Vi drukner i bureaukrati

DET HAR VÆRET interessant at læse medlemsbladene fra Landsforeningen af Menighedsråd dette forår. Fra alle egne af landet vælter det ind med protester mod det voksende bureaukrati og med betænkeligheder ved, om der ude i de enkelte menighedsråd findes tilstrækkelig med kompetente medlemmer til at løse opgaverne.

Frygten for, at der ikke vil være kandidater nok, når næste periode begynder i 2012, er i høj grad velbegrundet, og det er ikke svært at se hvorfor.

Landsforeningen skriver meget om at rekruttere kandidater med de nødvendige kvalifikationer, men som det ser ud nu, tegner det til, at der blandt de kommende menighedsrådsmedlemmer vil blive en betydelig repræsentation af det, Lenin kaldte "nyttige idioter". En betegnelse, som Lenin benyttede om de trofaste partisoldater, der frivilligt gjorde, hvad de fik besked på, uden at stille for mange spørgsmål.

For et par måneder siden skrev Hans Raun Iversen om rekruttering under en overskrift, der nogenlunde lød: "Menighedsrådsarbejde er ikke et valg, men et kald". Men hvem er det egentlig, der kalder? Det kan i hvert fald være meget svært at høre Guds stemme, og det må jo i grunden være, hvad det hele burde dreje sig om.

Til gengæld er kaldet fra Kirkeministeriet højt og bydende, for det er de nyttige idioter ude i menighedsrådene, der uden at kny bøjer nakken og efterkommer hvert eneste dekret, der er brændstoffet for Kirkeministeriets magtfuldkommenhed.

Landsforeningen kalder også. Det lyder mere skingert og desperat, for der er jo ikke meget sjov ved at være en forening uden medlemmer. I seneste blad kan man læse, at foreningen har "fået input fra professionelle reklamefolk". Eftersom reklamebureauer lever af deres referencer, kan det undre, at foreningen overhovedet har kunnet finde et bureau, der vil medvirke, for vildledende markedsføring for et produkt, der ikke kan leveres, ser ikke pænt ud på cv'et, og en ærlig kommunikation af, hvad menighedsrådsarbejde indebærer, trækker næppe mange kandidater til.