Havde kvinder ikke stemmeret, var vensterfløjen død.
Som en pseudo-videnskab grænsende til religiøs-politisk overtro blev Marxismen udbredt og populær hos unge i slutningen af 1900-tallet. Som studerende i 68' skulle vi også læse marxistiske tekster. Det viste sig hurtigt, der var tale om et lukket univers, hvor det ene marxistiske begreb henviste til det andet. Marxismen var et afsondret lukket religiøst univers, der ikke førte eller kunne føre samfundet nogen steder hen. Imellem Venstre-Socialisterne på Vesterbro i Kbh. diskuterede vi meget, om "revolutionen" ville komme af sig selv, eller vi frelste skulle gøre noget. Marxismens uduelighed havde allerede viste sig til fulde i Ruslands diktatur og afsløredes endeligt ved Sovjetunionens sammenbrud i 1989.
Men SF indoktrinerer stadig sine unge proselyttere med marxismens outdatede og "religiøse" dogmer.
Den politisk-religiøse teori går man i vensterfløjen dog ikke længere så meget op. "Arbejderen" var tidligere ham, man ville redde. Og "slavehæren" skulle rejse sig. Men "arbejderen" var i 1989 blevet til borgerlige løn-slave, og dem, vensterfløjen så valgte at ville redde fra kapitalist-svinene i deres fortsat sort-hvide verden blev alle "små": de mindre bemidlede, de fattige, de underkuede, de fremmede, de udviste, alle mindre-tal.
Vensterfløjen gik fra at bestå af (outdatede) politisk-ideologiske partier, hvor der skulle kæmpes modigt på barrikaderne for "revolutionen" til at blive en slags "kristen-religiøse" omsorgspartier, hvor der i alle tilfælde blev og bliver taget den lille mands parti omtrent uden hensyn til sagens indhold.
-
Kamp tiltrækker mest mænd. Omsorg tiltrækker mest kvinder. Muslimer tiltrækkes også af omsorgen i det forbandede land, de er havnet i.








































