Forfatter og socialrådgiver Hanne Reintoft har for nylig vundet Ældrerådenes Hæderspris 2011. Hun tager ofte sine børnebørn med til kulturelle oplevelser
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
"Det er Lisbeth Smede- gaard Andersens 'Skrædderen'. Nu er jeg meget interesseret i historie og særlig 1800-tallet vækker min begejstring. Bogen giver et pragtfuldt indblik i det århundrede på en levende måde, hvor man kan se menneskene for sig. Man ser 1800-tallets København for sig med Herman Bang, skibe, der lægger til i havnen, og hun beskriver også en dejlig slægt og nogle kloge mennesker, der har levet deres liv fuldt og helt."
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
"Det er Sigrid Undsets 'Kristin Lavransdatter'. Det er et storværk, og jeg fik den af min mor, da jeg var 16 år. Den giver et meget spændende billede af en helt speciel kvinde på godt og ondt. Samtidig giver den et historisk indblik i 1300-tallets temaer. Den har pesten med, som hærgede Europa i 1300-tallet, men det er først og fremmest personbeskrivelserne, som er genial skrivekunst."
Hvad vil du anbefale fra kulturlivet lige nu?
"Jeg har haft store kultur-oplevelser det her forår. Først og fremmest i Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, hvor jeg så 'Misantropen'. Lige nu går stykket 'Fanny og Alexander', som Ingmar Bergman har skrevet, også i Skuespilhuset. Han var en pragtfuld dramatiker, og opsætningen er virkelig lykkedes godt. Den handler om en lidt mærkelig familie med et muntert liv, men samtidig er der også et dødsfald. På den ene side er der livsglæde og erotik, og på den anden side er der ondskab."
Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?
"Dem er der mange af. Som ung pige så jeg stykket 'Hamlet' på Kronborg Slot, og det åbnede mine øjne for teaterverdenen. Det var nogle af de største skuespillere, som opførte stykket, og jeg var draget af hele problematikken i 'Hamlet' med temaer om liv og død. Shakespeare er en af de største dramatikere, vi har haft, og hans stykker gør altid et stort indtryk på mig."
Hvad betyder kultur for dig?
"Det er ikke et uundværligt element i livet, som mad og drikke er, men det er uundværligt i et rigt og frodigt menneskeliv. Gennem kulturlivet får man udtrykt begreber som skønhed, liv og død og kærlighed og had, som alt sammen indgår i menneskelivet. Kultur løfter og stimulerer os. Jeg gør meget ud af kulturen med mine børnebørn. Jeg tager dem med på museer og i teater, og de er meget interesserede i det."
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
"Ja, det er nemt at svare på, for vi har en regering, som vil ødelægge al kultur i vores land. Det er meget farligt for et samfund og for sammenhængskraften.
Man kunne ønske sig, at noget af kulturen blev mere bredt ud i vores land. Der kunne godt være lidt mere i udkantsområderne, for kulturen er for os alle. Det ville også være rart, hvis tv-kanalerne bragte flere teaterstykker og balletforestillinger."
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
"Jeg er ikke den store tilhænger af opera. Det fænger mig ikke, og jeg kan ikke holde det høje c ud i mine ører. Jeg holder ellers meget af musik generelt."
marianne.knudsen@k.dk