Ingen krig vindes af soldater

Suraya Sadeed har skrevet bogen "Den forbudte pigeskole", der netop er udkommet i Danmark.

Heri fortæller hun om sine oplevelser på rejserne til Afghanistan. Om, hvordan det var som den første hjælpeorganisation og kvinde at bevæge sig helt ind i orkanens øje. Derind, hvor snigskytterne lå på lur om hvert et hjørne, og raketterne slog ned om ørerne på en.

"Folk skal vide, hvad der foregår i Afghanistan. Der sker så meget, som aldrig kommer rigtigt ud. Og meningen med bogen er at fortælle folk, hvordan det virkelig var og er i landet. Min bog fortæller en side af historien, der aldrig er fortalt," siger Suraya Sadeed, da Kristeligt Dagblad møder hende i København.

Oplevelserne på de mange rejser ind i det krigshærgede land har fæstnet sig i Suraya Sadeed og manifesteret sig i helt klare holdninger til, hvad der kan redde Afghanistan fra sin ulykkelige skæbne. En skæbne, der først bød på 10 års sovjetisk besættelse, efterfulgt af borgerkrig og fem år med Taleban-diktatur. Og nu – en uvis fremtid, hvor både borgerkrig og Taleban er reelle trusler.

"Der er alternativer til krig. Det skal der være. Vi kan ikke bare fortsætte med at redde verden med krig, raketter og revolvere. Vi har prøvet det i 10 år. Og det har ikke virket," siger hun.

"Hvis vi vil leve i en globaliseret verden, kan vi ikke bare lade dem leve i smerte på den anden side, for det vil komme tilbage til os. Ingen krig vindes af soldater. Vi må have en anden strategi. Vi må arbejde med det store antal unge mennesker, så de om fem-seks år kan gøre det samme, som de har gjort i Egypten, og rejse sig op og kræve demokrati," siger hun og gør opmærksom på, at hele 65 procent af den afghanske befolkning er under 36 år.

Måden at arbejde med de unge mennesker på skal ske gennem uddannelse, mener Suraya Sadeed.

"Jeg er sikker på, at permanent forbedrede forhold i Afghanistan går gennem uddannelse. Det er ikke noget, der kan fikses på et par dage, for landet er blevet ødelagt gennem 30 år. Men det er den eneste vej. Det er på alle måder billigere end blot at opbygge en hær. Uddannelse varer for evigt. Det har positiv effekt på flere generationer, og det vil indvirke på freden," mener Suraya Sadeed.

Hun peger på, at ikke kun befolkningen i Afghanistan vil få glæde af afghanernes uddannelse. Det vil også resultere i sidegevinster til resten af verden. Blandt andet vil vestlige lande slippe for at skulle sende soldater i krig, almindelige mennesker vil ikke skulle gå rundt med angst for at blive ramt af terror, ligesom den tiltagende globale overvågning vil kunne nedjusteres i for eksempel lufthavne.

Mens Suraya Sadeed kæmper for at få flere skoler grundlagt i Afghanistan og lige nu har over 100.000 elever på sine skoler, er der andre uddannelsessteder, hun kæmper for at få nedlagt. Det er madrasaerne eller koranskoler, som de også kaldes. Det er her, terrororganisationen Taleban rekrutterer unge mænd.

"Folk fødes ikke med had. Det er noget, de lærer. Taleban er unge drenge, der gik på skoler, hvor de er blevet hjernevasket. Der lærte de hadet," siger hun og slår fast, at der kun er én ting, Taleban frygter.

"Taleban er ikke bange for Nato, militæret eller amerikanske soldater. De er bange for store mængder uddannede mennesker, for så er deres egne dage talte."

Suraya Sadeed medgiver, at de fleste koranskoler nu befinder sig i Pakistan, og at det primært er derfra, Taleban henter medlemmer. Men det gør det ikke nemmere. For terror kender ikke til lukkede grænser.

"Terrorens lange arm kan nå os overalt. Det er som med en sygdom. Den kan man heller ikke bare lukke grænserne for. Den kommer alligevel med luften. Så i stedet må man prøve at tage sig af den sygdom," fastholder hun.

Suraya Sadeed er selv muslim og vred over, at Taleban misbruger islam i terrorens navn. Selv kan hun slet ikke genkende den udlægning af Koranen, som terrororganisationen ofte bruger.

"Ingen religion i verden synes jo, at det er okay at slå ihjel. Religion er her for at hjælpe mennesker. Men der er altid nogle fanatikere, som misbruger religion til at skræmme. Men den gud, som jeg kender, er kærlig og beskyttende, og han ønsker bestemt ikke, at nogen skal sprænge andre eller sig selv i luften," siger hun.

"Husk på, at der er mange millioner muslimer i verden. Hvis alle var som Taleban, ville der jo ikke være nogen i live. Taleban er en destruktiv kraft. Almindelige mennesker i Afghanistan ønsker dem ikke. De vil have deres eget liv. De vil ikke have Taleban til at diktere, hvad de skal gøre," siger hun.

Under sine rejser i Afghanistan har Suraya Sadeed flere steder været vidne til, hvordan Talebans rædselsregime slog hårdt ned på alt, hvad der gik mod deres dogmer.

I sin bog beskriver hun blandt andet, hvordan hun overværede vilde hunde fortære menneskelig i gaderne, fordi ingen af frygt for Taleban turde vedkende sig slægtskabet med de mennesker, som var blevet dræbt.

Ligeledes har hun besøgt børnehjem, hvor børn, der har set deres forældre blive voldtaget og slået ihjel, boede, uden at nogen tog sig særligt af dem. Det ypperste, de kunne håbe på, var, at der kom velhavende mænd forbi, som for pigernes vedkommende ønskede at blive gift med dem og for drengenes vedkommende at misbruge dem seksuelt.

Og så er der de afghanske kvinder, der som børnene har en helt speciel plads i Suraya Sadeeds hjerte. Flere steder i "Den forbudte pigeskole" beskriver hun, hvor stort et indtryk øjnene bag de mørke burkaer har gjort på hende. Kvinder, hun ofte fejlvurderede til at være både 20 og 30 år ældre.

"Jeg har ofte haft dårlig samvittighed over for de kvinder, jeg mødte i Afghanistan. Nogle var på alder med mig, men så så meget ældre ud, fordi de har levet under forfærdelige forhold. Ind-imellem har jeg løjet om min alder, fordi jeg simpelthen ikke kunne nænne at fortælle dem den," siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt Talebans undertrykkende kvindesyn skyldes en angst for det modsatte køn, er Suraya Sadeed helt klar i mælet.

"Nej, Taleban er ikke bange for kvinder, de er bange for uddannede kvinder. De vil have kontrol i deres syge hoveder. Uddannede kvinder vil jo kunne arbejde og få viden om, hvad deres rettigheder er. Og det frygter de," slår hun fast og peger på, at i den enkelte familie har kvinderne en anden status.

"I familierne har kvinderne respekt og også magt. Men så snart de kommer uden for hjemmet, har de ingenting."

Selvom Taleban officielt ikke mere har magten i Afghanistan, er der stadig brug for en revolution for at få fremmet kvindernes forhold i landet.

Surya Sadeed peger på, at der ligger en tusindårig kulturel tradition til grund for, at kvinderne arbejder hjemme og ikke behøver at uddanne sig. Den forældede holdning skal der rykkes ved, og her skal man ikke nødvendigvis begynde hos kvinderne selv.

"Afghanske kvinder er stærke og arbejdsomme, men de fortjener en chance for mere end det. Og de har brug for Vesten til at hjælpe med at flytte den barriere, som deres mænd er. Derfor skal Vesten sørge for at hjælpe mænd til at blive uddannet. For uddannede mænd ønsker, at deres kvinder bliver uddannet, og at deres børn bliver uddannet," siger hun.

At kvinderne har fået det væsentligt bedre i hovedstaden, Kabul, er den afghansk-amerikanske kvinde ikke i tvivl om. Men det er ikke nok. Ønsker man en generel forbedring af de afghanske kvinders forhold, må man have hele landet med. Og det er her, det kniber.

"Al nødhjælp koncentreres ofte i de store byer, fordi der er lettest at komme til. Men det er ikke godt nok. Uden for de store byer er det stadig et problem, at kvindernes stilling er den samme, som den har været i årtier, og der ved de stadig intet om deres rettigheder," siger hun.

Lige nu er Suraya Sadeeds største frygt, at der igen kommer borgerkrig i det hårdt prøvede land. Men hun er også bekymret over, at vi i Vesten bliver ved at gøre, som vi gør nu.

"Jeg kan frygte, at Vesten ikke forstår, hvordan man skal ende krigen, så det vil være en fordel for alle parter. I Vesten er der ingen enighed om, hvad der skal til. Vi bliver ved at tale om den globale terrorisme, men vi mangler en fælles plan og strategi for, hvad vi gør ud fra et fælles udgangspunkt," siger hun.

soegaard@k.dk

Bogen "Den forbudte pigeskole" udkom på Gads Forlag den 23. maj. Pris: 269 kroner.