Margith Pedersen kan ved næste generalforsamling præsentere et regnskab, der for første gang siden fusionen, der i 2004 skabte Danske Sømands- og Udlands- kirker, har positive tal på bundlinjen.
- Bo Nygaard Larsen.
Steffen McGhie |
24. maj 2011
Generalsekretær for Danske Sømands- og Udlandskirker Margith Pedersen har med sikker hånd vendt to underskud til ét overskud og fatter samtidig stor omsorg for den enkelte medarbejder. Hun fylder i dag 60 år
Da de to organisationer Dansk Sømandskirke i fremmede Havne og Dansk Kirke i Udlandet i 2004 blev lagt sammen, var der tale om en fusionering af i alt 222 års traditioner og et samlet driftsunderskud på fire millioner kroner årligt.
Til fusionen hvervede organisationerne Margith Pedersen, præst og tidligere generalsekretær for KFUM og KFUK.
LÆS OGSÅ: Danske sømands- og udlandskirker er folkekirken i udlandetOg til bestyrelsesmødet i august i år kan DSUK for første gang præsentere et lille overskud i en organisation, der rummer den mangfoldighed og diversitet, de danske udlandskirker udgør.
Det er resultatet af syv års hårdt arbejde, og kravene til Margith Pedersens evner ud i diplomati såvel som fasthed har været store. Som ny leder blev hun straks sendt ud i verden til udlandskirkemenighederne med nyheder om, at menighederne måtte betale en større andel af deres omkostninger selv. Samtidig har fremgangen krævet en aktiv synliggørelse af den fusionerede organisation i offentligheden, eftersom 40 procent af organisationens indtægter kommer fra private bidragydere.
Og selvom det har krævet en fastere hånd end de flestes at vende den nedadgående kurve, er Margith Pedersen i DSUK kendt for at lægge vægt på omsorgen for personalet. Hun er optaget af, at den enkelte medarbejder har det godt på arbejdspladsen, og i at give medarbejderne en oplevelse af, at de har generalen, som hun bliver kaldt på sekretariatet, på deres side.
Hun har arbejdet meget med konfliktløsning i organisationen og formår som få at føre folk frem til et fælles fodfæste.
Margith Pedersen er typen, der er så glad for en 37-timers arbejdsuge, at hun tager to af dem om ugen. Hun blev i 1980 cand.mag. i musik og kristendomskundskab og fik arbejde som lærer på Løgumkloster Højskole, imens hun gennemførte den præliminære klokkenistuddannelse på Løgumkloster Kirkemusikskole.
Selvom hun ikke af uddannelse er teolog, fik hun tilladelse til at søge præsteembede i folkekirken, og efter sin præstevielse arbejdede hun som præst på Fyn, indtil hun i 1994 blev generalsekretær i KFUM og KFUK i Danmark.
DSUK er arbejdsgiver for sømands- og udlandskirkernes præster, og den funktion er Margith Pedersen meget opmærksom på. Hun udviser som leder en stor rummelighed, og det er en heldig egenskab i en organisation, der rummer hele bredden i den danske folkekirke. De danske udlandspræster er fordelt over hele spektret, fra de missionske til de tidehvervske, og Margith Pedersen vægter en god, tæt dialog med dem alle højt.
Privat bor Margith Pedersen i Haslev med sin mand, sognepræst Werner Fischer-Nielsen. Sammen har parret to døtre.
mcghie@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad