21 indlæg det seneste døgnArgumentet har været, at det er et overgreb på ikke-religiøse menneskers frihedsret at møde religiøs påvirkning.
Stinus fra Ateistisk Selskab fremlægger klart og tydeligt, at de kors ("kristne symboler") der ses omkring andre steder på kirkegården, ikke er det mindste til gene. Hvad der er vigtigt, er at folk der ikke tror - hvad enten det er folk der bekender sig til nihilisme, naturalisme, ateistisk eksistentialisme mv. - slipper for at have et kors plantet lige over deres grav, eftersom at det ville virke mærkeligt at plante det der, nu hvor personen man begraver ikke tror det mindste på det. Og at ateister helst ikke vil have et kors plantet over deres biologisk uaktuelle legeme, har heller ikke det mindste at gøre med hvorvidt ateister vil have religion fjernet fra "verden".
Der synes i øvrigt, at være en vis mængde af hykleri til stede, når Hr. Madsen i ovenstående leder klandrer ateister for at ville "udrydde" religion. Det er ikke sekularister, der sidder, og skriver artikler om, at de unge er begyndt at blive mere gudstroende, og vi altså derfor er nødt til, at sætte mere effektivt ind hos ungdommen for at lokke dem til ateismen, og undgå at de bliver gudstroende hen af vejen!
Og pop-smart kan man også være; ved at nævne et af de litterære værker fra "det ateistiske ikon" og neurologen Sam Harris synes man at vide noget om oppositionens argumenter. Men "netop skrevet"? Bogen er fra 2004. Jeg er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt AEM overhovedet har læst bogen, eller om overskriften på den blot var passende let at bruge i konteksten; hvilket så vidt jeg husker er noget der er blevet gjort før, sidst med undertitlen på C. Hitchens' værk: "Hvordan Religion Forgifter Alt". Har skribenten overhovedet sat sig ind i, hvad sætningen er en reference til? Eller var resuméet på bagsiden nok til at danne sig en mening om sekularisternes fanatisme?
Jeg glæder mig ved, at folk der ikke er kristne, nu har fået et gravsted hvor deres efterladte ikke behøver, samtidig med at føle den sorg vi alle føler ved et nært tab, også skal stå og have en vis akavet fornemmelse i maven, når kristendommens symbol på den ultimative form for selv-masochisme bliver fast-plantet i jorden over den afdøde, omend jeg selv som ateist er komplet ligeglad med hvor min krop bliver placeret. Man kunne mure det inde bag alteret i en Indre-Missionsk kirke for min skyld.
Men denne leder er vel et godt eksempel på teolog-filosoffen Løgstrups idé angående "fornærmelsen": vil man ikke se hvad der er galt ved én selv, kan man altid bare projicere.
Ingen religioner eller religiøse tager skade af ateisternes "åndløse gravkultur" - men det er selvfølgelig altid godt at skabe et fjendebillede; det giver folk noget at samles om.
