Danmark spillede en rolle i Israels oprettelse

Ifølge ny forskning modsatte statsminister Hans Hedtoft sig den officielle danske udenrigspolitik og gav en hjælpende hånd i den jødiske stats skæbnetime

Sympatien for jøder blandt danskere efter krigen var udbredt. Flygtningeskibet "Ulua", der blev stoppet i dansk farvand, blev hjulpet på vej af den danske kommandør P.A. Mørch. -- Foto fra bogen.
Sympatien for jøder blandt danskere efter krigen var udbredt. Flygtningeskibet "Ulua", der blev stoppet i dansk farvand, blev hjulpet på vej af den danske kommandør P.A. Mørch. -- Foto fra bogen.

"Jeg har altid set det som Verdens ottende Vidunder, at det jødiske Folk og den jødiske Kultur har holdt sig og ikke er gaaet til Grunde trods alle Trængsler. Naar dette Folk ønsker det, saa har det for mig et rimeligt Krav paa et Hjemsted ... ".

Sådan skrev den danske politiker Hermod Lannung efter Anden Verdenskrig i sit partiblad, Radikal Politik. Han var i 1947 med i FN's generalforsamling og stemte for delingsplanen af Palæstina, der førte til oprettelsen af den jødiske stat året efter.

LÆS OGSÅ: Et forsvar for Israel

For to uger siden kunne israelerne så fejre landets 63-års-fødselsdag med fest og dans i gaderne. Uafhængighedsdagen, yom ha'atzmaut, er særlig højtideliggjort og betragtes hvert år som det største mirakel blandt mange mirakuløse begivenheder i jødisk historie, fordi det ganske enkelt var et vidunder – omstændighederne taget i betragtning – at den jødiske stat overhovedet blev til den 14. maj 1948.

Og det kan israelerne blandt andre takke danskerne for. For ud over Hermod Lannungs opbakning viste både centrale beslutningstagere i den danske administration samt almindelige borgere deres sympati for den jødiske sag aktivt. Dette kapitel i den israelske og danske historie har Arthur Arnheim belyst i sin seneste forskning, der netop er udkommet i bogen "Politik, diplomati og den hjælpende hånd – Danmark og oprettelsen af staten Israel".

Den 82-årige historiker, der selv kunne fejre fødselsdagen fra sit hjem i Jerusalem, er optaget af det jødiske samfunds overlevelse og har i sin research blandt andet fundet frem til den nok mest overraskende kendsgerning, at den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft spillede en aktiv rolle i etableringen af den jødiske stat.

"Den formelle udenrigspolitiske linje var, at man ikke generede de britiske venner, der havde hjulpet den danske modstand under besættelsen. Storbritannien var under arabisk pres og gennemførte en stram politik over for jødisk indvandring og var skeptisk over for idéen om en jødisk stat. For at undgå en tilspidset konflikt indførte briterne en blokade og afviste skibe med jøder, der blev sendt til flygtningelejre på Cypern. Den britiske udenrigsminister Bevin sendte i 1947 et brev direkte til den danske udenrigsminister, hvor han bad de danske myndigheder standse flygtningeskibe med jøder, der kom i dansk farvand. Hedtoft og andre beslutningsdygtige danskere gik imod den officielle linje og traf nogle afgørende og risikable beslutninger," fortæller Arthur Arnheim, som Kristeligt Dagblad mødte under hans besøg i Danmark for nylig.

Det første tegn på Hans Hedtofts indblanding ses ved den danske kyst i vinteren 1947. Skibet "Ulua" forsøgte at bryde den britiske blokade og nåede de danske kyster en kold februardag i 1947. Målet var Trelleborg i Sydsverige, hvor 500-600 jødiske kvinder, der var blevet reddet fra Hitlers koncentrationslejre, ventede på at blive bragt videre til Palæstina. Det var isvinter, og "Ulua" måtte vente på varmere vejr ved Langelinie. Om bord var kaptajn Eliav, en kommandør fra den jødiske undergrundshær Hagganah. Efter nogle dage i dansk havn fik Eliav besøg af paspoliti og karantænemyndigheder.

"Det var jo tydeligt, at skibet var ombygget til ét ganske særligt formål. Så det så sort ud for Eliav. Men i spidsen for foretagendet stod en søofficer, som ville tale med ham i kaptajnens kahyt. 'Jeg ved alt,' sagde den danske officer. 'I kommer fra Le Havre i Frankrig og skal hente jøder i Trelleborg. Du er i vanskeligheder. Men jeg vil hjælpe dig. Jeg hjalp også danske jøder med at flygte under krigen, og nu vil jeg gerne hjælpe jer. I er gode folk, som vil til jeres hjemland.' Sådan sagde manden," fortæller Arthur Arnheim.

Han har fundet frem til, at denne mand hed Poul Adam Mørch og var efterretningsmand og derfor havde kontakt til amerikanernes CIA og briternes MI6. Arthur Arnheim er sikker på, at Hans Hedtoft, der på det tidspunkt var social- og arbejdsminister, vidste, hvad der foregik ved Langelinie og dermed forbrød sig mod Danmarks formelle udenrigspolitik.

Senere samme år, i november 1947, blev Hans Hedtoft statsminister. I samme periode skulle FN's generalforsamling vedtage delingsplanen af Palæstina – et land til jøderne og et land til palæstinenserne. Selvom planen blev vedtaget, var opbakningen meget skrøbelig blandt medlemslandene, og organisationen Jewish Agency sendte jøder fra Palæstina rundt i verden for at få støtte fra statsledere til den vedtagne plan. Hedtoft fik besøg af en mand ved navn Berl Locker fra Jewish Agency.

De to havde faktisk truffet hinanden i 1930'erne på møder i Socialistisk Internationale i Europa, hvor også israelske socialdemokrater dukkede op. Locker var også socialist og huskede, at de havde mødtes før. De så hinanden ved flere lejligheder, og Locker skrev udførlige referater. Det er fra disse, at Arnheim er blevet bekendt med Hedtofts hensigter. Deres sidste møde fandt sted 10 dage før, at Israels selvstændighed blev proklameret den 15. maj.

"Locker fortæller Hedtoft, at man er fast besluttet på at proklamere staten Israel, når briterne forlader området, trods hård modstand i verdenssamfundet og en mulig krig med nabolandene. Men hvis de fik våben, skulle jøderne nok klare den. Mødet afsluttes med en bemærkelsesværdig bemærkning fra den danske statsminister: ' You can rely on us' (I kan stole på os, red.). Om det var et venligt skulderklap til en gammel partikammerat eller en egentlig støtteerklæring, vides ikke. Men en ansvarlig statsminister som Hedtoft ville ikke komme med løse tilkendegivelser. Vi undersøgte sagen nærmere," fortæller Arthur Arnheim.

Hans teori er, at Hedtoft havde en plan bag disse ord. Det viste sig blandt andet under påskekrisen i 1948. Dette forår var præget af stor usikkerhed og nervøsitet for en mulig trussel fra det sovjetiske kommunistregime. Dagen inden skærtorsdag indkaldte Hedtoft til hastemøde i Udenrigspolitisk Nævn og oplyste, at der var kommet underretninger om, at et kommunistisk kup som i Prag eller ligefrem en sovjetisk intervention var på vej. Desuden kunne han oplyse, at 3000-4000 tidligere modstandsfolk og kommunister ikke havde afleveret deres våben efter krigen.

Hans Hedtoft, der var en stærk anti-kommunist, havde altså en stor interesse i at få disse våben væk fra de danske grænser, og Arthur Arnheim er overbevist om, at statsministeren havde sine jødiske venner i tankerne. Han kunne slå to fluer med et smæk: sikre den demokratiske socialisme ved at fjerne en umiddelbar kommunistisk trussel og hjælpe jøderne i Palæstina.

Hedtoft fik hjælp til sine planer i september samme år, da Herbert Pundik og David Israel ankom til Kastrup Lufthavn. De to danske jøder var draget til Israel for at kæmpe og var kommet tilbage for at indsamle våben og smugle dem til Israel. De var på en hemmelig mission, som Pundik også omtaler i sine erindringer. De to unge jøder havde ikke deres danske pas med, men alligevel slap de igennem paskontrollen med hjælp fra en civilklædt mand fra det danske sikkerhedspoliti. De to blev desuden skygget af danske politifolk, sandsynligvis for at blive beskyttet. Nogen holdt altså en hånd over deres foretagende. Selv anede Herbert Pundik og David Israel intet om, at denne hånd tilhørte statsministeren.

"Vi var de naive i dette spil. Vi blev jo brugt som statister af en masse aktører, som vidste, hvad vi gjorde. De eneste, der ikke vidste noget, var faktisk os selv," fortæller Herbert Pundik i telefonen fra sit hjem i Jerusalem.

Den person, der hjalp ham og David Israel ud af lufthavnen, var Christian Madsen. Han var chauffør for Hans Hedtoft under besættelsen, blandt andet en nat i september 1943, hvor Hedtoft blev advaret om den forestående anholdelse af de danske jøder.

Hedtoft holdt fast i sine kontakter fra den politiløse tid under krigen – folk, han kunne stole på, fortæller Arthur Arnheim. Lægger man to og to sammen, anvendte Hedtoft ifølge historikeren disse forbindelser efter krigen i forskellige aktioner, som helst ikke måtte falde tilbage på ham.

"Det kan godt være, at Hedtoft ikke selv tog initiativ til indsamlingen af våben, men han tog initiativ til at beskytte transporten af dem. Det var hans måde at leve op til sine løfter til Eliav på. Det er der ingen tvivl om," konstaterer Arthur Arnheim, som understreger, at Hedtoft løb en stor risiko ved at bryde aftalen med briterne og sandsynligvis fik fjernet alle spor.

Herbert Pundik tror på Arthur Arnheims teori.

"Situationen efter holocaust var fantastisk positiv over for udviklingen i Palæstina, og der var uden tvivl gode kontakter mellem danske og jødiske socialdemokrater. Og i befolkningen vidste man meget lidt om, hvad der skete dernede, så man støttede pr. instinkt jøderne," siger han.

Den hjælpende hånd, som Arthur Arnheim kalder den aktive sympati for den jødiske sag blandt almindelige borgere, kom blandt andet fra de cirka 1000 danskere, der mellem 1946 og 1948 lod sig rekruttere til tjeneste i den britiske hær. De blev sendt til Palæstina, hvor jødiske militser kæmpede mod det britiske herredømme, der forsøgte at forhindre jødisk indvandring. Her blev danskerne sat til at standse illegale skibe, hvilket ofte foregik med kampe og ofte med døde eller sårede som følge. Men det ville danskerne altså ikke være med til, og det gav dem et godt ry blandt de lokale jøder, fortæller Arthur Arnheim.

Et andet eksempel var en kreds af kristne danskere, der inden den danske officielle stillingtagen til konflikten i Palæstina stod bag et støttebrev med 300 underskrifter til FN's generalsekretær, Trygve Lie. Kredsen, der hovedsagelig bestod af ledere for forskellige danske kristne organisationer og institutioner, appellerede til verdensorganisationen om at vedkende sig den forpligtelse, forbundet i 1922 havde påtaget sig til at oprette et jødisk nationalhjem i Palæstina. Initiativtager til henvendelsen var pastor Georg Bartholdy, som fik opbakning af biskop i København Hans Fuglsang-Damgaard, leder af Kirkens Korshær Kai Hammerich og retspræsident L.N. Hvidt, der var aktiv i forskellige kristne sammenhænge.

"Selvsamme kreds stod senere for et takkebrev til den danske regering for at have stemt for delingsplanen. Det er vist ikke sket før eller siden, at en regering bliver takket på denne måde for et udenrigspolitisk initiativ. Det viser, hvor interesseret folkene bag takken var i denne sag. Det var folk, der også havde været med til at hjælpe de danske jøder til Sverige i oktober 1943," siger Arthur Arnheim, der selv slap over Øresund.

krasnik@k.dk

Danskere spillede en rolle efter Anden Verdenskrig i jødernes kamp for en nationalstat, viser ny forskning. Mest overraskende er den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtofts indsats, som blandt andet bestod i kendskab til ulovlig våbensmugling til jøder i Palæstina i 1947. Her optræder Hedtoft (th.) sammen med Thorvald Stauning, den tidligere partiformand. Socialdemokraterne havde allerede i 1930'erne gode forbindelser til jødiske partikolleger i Palæstina, hvis socialistiske fællesskaber, kibbutzer, var et forbillede for den "rigtige" socialisme. – Foto fra bogen.
Danskere spillede en rolle efter Anden Verdenskrig i jødernes kamp for en nationalstat, viser ny forskning. Mest overraskende er den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtofts indsats, som blandt andet bestod i kendskab til ulovlig våbensmugling til jøder i Palæstina i 1947. Her optræder Hedtoft (th.) sammen med Thorvald Stauning, den tidligere partiformand. Socialdemokraterne havde allerede i 1930'erne gode forbindelser til jødiske partikolleger i Palæstina, hvis socialistiske fællesskaber, kibbutzer, var et forbillede for den "rigtige" socialisme. – Foto fra bogen.