Folketinget lægger generelt ikke væsentlige spørgsmål ud til debat.
Sundhedsvæsenet er det der interesserer os mest og det vi har mindst indflydelse på.I morgen skal lovforslag L 169 og måske også et andet om elektroniske patientjournaler til 2.behandling. L 169 fortsætter eksempelvis ufortrødent legalisering af forsøg på bevidstløse uden samtykke. Man henviser til en tillægsprotokol til Europarådets bioetikkonvention. Denne tillægsprotokol (2005) er ikke ratificeret af Danmark. Før tillægsprotokollen blev formuleret (hidtil kun ratificeret af 4 lande) foretog man også i Danmark forsøg på bevidstløse uden samtykke. Der er ikke til Folketinget fremlagt en evaluering af foregående års forsøg på bevidstløse.Man ønsker under dansk formandskab i EU i foråret 2012 at få formuleret et EU-direktiv der legaliserer forsøg på bevidstløse uden samtykke.
Forslaget vedrørende elektroniske patientjournaler indebærer ikke pligt til at informere hver enkelt borger om hvilke forsøg vedkommende har været med og eventuelt er med i, en patientens forsøgsjournal. Set i lyset af de i forhold til andre lande mange mange forsøg som den danske befolkning udsættes for ville det jo være et rimeligt krav. Dertil kommer så , at vi ifølge lovforslaget ikke ejer vores egen sygdom længere på samme måde som før,idet vor journal bliver til tilgængelig for sundhedspersonale i vid forstand. Folketinget er ikke på nogen måde talerør for befolkningen når det gælder sundhedspolitik.
Så ØRUM er i denne sammenhæng om skadestuer retfærdigjort, som jeg ser det, i at sige fra til en beslutning, som vi som befolkning ikke har haft indflydelse på og tydeligvis slet ikke ønsker. Flere burde sige fra til så væsentlige beslutninger, hvor der ikke har været inviteret til en regulær og ordentlig offentlig debat fra de interesserede parters side.

I Klodshans' hjemland har vi en tradition for amatørisme på professionelle poster. For vi har ikke en tilstrækkeligt stor befolkning til et fuldt bureaukrati, som man har det i andre lande på tilsvarende økonomisk niveau. Kun ærgerrigheden.

Jeg har før uden held (mht. at vække debat på disse sider) harcelleret over vores store bureaukrati og regelrytteri. Men nu ser det faktisk ud som om, at flere andre også ser i praksis hvilken selvskabt katastrofe, vi har belemret vores samfund med.

Her en kommentar fra Ekstrabladet: http://ekstrabladet.dk/nationen/article1559884.ece?utm_source=alert&utm...

Og i radioavisen har der lige været en beretning fra en regionspolitiker, der meddelte det var umuligt på forsvarlig vis at behandle indstrømmende nye regler og ændringer. Et kæmpeoplæg, der udleveres om torsdagen, skal hun detaildiskutere på et gruppemøde om tirsdagen. Materialet er dårligt nok skimmet igennem, når der skal træffes beslutninger.

Og i sidste uge klagede Københavns kommune også over, at man skulle beskæftige et hold af højtuddannede jurister bare til at holde styr på reglerne, mens opgaven med at formidle disse nye ting optog stadigt mere af arbejdstiden for sundheds- og socialpersonalet.

Er det ikke i allerhøjeste grad et krisetegn, at modstanden starter fra neden hos det menige personale - hvor man i forbindelse med "reformen" sammen- og omlagde en række opgaver, hvilket medførte mange opsigelser fra frustrerede sagsbehandlere (der jo måske i højere grad er normale mennesker) og yderligere forsinkelser som følge af det nye personale, der skulle ind i sagerne. Og så nu konstaterer man aktiv og offentlig protest fra professionelle, der føler de arbejder amatøragtigt og uansvarligt.

For hvilke instanser skulle af sig selv aktivt forudse og tage hensyn til den slags problemer? Først og fremmest regeringen! Og statsadministrationen. Og her er jeg alvorligt bange for at rød eller blå er komplet hamrende ligegyldigt mht. sådanne problemer. Disse eksisterer simpelthen ikke for en spin-selvdestrueret politikerhjerne. Man ved bare, man er moderne og med på noderne, og så er den ikke længere. Ikke for Klodshans!