Helvede lever i bedste velgående - i og uden for kirken

Kaster man et hurtigt blik på filmens verden, benyttes billeder, stemninger og elementer fra traditionens helvedes-forestillinger. Disse tilfører handlingen dramatik og spænding, helten skal igennem et helvede, før alt ender godt. Ordet helvede findes sågar i nyere børnebøger!

Hertil kommer, at Lindhardt ikke har noget positivt begreb om helvede overhovedet. Helvedes-forestillingen er en slags ukrudt, som det er forkyndelsens opgave at rive op med rod. Og dette er et væsentligt anliggende, når det med helvede bliver til spekulation om andre menneskers evige skæbne et sted fyldt med straf og lidelse.

Men kan den kristne forkyndelse vitterlig ikke bruge myten, forestillingen om helvede, fortællingen om det værste af det værste, som optager de fleste af os på en eller anden måde, til noget som helst? Her giver Lindhardts bog intet svar.

Et andet problem har været en umiddelbar tiltro til, at man vidste, hvad helvede var for noget. Kritiske spørgsmål blev slet ikke stillet: Hvilket helvede taler vi om? På hvilken måde kan det siges at eksistere eller ikke eksistere? Er det her og nu eller evigt? Eller er forestillingen om helvede et udslag af menneskets synd, der må vige i lyset af evangeliets glade budskab?

I bogen "En bog om helvede og folkekirken" søger undertegnede at komme rundt omkring spørgsmålet om helvede – helvede som begreb, verdensbillede, myte og fortælling, såvel som skiftende teologers brug af forestillinger om helvede – samt helvede som apokalyptisk genre.

Der er kapitler om det græske helvede, helvede hos Dante, Martin Luther og ikke mindst hos vores egen H.C. Andersen, der som kristen digter optræder som en inspirationskilde i bogen for den forkynder, der tør benytte helvedes-billeder og helvedes-fortællinger, når det i forkyndelsen skal italesættes, hvad mennesket udfries fra. Altså når evangeliet forkyndes, og billedet af det glædelige budskab males for vore øjne – det vil sige det, som mennesket befries til.

Selvfølgelig findes også et kapitel om forestillingen om Kristi nedfart til dødsriget – eller helvede, som Grundtvig kaldte det. Billedet af helvede viser sig – i takt med at forestillingen om Kristi nedfart bliver til en del af den kristne kirkes bekendelse i oldkirken – nu ikke længere at have nogen selvstændig udfoldelsesrealitet. Kristi udfrielse og frelse bliver omdrejningspunktet – og har altid været det i den kristne forkyndelse. Alt dette kan man læse om i bogen.

Her vil jeg begrænse mig til en enkelt pointe fra bogen: Fortællingen om helvede kan ikke kategoriseres som noget religiøst alene, hvis den forstås lidt bredere som en fortælling om det værste af det værste. Tværtimod er fortællingen om helvede forstået på denne måde hverdagsagtig og noget andet end spekulation over andre menneskers evige skæbne. Og her kan fortællingen rent genremæssigt minde om den apokalyptiske genre, vi kender fra skrifter, der ikke kom med i det, vi kender som Det nye Testamente, men blev sorteret fra i kristendommens første århundreder.

Den apokalyptiske genre kan eksempelvis spores i visse måder at formidle nyheder på i fjernsynsmediet. Lad mig konkretisere: En tv-reporter tager os med ind i "et klip", altså et udsnit af virkeligheden, hvor grundstemningen er trængsel og krise, når naturkatastrofer, krige, terror eller forbrydelser udmales for vore øjne.

Det grumme og horrible, smerten og pinen, krisen og angsten er grundelementer. Nogle nyhedsindslag måler sig let med det værste i Dantes helvede. Er der tale om en forbrydelse, fortælles vi om forseelsens grusomhed, der antydes for vores indre blik, så vi selv kan fantasere løs, mens vore øjne klistrer til skærmen.

En reporter kommenterer for os og svarer på vores mange spørgsmål til forbrydelsen, inden vi selv kan nå at stille dem: ulykkens omfang, den "retfærdige" dom, straffens udmåling, kravet om lidelsesfuld soning for forbrydelsen.

Alle disse former for spørgsmål og disse typer af billeder såvel som de nævnte grundelementer genfindes i traditionens fortællinger fra helvede, eksempelvis i Dantes helvede.

Og der er flere paralleller. Landets nyhedsredaktioner bruger sofistikerede virkemidler: Bevidst vrides virkeligheden ud af proportion – optagelserne "klippes", der karikeres – lidt ligesom i Dantes flimrende antydninger fra helvede eller som på middelalderens kalkmalerier, selvom udtryksformen – mediet – selvfølgelig er et helt andet.

LÆS OGSÅ: Helvede er løs hos evangeliske kristne

Et nyhedsindslag spiller ofte på det ekstreme og intense, der altid har appelleret til hele følelsesregistret hos tilskueren. Vi udleveres til reporteren, vismanden eller en anden rejsefører, der forkynder os "realiteterne" – de fungerer som virkelighedsfortolkere for os.

Træk fra himmelrejser og himmelsyner, en særlig genre i middelalderen, der genfindes i Dantes vandring i paradis, spores også i visse – men alt for få – tv-nyheder. Pludselig er vi videre i et helt andet indslag: En smuk og frisk kvinde – en parallel til Beatrice fra Dantes rejse i skærsild og himmel – tager os for eksempel med ind i et nyåbnet Ikea i Odense, der har et uanet antal rum med mange herligheder at byde på.

Alt, vi længes efter, findes og opleves i de forskellige afdelinger: blomstrede håndklæder til badeværelset, lækre sofaer til det stressløse hvilerum i stuen eller det erotiske billede til at krydre soveværelsets glæder.

Alligevel er der mest helvede – forstået i betydningen det værste af det værste – over nyhedsformidlingen, mere krise og større grad af apokalyptisk overtone – vi møder flest helvedsfortolkere, kunne man sige.

Jorden skulle være gået under som følge af atomkraft, klimaændringer, terror eller økonomisk kollaps for lang tid siden, hvis det skulle være gået som nyhedsredaktionerne "prædikede".

Fortællingen om helvede, det værste af det værste, kan altså ikke kategoriseres ensidigt som noget religiøst. Eller måske kan man sige, at de sekulære fortællinger let remytologiseres, når de handler om det grummeste af det grummeste, de mest pinefulde konsekvenser af menneskelig adfærd – ligesom mere traditionelle forestillinger om helvede, hvor konsekvenserne oftest henlægges til efter døden.

Jacob Holm er sognepræst og har netop udgivet "En bog om helvede og folkekirken"