Statistikker viser klar sammenhæng mellem indkomst og religion i USA. I bunden ligger protestanter, mens reformjøder har den største indkomst
Din religion er din økonomiske skæbne. Sådan kan amerikanerne vælge at tolke bemærkelsesværdige data trukket ud af en stor undersøgelse om nationens religiøse liv fra forskningsgruppen Pew Forum on Religion and Public Life.
Pews statistikker viser, at der er en påfaldende klar sammenhæng mellem amerikanernes indkomst og deres religion. De økonomiske forskelle på landets trosretninger er endda endnu større end de uligheder, som gør sig gældende for forskellige geografiske og etniske grupper.
LÆS OGSÅ: Den religiøse midte forsvinder i USADen rigeste trosgruppe er USA's reformjøder. 67 procent af de reformjødiske husstande tjener mere end 75.000 dollar (knap 400.000 kroner) om året, mens det samme kun gælder for 31 procent af alle amerikanske hjem. Hinduer og konservative jøder er de næstrigeste, mens de fattigste grupper er pinsekirkemedlemmer, Jehovas Vidner og baptister.
Alt i alt er protestanter, der udgør den største religiøse gruppe i USA, fattigere end gennemsnittet og fattigere end katolikker.
"Dette står i kontrast til den lange historie, gjort berømt af Max Weber (tysk sociolog og økonom, der levede fra 1864 til 1920, red.), hvor protestantiske nationer generelt er rigere end katolske nationer," bemærker den økonomiske klummeskribent David Leonhardt i avisen New York Times.
Fattige protestanter bør imidlertid ikke konvertere til jødedommen og forvente en automatisk indkomststigning. Ifølge New York Times er forskelle i trosgruppernes uddannelsesniveau den største enkeltstående årsag til uligheden, mens også faktorer som kultur og racediskrimination spiller ind.
nyholm@k.dk