Cai Frimodt-Møller ville have været ingeniør, hvis hans matematikkarakterer havde tilladt det. I dag har han en bemærkelsesværdig karriere i urologi bag sig, og han ynder at sige, at det var hans kærlighed til faget, der inspirerede hans fem søskende til også at gøre karriere i medicin.
- Det Danske Bibelselskab.
Steffen McGhie |
26. maj 2011
Når Bibelselskabet i dag holder årsmøde, sidder den energiske 73-årige læge Cai Frimodt-Møller for 18. år i træk for bordenden
De 30 elefanter i alle størrelser, udskåret i elfenben, ibenholt og rosentræ, der er at finde overalt i hjemmet hos overlæge og bestyrelsesformand for Det Danske Bibelselskab Cai Frimodt-Møller, vidner om en anderledes barndom. Cai Frimodt-Møller tilbragte som søn af en lægemissionær 14 år af sin barndom i Indien. Deraf de fleste år på en dansk kostskole uden kontakt til forældrene.
Således er Cai Frimodt-Møller personificeringen af multikultur, der er opvokset med danske forældre i en anden kultur for derefter at skulle finde sin egen balance mellem to kulturer i Danmark.
LÆS OGSÅ:
Forfejlet kritik af BibelselskabetSelv mener han, at den største gevinst for alle, der er vokset op i et andet kultursamfund, er en særlig empati og respekt for andre nationaliteter, kulturer og religioner. Ikke mindst i Danmark, hvor vi nærmest forfølger vore indvandrere, fortæller han.
Selvom Cai Frimodt-Møller kun så sin lægemissionærfar hvert femte år, har kærligheden til medicinen ikke fornægtet sig hos børnene, og ud af en søskendeflok på seks er der kommet én sygeplejerske og fem læger.
Og ikke mindst i Cai Frimodt-Møllers tilfælde har det været en gevinst for lægefaget i Danmark. Han arbejder i dag som overlæge og speciallæge i urologi på et privat hospital efter 40 år i det offentlige sygehusvæsen, og han har gennem sin karriere sat et betydeligt præg på forskningen i urinvejssygdomme. Han blev i 1965 kandidat fra Københavns Universitet, og i 1977 blev han dr.med. på en afhandling om vandladningsforstyrrelser hos diabetikere.
I 2004 modtog han fra en taknemmelig patient en arv på 36 millioner kroner til sin afdeling, dengang på Gentofte Hospital. Det betalte for nyt røntgenudstyr til sygehuset og ph.d.-stipendiater til ni læger.
Han har i det hele taget modtaget flere private donationer til sin forskning og sin afdeling end de fleste i hans felt, og det gjorde ham også i stand til at indføre en ny laserteknik til prostatabehandling i Danmark, som uden at gå i for mange detaljer har revolutioneret prostataoperationer herhjemme. Han har siden bistået ved uddannelsen af urologer fra hele landet i den teknik.
Det var også gennem medicinen, at han første gang mødte et medlem af bestyrelsen for Bibelselskabet. Måske derfor blev han i 1985 inviteret ind i Bibelselskabets bestyrelse, som han i 1993 blev formand for. Her er han kendt som en observant leder, der ikke er bange for at gribe ind og tænke anderledes.
Det ved også dronning Margrethe, der er protektor for Bibelselskabet og engang efter et besøg hos selskabet i Frederiksborggade i København trådte ud på cykelstien og var blevet torpederet af en cyklist, hvis ikke Cai Frimodt-Møller havde tænkt hurtigt og hevet majestæten, som det vel at mærke ikke normalt er tilladt at røre, tilbage på fortovet.
Han ynder med sine 73 år at holde sig skarp ved hele tiden at være i gang, og det er ikke usædvanligt for Bibelselskabets folk at være på telefonen med Cai Frimodt-Møller klokken 24 om natten. Han har desuden været formand for Danske Kirurgers Organisation fra 1990 til 2000 og for Dansk Kirurgisk Selskab fra 2000 til 2002. Han blev i 2006 udpeget af videnskabsministeren til at sidde i Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed, hvor han sad frem til 2010. Og så er han medlem af Dansk Urologisk Selskab og af Kristelig Lægeforening.
Når han endelig slapper af, sker det med hustruen, Helga Frimodt-Møller, i Kgs. Lyngby nord for København. Sammen har parret fire børn og syv børnebørn.
mcghie@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad