Studier af akvariefisken guppy støtter teorien om, at fiskeri påvirker fiskens udvikling
Siden efteråret 2010 har forskergruppen Evofish ved Universitetet i Bergen eksperimenteret med guppyer.
Ved hjælp af akvarier og fiskenet forsøger forskningsleder Mikko Heino og hans hold at finde ud af, om systematisk fiskeri fører til genetiske forandringer i fisken.
Nu, et halvt år senere, ser forskerne tegn på det, skriver det norske forskningssite forskning.no.
"Når vi systematisk fanger den mindste fisk, ser vi, at fiskene forsøger at vokse så hurtigt som muligt, og fordi de vokser hurtigt, bliver de slankere end tidligere," siger Mikko Heino.
At fiskene udvikler overlevelsesstrategier, tyder på, at fiskeri påvirker fiskenes evolution.
Baggrunden for eksperimentet er, at forskere har rapporteret om, at vilde fisk gennem de senere år er blevet kønsmodne tidligere og tidligere. Hypotesen er, at fiskeriet har påvirket fiskenes evolutionære udvikling.
"Når chancen for at leve længere og få mulighed for at reproducere sig selv svækkes på grund af fiskeri, bliver fisken tidligere kønsmoden som en forplantningsstrategi," siger Heino.
Prolemet er, at fisk, som bliver tidligt kønsmodne, og som reproducerer sig selv tidligt, bliver mindre end fisk, som reproducerer sig selv senere i livet.
Årsagen til det er, at den unge fisk bruger mere energi på at reproducere sig selv end på at vokse. Resultatet kan bliver et mindre produktivt fiskeri i fremtiden.
Forskerne har undersøgt 3500 guppyer i 12 400-liters akvarier og i 10 60-liters akvarier. Desuden har de brugt 64 mindre akvarier.
"I akvarierne forsøger vi at genskabe fiskerisituationer og fanger forskellige generationer af fisk med net. På den måde kan vi teste hypotesen om menneskeskabt evolution," siger Heino.
madsen@k.dk