Når du ser en stjernegud

Salman Rushdie er i festlig form i denne eventyrroman for store børn i alle aldre

Salman Rushdie skrev "Luka og livets ild" til sønnen Milan på hans 12-års fødselsdag.
Salman Rushdie skrev "Luka og livets ild" til sønnen Milan på hans 12-års fødselsdag. Foto: Mette Frandsen.

"Salman vil bare feste."

Ordene er Paul Austers, og de faldt under hans nylige danmarksbesøg på litteraturfestivalen CPH:LITT. Hvor mange fester, de to New Yorker-forfattere har deltaget i sammen, melder historien ikke noget om. Men når man sidder med Rushdies nye roman, "Luka og livets ild", i hænderne, er man tilbøjelig til at give Auster ret. Den er nemlig en legesyg og fantasifuld røverhistorie uden gevaldig mange dybe pointer fra dén forfatter, som hele verden ellers forbinder med dødsdom og alvorlige interview og artikler om ytringsfrihed og fundamentalisme.

LÆS OGSÅ: Rushdie skriver erindringer

Handlingen i den nye roman, der henvender sig til store børn og voksne, er ganske enkel. Faderen til den 12-årige Luka falder en stjerneklar nat i byen Kashani i landet Alifbay i en dyb og uforklarlig søvn. Den eneste måde, han kan vækkes på igen, er, hvis Luka rejser fra Virkelighedens Verden og ind i Magiens Verden og stjæler Livets Ild (det er Rushdies versaler, og der er mange af dem i romanen). Af sted går det så for Luka i selskab med ikke bjørnen Bjørn, som man vil kende fra Sigurds Bjørnetime, men med bjørnen Hund og hunden Bjørn. Og flere andre fantasifulde væsener.

Når Sigurd Barrett, der jo af gode grunde intet har med historien at gøre, her nævnes, er det, fordi Rushdies herlige lege med ord og navne er stimulerende og associationsvækkende. Vi er i magisk farvand, hvor alt kan ske, og hvor alle tanker og ideer er tilladte, så derfor kommer denne danske læser undervejs til at tænke på både Sigurd, cykelmyggen Egon og dansemyggen Dagmar samt Strid fra det herlige tegneserieværk "Decimal 0.4" – vel vidende, at læsere i andre lande, og andre læsere i dette land, vil associere helt anderledes. Pointen er: Fantasifulde historier som "Luka og livets ild" vækker noget personligt i os til live og sender tankerne på langfart.

Det samme er sket for oversætteren Thomas Harder, der virkelig er i hopla. På et tidspunkt skal Luka og det lille rejseselskab formilde nogle guder og forsøger med smiger og improvisationer over, som der står, "en håndfuld knap så fedterøvsagtige melodier: 'Guden han er stærk og sej', 'Vi sejled' op ad Nilen', 'Når du ser en stjernegud'." Sikken vidunderlig meddigtende fordanskning af Rushdies indisk-engelske forlæg.

Et af Rushdies adelsmærker har altid været at kombinere højt og lavt, finkultur og masseunderholdning, og også i den nye roman fyger det med normalt uforenelige elementer som spilkonsoller, kong Salomons flyvende tæppe, egyptiske guder og caribiske stepdanse. Samt figurer med mærkelige navne som Insultanaen af Gåforvidt og førnævnte Bjørn, der er en hund, og Hund, der er en bjørn.

Om titelpersonen Luka hedder Luka, fordi Suzanne Vega engang skrev en sang, der hed "My Name is Luka", er ikke til at vide, men det ville ligne Rushdie fint at gå til den mere eller mindre nutidige musikscene for at hente navneinspiration.

Er romanen da slet ikke alvorlig? Nej. Eller jo, på et tidspunkt er der en parodisk scene, hvor nogle rotter afskriver enhver selvstændig tanke for at tilbede den gudelignende figur Rotten, der altid har ret, hvilket sagtens kan læses som Rushdies kritik af fundamentalister af enhver observans og deres krav om massernes holdningsmæssige underkastelse.

Og selve historien: at en dreng tager ud på en farefuld færd ad livets flod for at redde sin far, er jo da også både alvorlig og klassisk.

Men bare fordi en historie er klassisk, behøver den ikke at være kedelig og tung, og da slet ikke, når det er festaben Salman, der betjener det flyvende tæppes røverhistorieskabende rorpind.

bach@k.dk

Salman Rushdie: Luka og livets ild. Oversat af Thomas Harder. 228 sider. 249 kroner. Gylden-dal. Udkommer i dag.