Obligatorisk minikonfirmandundervisning?

Et af problemerne ved forslaget er, at det ikke respekterer de lokale overvejelser om, hvordan man i det pågældende sogn bedst arbejder med børn og unge. Det synes, som om det ganske bestemte koncept, som hedder "dåbsoplæring/minikonfirmand", pludselig skal ophøjes til den eneste rigtige måde at arbejde med børn og unge på.

Hvorfor er det lige netop dette koncept, der nu skal gøres obligatorisk? Det er i øvrigt helt nyt, at man på den måde gør noget obligatorisk. Hvorfor ikke gøre for eksempel kirkelig voksenundervisning eller undervisning af gymnasieelever obligatorisk? Og hvad med sanktionerne, hvis man ikke tilbyder det, og hvad med frustrationerne, hvis der ikke kommer nogen?

I NÆRUM KIRKE har man gennem flere år haft minikonfirmandundervisning. Det var på mange måder rigtig udmærket, men der blev brugt meget tid og mange ressourcer på 12-14 børn (ud af cirka 45 på det pågældende klassetrin).

Derfor valgte vi at gå en anden vej. I stedet opbyggede vi et endnu tættere samarbejde med den lokale skole og tilbyder nu løbende projekter i kirken for alle klassetrin og supplerer med familie- og småbørnsgudstjenester.

Arbejdsmæssigt og lektionsmæssigt overstiger skole-kirke-projekterne langt, hvad der tidligere er blevet brugt på minikonfirmandundervisning. Skal vi nu skrue drastisk ned for skole-kirke-samarbejdet for at indføre obligatorisk minikonfirmandundervisning (eventuelt med en betalt medhjælper) eller hvad?

Hvorfor denne trang til tvang? Hvorfor kan vi ikke fortsat lokalt få lov til at skønne, hvad der er det bedste? Vi tror, man gør sagen en bjørnetjeneste ved at gøre minikonfirmandundervisningen obligatorisk, og hvis man endelig vil gøre noget obligatorisk, så gør det gerne obligatorisk, at vi som præster skal undervise endnu flere, men lad det få konsekvenser i præsternes løn og kvotering.

Niels Vincens Grunnet og Bruno Rasmussen er begge sognepræster ved Nærum kirke