Eva Markussen brugte Rigshospitalets bønnebog til at takke for livet forud for en stor operation
Den dag Eva Markussen, 46 år, skulle opereres, gik hun ind i Rigshospitalets Kirke og skrev en takkebøn. Hun stod foran en stor operation, og fordi hun er læge, kunne hun ikke lade være med at tænke på de risici, som hun vidste var forbundet med indgrebet.
"At komme i narkose er det ultimative kontroltab. Normalt har jeg styr på tilværelsen og er ansvarsfuld, men under en operation overgiver du dit liv til andre. For at kunne være tryg var det en hjælp at bede," siger hun og uddyber:
LÆS OGSÅ: Bønnebøger på vej på flere hospitaler"Jeg følte mig taknemmelig, fordi det var muligt at blive opereret, for ellers ville mit liv være blevet kortere, og jeg skulle have levet med en række gener. Min operation var, så at sige, en mulighed for at få et nyt liv. Derfor skrev jeg en takkebøn," siger hun.
Når hun beder, retter hun bønnen til altet. Hun er vokset op i et ateistisk hjem, men valgte at blive konfirmeret, fordi hun havde en tro på noget større. Som voksen opdagede hun, at det snarere var i buddhismen, at hun havde hjemme.
"Jeg tror ikke på en overnaturlig magt, som kan påvirke vores liv, men jeg tror, at indstillingen i mit sind til operationen og det efterfølgende forløb kan gøre en forskel," siger hun.
Operationen gik planmæssigt, og hun var hurtigere end forventet på benene igen. Eva Markussen tror, at der er en sammenhæng mellem taksigelsen, som hun skrev i bønnebogen, og det gode forløb.
"Da jeg skrev bønnen, gjorde jeg det tydeligt for mig selv, at jeg gik ind til operationen med et taknemmeligt sind, og efterfølgende var jeg meget fokuseret på at komme op og i gang, så jeg kunne komme videre med mit liv," siger hun.
nygaard@k.dkEva Markussen har ønsket at være anonym. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.