Af Finn Jørgensen, Ritzau |
26. maj 2011
For mange, der oplevede krigen i Bosnien, var den serbiske partisansøn Ratko Mladic slagteren over dem alle. Datteren tog sit eget liv
Et af de billeder, der brænder stærkest igennem fra krigen i Bosnien, er skræmte muslimske mænd fra byen Srebrenica, der får cigaretter af general Ratko Mladic.
Han forsikrer dem om, at der ikke vil ske dem noget.
- Stoler I ikke på mig, lyder hans påtagede forundring - uden at vente svar.
Kort efter føres mellem 7000 og 8000 drenge og mænd ud af Srebrenica, henrettes og kastes i massegrave.
LÆS OGSÅ: Da ondskaben satte en lille bosnisk by på verdenskortetOrdren kom fra Mladic, den militære øverstkommanderende for de bosniske serbere.
For mange, der oplevede krigen, var Mladic slagteren over dem alle. Han stod bag den nådesløse belejring af Sarajevo, hvor han sendte sine snigskytter ud for at sprede rædsel i den bosniske hovedstad. 10.000 mistede livet.
Mladic var den serbiske nationalist over dem alle.
Han stammer fra det sydlige Bosnien. Født den 12. marts 1942 i en bosnisk-serbisk landsby. Faderen var militærmand og partisan og døde under et angreb mod kroatiske fascister i 1945.
Sønnen fulgte i faderens fodspor. Som ung kom han på et jugoslavisk officersakademi og steg over de næste årtier i graderne.
I slutningen af 1980'erne blev han udnævnt til topofficer i den makedonske hovedstad. Her blev han husket som en brovtende nationalist.
- Det handlede altid om serberne. Han gjorde ikke noget godt indtryk på mange makedonere, fortalte en makedonsk embedsmand nogle år senere Ritzau.
Mens den jugoslaviske opløsning gik i gang i 1991, blev Mladic sendt til Kroatien for at bistå de serbiske nationalisters kamp mod den kroatiske hær. Året efter overtog han kommandoen for den jugoslaviske hær i Sarajevo.
Med et var han skudt frem i forreste linje sammen med de bosniske serberes politiske leder, Radovan Karadzic. Krigen i Bosnien brød ud.
Mladic slap terroren løs. Muslimske og kroatiske landsbyer blev indtaget, beboere blev summarisk henrettet. Kvinder voldtaget, og huse brændt ned. Op mod to millioner mennesker flygtede eller blev fordrevet. 100.000 mistede livet.
Fra de bosniske serberes hovedstad, Pale, styrede Mladic og Karadzic offensiven. Men Sarajevo holdt stand mod de bosnisk-serbiske angribere.
Det forhindrede ikke Mladic i fra bjergene omkring Sarajevo at sende granater - dag ud og dag ind i tre år - mod byens paniske borgere.
Men efter Srebrenica i sommeren 1995 var spillet ude for Mladic. USA og Nato greb ind, FN's krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien anklagede Mladic for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.
Hans datter Ana havde året inden taget sit eget liv. Flere oplysninger har peget på, at hun udviklede en depression, da det gik op for hende, hvad faderen deltog i.
Der gik mere end 15 år, før Mladic omsider blev anholdt for at blive stillet til ansvar for sine forbrydelser.
Næsten intet er kendt om hans opholdssteder. Men tilsyneladende forblev han på den jugoslaviske hærs lønningsliste en række år efter krigen i Bosnien.
Det har ført til mange spekulationer om, at hæren dækkede over ham og sørgede for skjulesteder til ham.
Da Serbiens stærke mand, Slobodan Milosevic, blev fordrevet i 2000, summede Beograd af historier om, at Mladic havde slået sig ned i den serbiske hovedstad.
Først torsdag den 26. maj 2011 var det slut.
- I dag, tidligt i morges, anholdt vi Ratko Mladic, fortalte præsident Boris Tadic på et pressemøde. Mladics næste rejse går til FN's krigsforbryderdomstol i Haag.
/ritzau/
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad