Netanyahu blandt venner på Capitol Hill

Trods de israelske protester lagde Obama i sin tale USA's politik fast på 1967-grænserne, og det gjorde den efterfølgende forhandling i Washing-ton mellem de to mænd ekstra kølig. Forholdet er i forvejen dårligt, for nu at udtrykke det nænsomt.

I præsidentens inderkreds stoler man ikke på Netanyahu, og man mistænker ham ligeud for i virkeligheden ikke at ønske forhandlinger med palæstinenserne, selvom han siger noget andet. Mistanken er ikke ubegrundet. Hans støtte til en palæstinensisk stat er pakket ind i så mange forbehold og reservationer, at der reelt er tale om en afvisning.

Mistænksomheden er gensidig. Under den amerikanske valgkamp i 2008 gjorde højrefløjen i Israel ingen hemmelighed ud af, at man foretrak republikaneren John McCain, og der er i dag i den israelske offentlighed bred forargelse over, at Obama bliver ved med at gøre kur til den muslimske verden, men stadig ikke har beæret den jødiske stat med et besøg.

HVIS MØDET MED Obama i Det Hvide Hus var et lavpunkt under Netanyahus besøg i Washington, blev hans efterfølgende tale til Kongressens to kamre nøjagtig det modsatte. Det blev en magtdemonstration af betydeligt omfang, som næppe er gået upåagtet hen i mange udenlandske hovedstæder.

Den israelske premierminister fik en ekstraordinært hjertelig velkomst af medlemmerne af Senatet og Repræsentanternes Hus. Og hans tale, hvor han ikke gav ved dørene i spørgsmålet om forhandlinger med palæstinenserne, blev igen og igen afbrudt af stormende bifald.

Det vil være for meget at tale om en ydmygelse af præsident Obama. Men Netanyahu fik illustreret, hvad alle kendere af Washington ved, men som ofte glemmes i debatten, nemlig at kredsen af amerikanske beslutningstagere på højt niveau omfatter en bredere kreds end medarbejderne i Det Hvide Hus.

Man siger ganske vist, at i udenrigspolitikken har præsidenten relativt frie hænder og kan lægge sin egen kurs, og det er også rigtigt. Men en af undtagelserne er forholdet til Israel.

Det vil være en sensation, hvis præsident Obama formår at følge sin strammere tone over for den israelske regering op med virkelig at skærpe kursen og presse Israel yderligere til at indlede reelle forhandlinger med palæstinenserne, efter at indirekte forhandlinger under amerikansk ledelse blev opgivet i vinter.

Flertallet af de kongresmedlemmer, som forleden hyldede Netanyahu på Capitol Hill, er på valg i 2012, og en stor del af dem ved, at de ikke kan genvælges, hvis Israels mange venner i USA beslutter sig for at modarbejde dem enkeltvis.

Obama vil ikke risikere en konfrontation med Kongressen på Israel-spørgsmålet, og selv skal han formentlig heller ikke nyde noget, eftersom han også er på valg til næste år. Det vil indenrigspolitisk være meget risikabelt.

Aktuelt er der udsigt til, at palæstinenserne måske til september vil udråbe en statsdannelse i forbindelse med åbningen af FN's Generalforsamling. Selvom mange anser tanken for sympatisk, vil den låse Obama fast, fordi han i givet fald ikke kan tage skridt, der vil blive tolket som at falde Israel i ryggen i en vanskelig situation.

Noget lignende kan man sige i forbindelse med det arabiske forår. Uanset det indiskutabelt glædelige ved, at arabiske despoter smides på porten af "people power", kan Israel på kort sigt komme i klemme, fordi de nye regimer i deres iver efter at opnå folkelig genklang formentlig vil skærpe forholdet til Jerusalem.

USA har i forvejen haft store problemer med at formulere en sammenhængende og fremadrettet politik under de arabiske opstande. Bliver forholdet til Israel tillige forværret, kan det selv for USA blive meget uoverskueligt.

På denne baggrund vil de kredse, der ønsker, at amerikanerne skal finde grovfilen frem over for premierminister Netanyahu for at få genoptaget fredsprocessen med palæstinenserne, formentlig blive skuffede. I hvert fald frem til næste præsidentvalg.

En af dem, der læser situationen på denne måde, er formentlig Netanyahu selv. Han kender det amerikanske politiske landskab indgående efter at have boet og arbejdet i USA i en årrække. Derfor er der ikke noget at sige til, hvis han trods tiltagende international isolation og ramsaltede bemærkninger fra præsident Obama vendte ganske veltilfreds hjem fra sit amerikanske besøg.

ehrenreich@k.dk

Læs tidligere Udlandskommentarer på

@Webhenv k.dk:k.dk