Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Netanyahu blandt venner på Capitol Hill til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Netanyahu blandt venner på Capitol Hill

Der var stående klapsalver fra de amerikanske politikere til den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, efter talen til Kongressen.

- Mandel Ngan/AFP/Scanpix.

Emneord for denne artikel

stat | jødisk | Israel | venner | capitol | hill | Netanyahu | Obama | israelsk | tone | muligheder | kurs
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Den israelske regeringschef ved, at Obama trods sin skarpere tone over for Israel ikke har de store muligheder for at skærpe kursen over for den jødiske stat

Man skal være varsom med at undervurdere den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu. Det har han selv demonstreret flere gange, efter at han er blevet erklæret politisk død, og det viste han igen i den forløbne uge i forbindelse med sit besøg i USA.

Det startede ellers halvskidt. Under en telefonsamtale med den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, der ifølge forlydender udviklede sig til et skænderi, mislykkedes det for Netanyahu at overtale USA's regering til at stryge et kontroversielt afsnit i præsident Barack Obamas store udenrigspolitiske tale få dage senere.

LÆS OGSÅ: Netanyahu stiller betingelser for fred

I talen, der egentlig var rettet mod den muslimske verden, men også beskæftigede sig indgående med konflikten mellem Israel og palæstinenserne, justerede Obama den amerikanske mellemøstpolitik, så USA nu går ind for, at en to-statsløsning baseres på grænserne fra før krigen i 1967.

Annonce
Det er ganske vist en forudsætning, som amerikansk diplomati har arbejdet efter gennem nogen tid. Men det er ikke blevet sagt offentligt af en amerikansk præsident siden Bill Clinton. Præsident George W. Bush gik aldrig så langt. Snarere tværtimod.

Internationalt er der bred enighed om, at oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat må indebære en israelsk afgivelse af stort set alle de områder, som blev erobret under Seksdages-krigen. Men princippet afvises skarpt fra officielt israelsk hold, fordi man mener, at Israel i så fald ikke længere kan forsvares militært.

Trods de israelske protester lagde Obama i sin tale USA's politik fast på 1967-grænserne, og det gjorde den efterfølgende forhandling i Washing-ton mellem de to mænd ekstra kølig. Forholdet er i forvejen dårligt, for nu at udtrykke det nænsomt.

I præsidentens inderkreds stoler man ikke på Netanyahu, og man mistænker ham ligeud for i virkeligheden ikke at ønske forhandlinger med palæstinenserne, selvom han siger noget andet. Mistanken er ikke ubegrundet. Hans støtte til en palæstinensisk stat er pakket ind i så mange forbehold og reservationer, at der reelt er tale om en afvisning.

Mistænksomheden er gensidig. Under den amerikanske valgkamp i 2008 gjorde højrefløjen i Israel ingen hemmelighed ud af, at man foretrak republikaneren John McCain, og der er i dag i den israelske offentlighed bred forargelse over, at Obama bliver ved med at gøre kur til den muslimske verden, men stadig ikke har beæret den jødiske stat med et besøg.

HVIS MØDET MED Obama i Det Hvide Hus var et lavpunkt under Netanyahus besøg i Washington, blev hans efterfølgende tale til Kongressens to kamre nøjagtig det modsatte. Det blev en magtdemonstration af betydeligt omfang, som næppe er gået upåagtet hen i mange udenlandske hovedstæder.

Den israelske premierminister fik en ekstraordinært hjertelig velkomst af medlemmerne af Senatet og Repræsentanternes Hus. Og hans tale, hvor han ikke gav ved dørene i spørgsmålet om forhandlinger med palæstinenserne, blev igen og igen afbrudt af stormende bifald.

Det vil være for meget at tale om en ydmygelse af præsident Obama. Men Netanyahu fik illustreret, hvad alle kendere af Washington ved, men som ofte glemmes i debatten, nemlig at kredsen af amerikanske beslutningstagere på højt niveau omfatter en bredere kreds end medarbejderne i Det Hvide Hus.

Man siger ganske vist, at i udenrigspolitikken har præsidenten relativt frie hænder og kan lægge sin egen kurs, og det er også rigtigt. Men en af undtagelserne er forholdet til Israel.

Det vil være en sensation, hvis præsident Obama formår at følge sin strammere tone over for den israelske regering op med virkelig at skærpe kursen og presse Israel yderligere til at indlede reelle forhandlinger med palæstinenserne, efter at indirekte forhandlinger under amerikansk ledelse blev opgivet i vinter.

Flertallet af de kongresmedlemmer, som forleden hyldede Netanyahu på Capitol Hill, er på valg i 2012, og en stor del af dem ved, at de ikke kan genvælges, hvis Israels mange venner i USA beslutter sig for at modarbejde dem enkeltvis.

Obama vil ikke risikere en konfrontation med Kongressen på Israel-spørgsmålet, og selv skal han formentlig heller ikke nyde noget, eftersom han også er på valg til næste år. Det vil indenrigspolitisk være meget risikabelt.

Aktuelt er der udsigt til, at palæstinenserne måske til september vil udråbe en statsdannelse i forbindelse med åbningen af FN's Generalforsamling. Selvom mange anser tanken for sympatisk, vil den låse Obama fast, fordi han i givet fald ikke kan tage skridt, der vil blive tolket som at falde Israel i ryggen i en vanskelig situation.

Noget lignende kan man sige i forbindelse med det arabiske forår. Uanset det indiskutabelt glædelige ved, at arabiske despoter smides på porten af "people power", kan Israel på kort sigt komme i klemme, fordi de nye regimer i deres iver efter at opnå folkelig genklang formentlig vil skærpe forholdet til Jerusalem.

USA har i forvejen haft store problemer med at formulere en sammenhængende og fremadrettet politik under de arabiske opstande. Bliver forholdet til Israel tillige forværret, kan det selv for USA blive meget uoverskueligt.

På denne baggrund vil de kredse, der ønsker, at amerikanerne skal finde grovfilen frem over for premierminister Netanyahu for at få genoptaget fredsprocessen med palæstinenserne, formentlig blive skuffede. I hvert fald frem til næste præsidentvalg.

En af dem, der læser situationen på denne måde, er formentlig Netanyahu selv. Han kender det amerikanske politiske landskab indgående efter at have boet og arbejdet i USA i en årrække. Derfor er der ikke noget at sige til, hvis han trods tiltagende international isolation og ramsaltede bemærkninger fra præsident Obama vendte ganske veltilfreds hjem fra sit amerikanske besøg.

ehrenreich@k.dk

Læs tidligere Udlandskommentarer på

@Webhenv k.dk:k.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​