Dylan synger til forsvar for kristendommen

Det er en strategi, som minder en del om Søren Kierkegaards, nemlig at man sjældent formulerer sit anliggende direkte, men i stedet benytter sig af forskellige sproglige og kunstneriske midler for at få lytteren eller læseren til selv at gå i den ønskede retning. Derfor har Dylan iscenesat sig selv i en lang række figurer, udtryk og stilarter for hele tiden at holde modtageren fortolkningsmæssigt på tæerne.

Dylan kan betegnes som en kristen modernist, der anvender modernitetens sprog for at modsige modernitetens livsanskuelse. Essensen af Dylans synspunkt er, at vi lever i de sidste tider lige før en ny syndflod, fremkaldt af det moderne menneskes ugudelige og amokløbne selvmægtighedsfølelse. I et billedsprog gennemsyret af Det Gamle og Det Nye Testamente fortæller Dylan os, at kun en kristen omvending af alle de i øjeblikket gældende værdier vil kunne forhindre vandet i at stige yderligere.

Ofte hører man, at det i denne moderne, sekulariserede tid er vanskeligt at skabe kristen kunst, i særlig grad salmer, fordi der ikke længere findes et fælles religiøst sprog, hvori man kan digte. Dylan har vist, at det kan lade sig gøre. Nemlig ved så at sige at kristne et af de fællessprog, som i forvejen findes i moderniteten, nemlig sangene, populærkulturen. Dylan bruger således en foreliggende fælles form og fylder den med et nyt indhold.

Et eksempel er den mesterlige moderne salme "Every Grain of Sand". Sangen er ikke et udtryk for ligefrem opbyggelighed eller en missionerende virksomhed, men handler om at bevæge sig hen imod den kristne tro ved at gå igennem tvivlen. Den kristne tro er altså ikke fremstillet som et statisk resultat, men som en levende proces.

Dylans sang viser, at der på den anden side af tvivlen kan findes en gentagelse af troen nemlig troen på, at Gud er til stede i alt, hvad vi møder og oplever. Mødet med Guds skaberværk bliver på denne måde fornyelsen af den tro, som det enkelte individ ikke kan fastholde ved egen kraft.

Gode startpunkter, hvis man vil finde ind til det kristne i Dylans sange, kunne være pladerne "John Wesley Harding" (1968), "Slow Train Coming" (1979) og "Oh Mercy" (1989). På baggrund af disse værker kan det blive nemmere at få øje for, at et kristent livssyn kommer til udtryk også i den øvrige del af sangværket.

udland@k.dk

Anders Thyrring Andersen er mag.art. i litteraturhistorie og post.doc.-forsker ved Syddansk Universitet