Villy Sørensen er ikke for fastholdere

Med den søger han at reaktualisere Sørensens forfatterskab ud fra den vinkel, at det i mindre grad end hidtil antaget hører hjemme i den kulturradikale fold og i højere grad udtrykker kulturkonservative tilgange.

Men kulturkonservatisme – hvad er det for en fisk? Ja, det er spørgsmålet. Ikke en isme i politisk-ideologisk forstand, Støvring kalder det for "en slags sensibilitet". Et sensorium. Perception. Det er godt, at han ikke skal ud at rekruttere proselytter til et politisk parti med den slags platformsord.

Man kunne fortsætte: en optik. Et gemyt? En før-politisk konservatisme, kalder han det også. For en nærmere forståelse af den konservative position henviser han til Anders Ehlers Dam, som i forordet til sin antologi "Forandre for at bevare" betoner "fællesskabet omkring kulturelle og religiøse elementer; det organiske; familie; nation ? synet på mennesket som kontekstbundet snarere end løsrevet og atomiseret; en positiv opfattelse af staten; reform frem for revolution; det pragmatiske frem for det principielle; en orientering mod det partikulære og interesse for diversitet frem for ensretning; skepsis over for radikale fremskridtsideer; skepsis over for overdreven tiltro til den menneskelige fornuft; kritik af den tyranniske formløshed; kærlighed til tradition, historie, dannelse kultur; individets myndighed; ansvar og pligt, dyd, orden og autoritet; et socialt helhedssyn, hvor de der kan klare sig selv får lov til dette, men hvor til gengæld de svageste i samfundet virkelig hjælpes; det livfulde frem for døde systemer; den heroiske og aristokratiske indstilling; opfattelsen af, at der findes forskelle, som ikke bør nivelleres."

Støvring ved tydeligvis, hvad der ligger under enhver sten i forfatterskabet. For et par år siden udgav han en bog om Sørensens poetik. Her handler det om Sørensens syn på samfundsudvikling, naturbegreb, velfærdsstat, menneskenatur og moral. Det er en bog, der er smækfuld af indsigter.

Ihvorvel man kan følge forfatteren i det meste af hans endevending af de sørensenske positioner – og der findes bestemt klare kulturkonservative markeringer i forfatterskabet, mindst lige så klare som kulturradikale – så griber man sig imidlertid i at tvivle om det bagvedliggende sigte, dette med mere bastant at indlemme Sørensen i et kulturkonservativt "Hall of Fame", og ligefrem gøre ham til en front i den standende kulturkamp. Det står hverken kulturkonservatismen eller Villy Sørensen sig ved. Sørensen var måske først og fremmest radikal i sin tvetydige midtpunktssøgen – den særlige danske form for radikalisme! – og på godt og ondt ikke for fastholdere.

Måske skal han bare have lov til at stå, hvor han gerne ville: lidt i udkanten, for sig selv.

kultur@k.dk

Kasper Støvring: Villy Sørensen og kulturkonservatismen. 287 sider. 299 kroner. Informations Forlag.