De smukkeste billeder af dommedag

4 stjerner ud af 6

Det hele begynder til tonerne af præludiet fra Wagners "Tristan og Isolde". Mens dette mægtige, længselsfulde stykke musik fylder biografrummet, viser Lars von Trier os nogle af de mest magiske og urovækkende billeder, han nogen sinde har skabt.

I superslow følger vi to spor: Vi ser nogle mennesker, som vi senere skal lære at kende som hovedpersonerne i "Melancholia", i drømmeagtige, både smukke og skræmmende tableauer, hvor månen og et andet himmellegeme oplyser natten og får genstande til at kaste dobbelte skygger. Og vi ser nogle himmellegemer. Vi forstår snart, at vi ser en planet på kollisionskurs mod Jorden, og at det, der sker med menneskene, har sammenhæng med, at planeterne nærmer sig hinanden. Indledningen slutter med en fuldtræffer. Jorden går under.

LÆS OGSÅ: Ingen god kunst uden melankoli

Herefter fortæller Trier sin historie i to kapitler, der har titler efter de to voksne søstre, der er dens hovedpersoner. Justine (Kirsten Dunst) er den lyse og melankolske, Claire (Charlotte Gainsbourg) er den mørke og organiserede. Den visuelle stil ligner noget, vi har set siden "Breaking the Waves": bredformatbilleder optaget med håndholdt kamera.

Justine er lige blevet gift og er på vej til bryllupsfesten med sin mand. Søsteren og svogeren (Kiefer Sutherland) har for en mindre formue arrangeret den perfekte fest, men allerede på vejen til festen går det galt. Den store limousine kan ikke komme rundt i svingene på den lille skovvej, der fører til det gamle slot, hvor festen skal foregå, så brudeparret må gå og kommer flere timer for sent. Ikke desto mindre har Justine ikke travlt med at komme ind til festen. Hun skal lige hilse på sin hest først. Det bliver ikke sidste gang, hun gør noget andet, end der forventes af hende her på hendes bryllupsdag.