En række fremtrædende israelere opfordrer EU til at anerkende en selvstændig palæstinensisk stat
Skuffelsen over indholdet i den seneste uges taler fra USA's præsident, Barack Obama, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er så stor blandt nogle israelere, at de ikke længere vil vente på, at parterne forhandler sig frem til oprettelsen af en palæstinensisk stat.
I et åbent brev, der blev offentliggjort tidligt i dag, opfordrer en gruppe fremtrædende israelere, der blandt andet omfatter tidligere diplomater, politikere, embedsmænd, prisvindere og en enkelt statsadvokat, EU til at gøre det, de kalder "det nødvendige". Nemlig at anerkende Det Palæstinensiske Selvstyre som en selvstændig stat, når FN's Generalforsamling samles til september.
LÆS OGSÅ: Netanyahu blandt venner på Capitol HillSelvom opfordringen rettes mod alle verdens lande, siger organisationen bag formuleringen, Sheikh Jarrahs Solidaritetsbevægelse, at EU-landene er målgruppen, da EU opfattes som den eneste gruppe af vestlige lande, der stadig har indflydelse på konflikten, og som også kan gå mod Barack Obama og Benjamin Netanyahu.
"Vi opfordrer alle verdens lande til at støtte den palæstinensiske erklæring. Det kan være med til at bane vejen for videre forhandlinger mellem to suveræne stater," står der i det åbne brev.
Mens den israelske regerings ministre i øjeblikket diskuterer, hvordan man bedst kan forhindre palæstinensernes selvstændighedserklæring, ser Avrum Burg, tidligere ordstyrer i det israelske parlament, erklæringen som et middel til at undgå yderligere vold i området.
"Træk ærmerne op og tag den eneste beslutning, regionen virkelig har brug for i øjeblikket. Hjælp palæstinenserne til at at oprette en selvstændig stat," siger han.
Meir Dagan, der indtil for nylig var chef for Israels efterretningstjeneste Mossad, mener heller ikke, Israel vil gøre klogt i at forsøge at forhindre oprettelsen af en palæstinensisk stat. I det israelske dagblad Maariv siger Meir Dagan, at "en palæstinensisk stat er uundgåelig".
Blandt underskriverne af det åbne brev er udover Avrum Burg Moshe Halbertal, der var med til at forfatte den israelske hærs etiske kode, Alon Liel, der er tidligere chef for udenrigsministeriet, samt tidligere statsadvokat Michael Ben Yair.
allan@k.dk