til at pege på Hizbollah, men det er uden betydning, for den oprindelige beskyldning gjorde sin virkning og betød, at Syrien måtte forlade Libanon. På høje tid, skulle man mene! Senere fulgte israelernes krig imod først Libanon og derefter Gaza og en enkelt bombning eller to af mistænkelige installationer i Syrien.

Den slags begivenheder kan ikke undgå at fremkalde en vis paranoia, og her kan det være klogt at minde om, at selvom man er paranoid, kan man godt være forfulgt. Hvis man seriøst vil løse op for en konflikt, er det klogt at prøve at sætte sig ind i modstanderens tænkemåde og historie – ikke for at acceptere hans handlinger, men for at kunne forhandle med indsigt.

Man skal være mere end almindeligt naiv, hvis ikke man regner med, at der er en del udefrakommende kræfter, der spiller ind og prøver at påvirke situationen i Syrien, det være sig en onkel eller en tidligere vicepræsident eller grupperinger fra Libanon eller fra de andre nabolande.

Det betyder ikke, at der nødvendigvis er tale om konspiration udefra, for de demonstrerendes krav er legitime og i høj grad påkrævede. Men det betyder, at der er kræfter i og uden for Syrien, der ønsker at puste til ilden, og her er det, at jeg foreslår en vandkande i stedet, et lille forsøg på at slukke den brand, der vil kunne blive så altfortærende, at ingen, der holder af Syrien og dets befolkning, kan udholde tanken om det.

Var det ikke en idé at samle en gruppe af uvildige internationale konfliktmæglere og eksperter på området, som kunne opsøge repræsentanter fra de tre omtalte lag i Syrien? Måske ikke hentet allerøverst oppe i systemet – der synes de at være gået i intellektuelt flyverskjul – men lidt længere nede. Og så på bedste konfliktmæglervis lytte til parterne, sætte sig ind i deres følelser (angst og drømme) og behov og bevæge sig frem imod en platform, hvor alle føler sig kommet i møde, og hvor man sammen kan forandre det land, der længe har trængt til en revolution, men som vil komme til at betale alt for høj en pris for den.

Læg derfor al den automatiske snak om sanktioner og fordømmelser til side.

Det er åbenlyst, at alle og enhver fordømmer det syriske regimes magtdemonstration, men der er brug for at lægge en helt anderledes opfindsomhed, kreativitet og besindighed for dagen og gå ind og ændre på forholdene med fredelige midler, der er mere langtidsholdbare end resolutioner og bomber.

Tanken om mægling på dette dramatiske tidspunkt forekommer sikkert de fleste at være både naiv og urealistisk, men efter sigende har Einstein engang sagt, at hvis han viste en idé til nogen, og de derpå sagde, at den var god, så droppede han den. Så var idéen ikke innovativ nok, mente han.

Måske er det eneste realistiske i dag at være urealistisk, for bliver man i den nuværende realisme, så er udfaldet givet.

Endnu er konflikten ung – om end forfærdelig mange er blevet dræbt – det er trods alt ikke så lang tid siden, at de demonstrerende i Syrien gik efter reformer og ikke efter Bashars skalp.

David W. Lesch, amerikansk professor i mellemøsthistorie (og forfatter til bogen "The New Lion of Damascus: Bashar al-Asad and Modern Syria") skrev den 27. april 2011 på bloggen Syria Comment, at Bashar havde tre valgmuligheder:

a) fortsætte den brutale undertrykkelse af oprørerne og dermed blive en paria i verden, b) fortsætte med en blanding af at slå hårdt ned og love reformer, det vil i længden fjerne hans legitimitet og betyde, at han vil komme til at dele skæbne med de andre diktatorer, eller c) se det uundgåelige i øjnene og indføre reelle politiske reformer, det vil sige fjerne Baath-partiets enerådende magt og indføre tidsbegrænsede valgperioder for præsidenten. Dette bør han meddele befolkningen direkte og ikke gennem et underdanigt parlament.

Lad os være med til gennem mægling og dialog at hjælpe Bashar al-Asad til at vælge den sidste mulighed og lede ham tilbage på det spor, hvor Hillary Clinton og mange andre for ikke længe siden troede, han befandt sig.

Birgitte Rahbek er kultursociolog, konfliktmægler og medforfatter (sammen med Jørgen Bæk Simonsen) til bogen "Den arabiske verden"