Blicher som to forskellige personer

Forskellen mellem Blicher som skønlitterær forfatter og som samfundsskribent er, anfører Borup-Jensen, tydeligst i tekster, der behandler samme emne. Dette er tilfældet i novellen "Keltringliv" (1829) og i skriftet "Om natmændsfolkene" (1820), der begge handler om hjemløse sigøjnere. I novellen dyrkes livet, som det former sig uden for borgerlighedens normer og rammer – det fremmedartede, det anderledes og det selvstændige. I den anden tekst forholder Blicher sig ganske anderledes: han skriver om "den beklagelsesværdige natmandshorde", der ses som et socialt forstyrrende element og kræves udryddet. De tvangsforanstaltninger, der anvises – blandt andet at børnene fjernes fra deres forældre – finder Borup-Jensen så rystende inhumane, at de ligefrem kan få nutidige læsere til at tænke på koncentrationslejre.

Men Blicher er jo heldigvis meget andet og mere, hvad bogen bestemt også understreger. Han er et eksempel på, at en digters storhed ikke nødvendigvis anfægtes, selvom han har meninger, som man synes er forkastelige. Digtning handler om noget dybere end meninger. Og man må med Borup-Jensen – i enighed – konstatere, at dansk litteratur ikke rummer bedre fortællinger end disse af Blicher: "En landsbydegns dagbog", "Sildig opvågnen", "Hosekræmmeren" og "Præsten i Vejlby".

Morten Vinge, den dagbogsskrivende hovedperson i den førstnævnte, ser tilværelsen som stykkevis og delt, kun mulig at opleve i brudstykker. Fremhævelsen af det uigennemskuelige og tilsyneladende usammenhængende gælder i det hele taget for Blicher. Netop dette ser Borup-Jensen "som måske en væsentlig grund til", at novellen for Blicher blev den foretrukne prosaform: ud fra et brudstykke, en afgørende begivenhed inden for et livsforløb, er det op til læseren at forestille sig det fulde livsforløb.

Hvordan formidle klassikere til en mere eller mindre forudsætningsløs ungdom? Den berømte indledning til "Hosekræmmeren" vælger Borup-Jensen at bringe i forkortet form – "af hensyn til forståeligheden". Men det betyder, at den mister noget af sin kraft. For mit eget vedkommende huskes skoletidens møde med den storladne indledning som en overvældende oplevelse – uden at den af den grund var forståelig ud i alle hjørner. Men poesi er man tilgængelig for uanset graden – eller den manglende grad – af forståelighed. Med hensyn til dialektfortællingen "E Bindstouw" er problemet med forståelighed helt konkret, idet unge generelt simpelthen ikke vil have en chance for at tyde teksten. Optakten bringes i kanon-bogen på rigsdansk, så læseren i det mindste kan få et indtryk af indholdet. Men lige så vigtig er måden, dette lægges frem på. Mister fortællingen dialekten, mister den også sin sjæl.

grymer@k.dk

Thorkild Borup-Jensen: St.St. Blicher. En kanonforfatter. 72 sider. 114 kroner. Dansklærer- foreningens Forlag.