At hyle med de rigtige ulve

Ved indledningen til 1990'erne følte Henrik Dahl sig meget uenig med venstrefløjen, men blev alligevel ved med at læse dagbladet Information og kalde sig SF'er. Specielt i synet på europapolitiken stod han af, og senere fulgte erkendelsen af, at venstrefløjen i synet på indvandring og velfærdssamfund sad så grundigt fast i nogle paradigmer, at den i dag ifølge Dahl reelt er fortabt.

Man foretog en total fejlvurdering af Anders Fogh Rasmussen (V), som man troede ville realisere sin minimalstat, mens han i virkeligheden gennemførte en borgerlig udgave af den Tony Blair-inspirerede tredje vej, som Henrik Dahl mente burde tilhøre venstrefløjen. Så mens denne druknede i dybfrossen dogmatik og had til Dansk Folkeparti, overtog den borgerlige lejr førstefødselsretten til magten.

Derfor ønskede Henrik Dahl at reformere venstrefløjen, og gennem bogprojekter, diskussionsklubber og sit private forhold til politikeren Christine Antorini plejede han omgang med socialdemokrater som Ritt Bjerregaard, Søren Mørch, Mogens Lykketoft, Jytte Hilden og Helle Thorning- Schmidt.

Dette indblik i venstrefløjens magtelite udgør bogens vigtige del, og mens disse politikere beskrives som taktisk dygtige, ser Dahl flere af dem som ude af stand til at formulere visioner. Kritikken rammer i høj grad Helle Thorning-Schmidt, der beskrives som en kvinde, der "? kort sagt ikke er i stand til at gå blot nogle få meter uden en rollator af stikord og briefinger og talepapirer, og til trods for den alligevel taler som en lydfil."

Må man nedgøre en politiker på den måde, har flere spurgt. Ja, det må man. Det er i almen interesse at vide, om landets mulige næste leder er en dygtig tænker, og den magtfulde kan aldrig være fredet. I denne ånd går Henrik Dahl efter mange enkeltpersoner, og det skal han ikke kritiseres for.

Til gengæld udstiller han også sig selv på en måde, der skader projektet. Dahl fremstår faktisk som et noget rådvildt væsen, der har svært ved at finde et ståsted, og han skriver: "Derfor er jeg endt med at mene, at det faktisk er interessant og væsentligt at tale om danske værdier, også når det gælder menneskerettighederne, der er opfundet i Paris, og kristendommen, der er opfundet i Mellemøsten."

Man undres over, at en sådan tanke først melder sig i en alder af 51 år, og flere af Dahls analyser er gammelt stof. Han anerkender Dansk Folkepartis pointer angående islam og parallelsamfund, og han kritiserer venstrefløjen for på hyklerisk vis at lade den menige dansker slås med ghettoproblemer, mens man selv bor i Kartoffelrækkerne. Det er såre sandt, men det er sagt af Søren Krarup (DF) og andre i årevis, og Dahl er for sent ude med sine erkendelser.

Man skal således ikke læse bogen for igen at få fremstillet venstrefløjens værdipolitiske fallit, men derimod for at få indblik i de personer, der bærer en stor del af ansvaret for den. Her har Henrik Dahl værdifuld viden. Men man savner at mærke forfatterens egen kerne. Han fremstår som en mand, der som sit eget sociologiske eksperiment blot har ladet sig drive med tidens bevægelser, alt imens han har hylet med de rigtige ulve.

Nu orker han ikke at hyle mere, og lidt opgivende ender Dahl med at spørge: "Hvorfor indser jeg ikke bare, at jeg hører hjemme i et borgerligt parti?" Henrik Dahl blev venstreorienteret, fordi det lå i tiden, og oplagt er det jo at overveje, om han blot endnu en gang følger strømmen.

kultur@k.dk

Henrik Dahl: Spildte kræfter – hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt. 152 sider. 179 kroner. Gyldendal

Læs interview med Henrik Dahl i avisen på fredag