Ikke flere lappeløsninger - det er tid til nytænkning

Tanken om udviklingsforløb til unge mennesker, som på grund af forskellige vanskeligheder er langt fra arbejdsmarkedet og selvforsørgelse, er grundlæggende god og sympatisk.

Alt for mange unge og i øvrigt også personer over 40 år "efterlades i dag på perronen", hvis de mister fodfæstet i eget liv – et fodfæste, som nogen aldrig rigtig har fået. Ja, nogen skubbes oven i købet ud over perronen med ekstremt lave nedsatte kontanthjælpsydelser og kommer endnu længere væk fra at kunne stige på toget.

Problemet med regeringens udspil er imidlertid, at udviklingsforløbene sættes ind, når det er for sent – når togføreren har fløjtet til afgang, og dørene er ved at smække i for nu at blive i billedsproget. "Målgruppen for udviklingsforløb er personer, som er så langt fra arbejdsmarkedet, at det er overvejende sandsynligt, at de ellers ville ende på førtidspension. Unge kan først blive visiteret til et udviklingsforløb, når alle andre muligheder for en aktiv indsats har været afprøvet." Sådan beskriver Beskæftigelsesministeriet målgruppen.

Det virker helt forkert først at sætte ind, når det er for sent, altså når man efter gældende regler ville eller burde starte en førtidspensionssag. Relevant og faglig god støtte til mennesker med store sociale problemer, der er inde i en negativ udviklingsspiral burde være en selvfølge i dag, men er det ikke.

Vi må jo lægge til grund, at alle nuværende tilkendelser af førtidspension er velbegrundede – alt andet ville jo være helt hen i vejret. Derfor skal udviklingsforløbene for at undgå førtidspensionering sættes ind langt tidligere og ikke først, når alle andre muligheder er udtømt.

Men hvad er det så, der sker for nærværende i det hjælpesystem, der skal hjælpe det enkelte menneske med sociale vanskeligheder med at komme i job, i uddannelse eller mere bredt at finde fodfæste i eget liv?

Rigsrevisionen kom for nogle måneder siden med en nærmest sønderlemmende kritik af aktiveringen af kontanthjælpsmodtagerne længst væk fra arbejdsmarkedet. Rigsrevisionens effektundersøgelse viste, at effekterne af aktivering var negativ, det vil sige de aktiverede kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 4 og 5 kom i selvforsørgelse eller beskæftigelse i mindre grad end de ikke-aktiverede. Det er nok for hårdt at sige, at aktiveringssystemet er invaliderende i sig selv, for der er faktisk også mange gode og vellykkede eksempler at pege på, men det burde være åbenlyst, at der er behov for langt mere end lappeløsninger.

Siden Rigsrevisionens beretning fra oktober 2010 har regeringen lappet på aktiveringssystemet. Man har sænket refusionsprocenterne, så der nu for kommunerne er mindre tilskyndelse til at aktivere personer langt væk fra arbejdsmarkedet. Lavere refusionsprocenter har helt sikkert effekt. Beskæftigelsesministeriet beregnede i lovforslaget en besparelse på godt en milliard kroner – ikke kun som følge af besparelser på aktivering af kontanthjælpsmodtagere ganske vist, men der skal nu gøres for en milliard kroner mindre skade, må ræsonnementet vel lyde.

Hvis en behandling gør mere skade end gavn, så er der god fornuft i at stoppe med behandlingen. Men det fjerner jo ikke problemet – i dette tilfælde at alt for mange mennesker ikke får tilstrækkelig og faglig god hjælp til at få styr på eget liv og så vidt muligt få en tilknytning til arbejdsmarkedet og for nogles vedkommende forhåbentlig blive selvforsørgende.

Lignende begrædelige konklusioner kan findes inden for mange af de andre velfærdssystemer, som skulle forhindre, at mennesker med psykisk sårbarhed, sygdomme, sociale vanskeligheder og indlæringsvanskeligheder falder bag af dansen.

Det er derfor ikke mindre justeringer, der skal til. Der er behov for en nytænkning af indsatsen.

Meget tyder på, at det, der er allerstørst behov for, er at forlade diagnosetænkningen og erstatte den med at sætte det enkelte menneske i centrum. Især når det drejer sig om mennesker med mange forskellige problemer og barrierer for at klare sig i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet eller i det almindelige hverdagsliv, skal der udvikles en helhedsorienteret og tværsektoriel tilgang.

Dette kræver, at der udvikles nye metoder, og at der arbejdes meget mere med, hvordan velfærdssamfundet kan støtte mennesker med problemer til at mestre deres eget liv. Uden at det skal blive til en strid om ord, så ville det som nævnt være mere på sin plads at bruge ordet rehabilitering.

God rehabilitering baseret på faglighed må være vejen frem. Som en fremrykket indsats sat i værk i god tid inden mennesker er kommet dertil, hvor førtidspension er den eneste udvej.

Rehabilitering er en helhedsorienteret samarbejdsproces mellem borgeren og fagfolk. Rehabilitering baserer sig på borgerens hele livssituation og beslutninger, og målet er, at mennesket opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv på trods af fysiske, psykiske og/eller sociale begrænsninger, som mennesket har eller er på vej til at få. Rehabilitering i forhold til mennesker, som er i risiko for at kvalificere sig til en førtidspension, skal naturligvis have selvforsørgelse som sigte, men man skal holde sig for øje, at selvforsørgelse ikke kan være det eneste mål – rehabilitering til et bedre liv vil for mange udsatte være et kæmpe skridt.

Konkret kan gennemarbejdningen af tankerne ske på mange måder. Det kan være mere klassisk og tidkrævende kommissionsarbejde med efterfølgende offentlige debatter. Det kan også være en proces med konsensuskonferencer eller andet. Afgørende er det, at der kommer en mere åben diskussion af tankerne, så udviklingen af forslaget ikke begrænses til det, der kommer ud af en forholdsvis lille kreds af embedsmænd i ministerierne og de få politikere, der forhandler reformforslaget.

Målet må være, at færre end i dag ender på førtidspension på grund af for sen og utilstrækkelig hjælp til at rette op på en negativ udviklingsspiral. Det vil først og fremmest hjælpe det enkelte menneske, men det vil også hjælpe samfundsøkonomien. De udsatte grupper har ikke brug for klippekort til enkeltrejser, men et abonnementskort til samfundet!

Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte