Kirsten Donskov Felter |
25. maj 2011
Det går ikke at fastholde en sogneideologi, der ikke længere har bund i den folkelige virkelighed, som det teologiske løsen, der skal redde folkekirken og dens præster. Det er derfor, den teologiske uddannelse er vigtig, skriver Kirsten Donskov Felter
I KRISTELIGT Dagblad den 16. maj tager Torben Bramming al folkekirkens elendighed – fra medlemsflugt til uddøende landsogne –under grundig behandling. Efter hans opfattelse er det altoverskyggende problem, at præsterne ikke længere ser deres arbejde som et kald. Folkekirkens eneste redning er ifølge Bramming teologisk oprustning omkring den traditionelle sognepræstefunktion, fordi det er her, i det nære, tilliden til folkekirken skabes.
Bramming har utvivlsomt ret i, at præstens person i dag er vigtigere end nogen sinde før for oplevelsen af kirken. Men billedet af præsten som den kendte figur i sognets midte gælder efterhånden kun et fåtal af steder.
LÆS OGSÅ:
Bedre teologer skal løse folkekirkens medlemskriseVirkeligheden for mange præster er, at de ikke kan forlade sig på det nære kendskab til deres sognebørn som grundlag for tillid. Kontakten mellem præsten og hendes sognebørn finder i højere og højere grad sted i forbindelse med, at mennesker ønsker kirkens medvirken i deres liv ved en særlig anledning. Det er langt hen ad vejen her, tilliden til kirken skabes og vedligeholdes, når de møder en præst, der optræder kompetent og troværdigt i situationen.
Man må desuden sætte spørgsmålstegn ved Brammings diagnose, når han fører problemerne tilbage til præsternes manglende teologiske ballast og kaldsbevidsthed. Hos de præster, jeg har talt med i min forskning, fejler hverken kaldsbevidstheden eller den teologiske identitet noget.
De er sig klart bevidst, at de som præster er dem, der "bærer" kirken, og at det er afgørende, at de som personer er i stand til at vedligeholde denne tillid. Fordi de ser deres arbejde som et kald, er de levende optaget af at etablere mødesteder mellem folk og kirke, som tager højde for den virkelighed, folkekirken står i.
Forkyndelsen af evangeliet er for dem det helt centrale i embedet, og de ser det som en udfordring at finde nye veje og nye måder at organisere arbejdet på, så der gives rum til at gøre det, de finder nødvendigt for at få budskabet frem.
SOM HELHED bliver Brammings analyse utilstrækkelig. Dels fordi han ikke tager konteksten alvorligt. Folkekirkens strukturelle problemer kan ikke løses ved, at man begraver hovedet i fortidens busk. Dels fordi han ikke er opmærksom på, at forståelsen af kaldet hele tiden må være i bevægelse i en verden, der forandrer sig.
Teologisk kompetence er at kunne reflektere over, hvad ændringerne i samfundet generelt betyder for kirkens måde at organisere sig på, og hvordan kaldet udmøntes på nye vilkår. Det går ikke at fastholde en sogneideologi, der ikke længere har bund i den folkelige virkelighed, som det teologiske løsen, der skal redde folkekirken og dens præster. Det er derfor, den teologiske uddannelse er vigtig.
Kirsten Donskov Felter er ph.d. og akademisk medarbejder ved Center for Kirkeforskning ved Det Teologiske Fakultet i København
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad