KRONIK: Manden, der bankede på Himlens port

I de tidlige 1960'ere skrev Bob Dylan store sange som "Blowing in the Wind", der i mange år var i Højskolesangbogen, men som røg ud i 18. udgave i 2007. Hans ætsende middelklassekritik "Like a Rolling Stone" fra 1965 var den første single i musikhistorien, der varede over tre minutter (den varede seks) og alligevel blev spillet i radioen.

Senere sange er indgået i populærmusikkens kanon på en næsten dybere måde, sådanne helt enkle sange, som stort set alle kunstnere fra tid til anden har på programmet. Det er "I Shall Be Released" (1967) og "Knockin' on Hea- ven's Door", der er skrevet til Sam Peckinpahs western "Pat Garret and Billy the Kid" (1973) og "Forever Young" (1974), der ligesom Beatles' sang "Hey Jude" egentlig er en dåbssang.

"FOREVER YOUNG" GAV anledning til den udbredte skik, at publikum ligesom spontant tænder et lys under koncerten. På omslaget til Bob Dylans højspændte livealbum "Before the Flood" (1974) kan man se lysprikkerne i publikumshavet.

Den turne var den første stadionturne i rockhistorien – på forhånd en succes: Fem millioner mennesker forudbetalte billetter, men der var kun 650.000 til rådighed. Turneen blev fulgt af flere i, hvad der samtidig var den mest tumultariske tid i Dylans personlige liv.

Efter hans første kone Saras skilsmissebegæring samlede han gamle venner omkring sig til små koncerter i det efterårsfarvede New England i 1975, blandt andre Joan Baez, der havde hjulpet ham frem i 1961-62. Det er en energisk, men rodløs, rastløs Dylan, vi hører.

Verdensturneen i 1978 med tre millioner tilhørere havde stort band og de mest følsomme fortolkninger af Dylans egne værker i hele karrieren. Når man genhører optagelser fra de enkelte aftener, er der tydeligvis en ny ro hos en stærkt, følelsesmæssigt påvirket kunstner. Hvad var der sket?

Bob Dylan havde hyret et orkester, der viste sig at være fuld af genfødte kristne, og han blev efter sin officielle omvendelse til kristendom få måneder efter turneen gift med en af korpigerne og var det i fem år.

Den kristne periode 1979-83 gav tre-fire prima album med evangelisk forkyndelse frem til 1983. Dernæst fulgte lavpunktet i karrieren frem til 1989, med svagere udgivelser i en periode, hvor rocken i det hele taget havde svært ved at finde sine egne ben, efter at arven fra 1960'erne var brugt op.

Bibelske hentydninger i Bob Dylans værk var ikke noget nyt. Det lidt oversete, minimalistiske mesterværk, albummet "John Wesley Harding" (1967) har mere end 60 allusioner til Bibelen, og når Bob Dylan i den fine kærlighedshymne "Love Minus Zero – No Limit" i 1965 skriver "She's true like ice or fire (Hun er sanddru som is eller vand), er det en hentydning til Johannes' Åbenbaring 3, 15.

Men hvorfor forlod Dylan den udadvendte kristendom igen? Den politisk højreorienterede kristendom rummede for mange elementer, der var ham fremmed. I slutningen af firserne fandt han så endelig det sted, hvor han er helt sig selv: På scenen.

Den følsomhed, som sine aftener nærmest var hudløshed på verdensturneen i 1978, viste sig at være et udtryk for, at Dylan var på vej et sted hen, hvor han troede, han kunne være den, han er, og ikke den, alle andre forventer, han er. Allerede tidligt i 1960'erne var netop dette ved at drive ham til vanvid og forårsagede hans ry som pressesky og direkte uforskammet.

HAN HAR SIDEN 1989 hvert år givet 100 koncerter, og periodens ni album vidner om kreativ retning og stabilitet. Han har åbenbart brudt begivenhedskæden og vundet sin kunst tilbage.

De fleste koncerter er gode, nogle er lidt ved siden af, og enkelte er fuldstændigt sublime, og selvom man ikke vil sige, at Bob Dylan synger smukt, så rummer koncerterne for tiden en intensitet, ro og kunstnerisk dybde som måske aldrig før. Koncerterne er vidt forskellige, og Dylan skifter mindst halvdelen af sangene ud fra aften til aften og afprøver hele tiden nye fortolkninger.

Dylan vil ikke puttes ind i roller – han ved bedst selv, at han først og fremmest er et kulturelt termometer, helt afhængig af at opsuge indtryk. At han så udtrykker dem originalt og så uforudsigeligt, at man skal bruge tid til at lytte og fordøje, er en anden sag: "Oh Mercy" fra 1989, der ikke nåede over nr. 33 på den amerikanske hitliste, viser sig at rumme en flod af klassiske Dylansange, klare samfundskritiske karaktertistikker, brændende bibelsk apokalyptik og eksistentialistiske betragtninger.

Langsomt træder de store værker fra 1960'erne og 1970'erne i baggrunden, hvor de står som monolitter: lp'en "Highway 61 Revisited" fra 1966 med titelsangens pragtfulde vers: "God said to Abraham, 'Kill me a son'. Abe says, 'Man, you must be puttin' me on'"; den Brecht-inspirerede Ballad of Thin Man og den T.S. Eliot-inspirerede, litterære civilisationskritik Desolation Row.

Så er der dobbeltalbummet "Blonde on Blonde" fra 1967 med det surrealistiske kærlighedsepos "Sad Eyed Lady of the Lowlands". "Blood on the Tracks"-albummet fra 1974 med generationsportrættet "Tangled Up in Blue" og de rødglødende kærlighedssange til Sara. Det eksotiske "Desire" (1976), med den store, novelleagtige "Hurricane" om justitsmordet på bokseren Rubin Carter og den mytiske "Oh Sister" om kærlighedens død og opstandelse – for nu bare at nævne enkelte højdepunkter fra 34 studiealbum.

Albummet "Modern Times" fra 2006 er et enestående klart udtryk for det råd, Dylan engang gav U2's forsanger Bono i kunstnerisk krise: "Gå tilbage til rødderne". Dylan mikser elementer fra 1950'er-rock and roll med sin egen emo-blues til en dynamisk bærekraft for den melankolske samfundskritik.

Her med en variation over det bibelske "Ingen kender timen" (Matt. 25, 13) i "Workingman's Blues": "No man, no woman knows/ The hour that sorrow will come/ In the dark I hear the night birds call/ I can hear a lover's breath." (Ingen mand, ingen kvinde kender/ Timen, da sorgen falder på/ Jeg hører fuglene kalde i natten/ Jeg hører elskerens åndedræt).

Bob Dylans kunst står stærkt i disse år. I USA og England når hans nye udgivelser igen hitlistens førsteplads, hvad de ikke har gjort siden midten af 1970'erne. Det gælder både "Modern Times" og den seneste, "Together Through Life" (2009), hvis titel nok ikke handler om hans kærlighedsforhold – men måske om tilhørere som undertegnede.

Jakob Brønnum er digter, forfatter og teolog