Religionsfrihed. Fra forbandelse til menneskeret

I KRONIKKEN sidste lørdag skriver Eva Maria Lassen om religionsfrihedens blafrende vinger. Eva Maria Lassen giver en afbalanceret fremstilling af de forskellige religioner og deres praksis, men den pointe, som fremhæves i appetitvækkeren – nemlig at de kristne kirker historisk set heller ikke var tilhængere af trosfrihed – kommer kun moderat frem.

En interessant udvikling i den forbindelse er, at for den katolske kirke er religionsfriheden gået fra at være en ren forbandelse til at være et centralt led i hele kirkens selvforståelse og et omdrejningspunkt for mange af den nuværende paves udtalelser.

LÆS OGSÅ: Religionsfrihedens blafrende vinger

De tidlige paver i det 19. århundrede havde ikke meget tilovers for ytringsfriheden eller trosfriheden. Leo XII (1823-1829) var en meget reaktionær pave, som modsatte sig moderne idéer som religionsfrihed og religiøs tolerance, og det blev ikke meget bedre med Pio IX (1846-1878), der på trods af, at han til at starte med ansås for liberal, endte med meget konservative idéer. Han mente, at der skulle være frihed til at dyrke sin religion, men denne frihed gjaldt kun katolikkerne.

DEN SAMMENHÆNG, som Eva Maria Lassen skriver, der eksisterer i den islamiske verden mellem stat og religion, var i høj grad til stede i pavestaten, som først ophørte med at eksistere ved Italiens samling i 1870.