Samtale fremmer ikke altid forståelsen

4 stjerner ud af 6

Hold da op, hvor de snakker. Jeg har svært ved at komme i tanke om andre film, hvor personerne bare taler, sådan som de gør i iranskfødte Abbas Kiarostamis franske film "Mødet i Toscana". Der er nogle få bipersoner, der i korte scener får ordet, men ellers føres det af de to hovedpersoner, den franske Elle (Juliette Binoche) og den britiske James (William Shimell).

Filmen foregår i vore dages Toscana. Den starter med, at James ved en konference skal præsentere en bog, han har skrevet. Den handler om forholdet mellem kopi og original i kunsten: Er originalen det eneste, der tæller? Kan kopierne være lige så gode som originalerne? Det er den slags diskussioner, jeg har med mine studerende på universitetet, så der er fra start lagt op til en "langhåret" film.

Blandt tilhørerne er Juliette Binoches Elle. Hun fatter interesse for James og hans projekt. Dagen efter følger han hendes opfordring og aflægger besøg i hendes lille kunstgalleri. Efter nogle forlegne, indledende øvelser tager de på en biltur sammen og kommer til en bjerglandsby, hvor resten af fortællingen udspiller sig. Han skal nemlig nå et tog samme dags aften, så deres "eventyr" har et sluttidspunkt.

Efterhånden bliver man i tvivl om, hvorvidt de bare lige har mødt hinanden, eller om de er et ægtepar, der lader, som om de er fremmede for hinanden. Måske for at forsøge at se hinanden på nye måder.

At Binoche er en stor skuespiller, har hun bevist masser af gange før, og hun fik da også en Cannes-pris for rollen sidste år. Shimell derimod er egentlig operasanger, men mestrer så sandelig en anden skuespilkunst end at blive set fra bageste række.

Det ville være løgn, hvis jeg skrev, at jeg blev dybt berørt af filmen. Dertil er den for fortænkt. Og som de dog snakker.

Mødet i Toscana. Frankrig 2010. Instruktion: Abbas Kiarostami. 106 min. Vises i 13 biografer.

kultur@k.dk