Danskernes store historiske fortrængning

Selvom de førte Danmark ud i krige, som historikere i dag ser som hovedløse, fik de ikonstatus og helt op til vor tid opkaldt gader og veje efter sig. En afstandtagen fra de nationalliberale krigsmagere ville have været en trussel mod den danske selvfølelse. Var "vi" virkelig faldet for fantaster? Derfor valgte man at ophøje dem.

Hvad gør Orla Lehmann til den danske nationalstats "Founding Father"? Han var en stor oratoriker, der holdt flammende taler.

Han skabte begejstring, bragte folk i bevægelse. Han kunne indgive ubefæstede sjæle lysten til at dø for fædrelandet. En ny følelse, som endnu ikke kendtes i 1700-tallet, hvor man ville gøre meget for at slippe for den skrækkelige militærtjeneste. Men nu skabtes "den tapre landsoldat", og det blev ærefuldt at blive mishandlet som rekrut og slagtet som menig.

Som alle store politikere var Orla Lehmann på jagt efter den sag, som kunne mobilisere folk. Dansk nationalisme skulle have sin mærkesag. Den fandt han i 1842: "Danmark til Ejderen".

Orla Lehmann var en dannet mand; han vidste godt, han var på tynd is: Ejdergrænsen havde ikke haft betydning et halvt årtusinde. Desuden har Ejderen aldrig været grænse mellem dansk og tysk. Men den havde haft den formelle status at være grænse mellem det danske kongerige og Det Tysk-romerske Rige, der længe ikke havde spillet nogen rolle.

Ejdergrænsens betydningsløshed var kun en fordel. Så var der noget at kæmpe for, at mobilisere på! Lige midt igennem gammelt tysk land gik Danmarks "naturlige" grænse! Hvilket konfliktpotentiale!

Med dette krav som redskab kunne den danske konges riger og lande sættes op imod hinanden.

Den danske konge herskede over flere lande med forskellige sprog og traditioner. Fordragelighed var en forudsætning for rigets eksistens, som Orla Lehmann lagde en bombe under:

Det tyske Holsten, som den danske konge havde fået samlet under sig i 1773, skulle skilles ud som "fjendeland". Det blandede Slesvig, som han havde erhvervet i sin helhed i 1720, skulle miste sin særlige status og inkorporeres i Danmark. Koste, hvad det ville. Og det kostede to blodige krige (1848-50 og 1864).

Men hvordan skulle Orla Lehmann nå sit mål? I begyndelsen af 1848 var de nationalliberale blevet udmanøvreret. Kongen havde spillet ud med et forslag til fri forfatning, der både holdt sammen på riget og afskaffede enevælden.

De dansknationale var modløse. Pludselig ændrede situationen sig. Som lyn fra en klar himmel fik de deres chance. Februarrevolutionen var brudt ud i Paris og spredte sig over Europa.

I marts nåede bevægelsen København, og Orla Lehmann handlede med list og snarrådighed. "Uden ham lader Martsdagene sig næppe tænke. Ingen af de øvrige nationalliberale kunne erstatte ham." (Historikeren Hans Vammen).

Lehmann lokkede den nye konge, Frederik VII, til at spille sig magten i hænde. Kuppet lykkedes, og en dyb uro greb de kongetro slesvig-holstenere, der ikke fattede, at deres fyrste skulle være gået over til de dansknationale splittelsesfolk. Han måtte være ufri i kupmagernes vold.

De søgte forhandling, og en fredelig løsning kunne være nået, hvis ikke - Ja, hvis ikke det var lykkedes Orla Lehmann at fremprovokere borgerkrig ved at føre falsk tale om de slesvig-holstenske hensigter.

Orla Lehmanns lederskab spillede de dansknationale magten i hænde; men først i 1864 nåede de det ene af deres nationale hovedmål: Ud af krigen opstod den for tyskere rensede danske nationalstat.

Prisen var den tvungne opgivelse af det andet mål: erhvervelsen af Slesvig. Det blev delvist nået i 1920, hvor Nordslesvig kom til Danmark. De højrenationale kæmpede hårdt for at få mere af Slesvig og begik statskup, men blev udmanøvreret af radikale og socialdemokrater, der holdt fast i selvbestemmelsesretten.

I dag er der ikke mange, der drømmer om en Ejdergrænse. Den kendteste er Søren Krarup (DF). De højrenationale har dog fået noget. Siden 1945 har danske – i ly af Tysklands sammenbrud, politiske svaghed og dårlige samvittighed – kunnet hente midler i den danske statskasse til danske skoler helt ned til Ejderen. Herved har de dansknationale kunnet etablere sig i et område, hvor det danske sprog aldrig tidligere har haft fodfæste. Det er imperialisme, der vil noget.

Den dag i dag henter Ejder-danskheden støtte tæt på kongehuset. Foreningen Sydslesvigsk udvalg af 1945, der stadig virker for Ejdergrænsen og har som formål "at opmuntre og støtte sydslesvigerne – især mellem Dannevirke og Ejderen" har en protektor. Det er Hans Excellence Ingolf greve af Rosenborg, fætter til Danmarks dronning Margrethe II.

Ejderen fik som nævnt sin historiske betydning i midten af 1800-tallet som følge af de danske nationalisters behov for at skabe "et tabt land", man kunne kæmpe og dø for. Konstruktionen "det tabte land" er historisk set alle nationalisters vigtigste arbejdsredskab. Det virker kun animerende på nationalister, hvis flertallet i et attrået område ikke ønsker at blive indlemmet i deres påståede fædreland.

Med en vis ret kan man om Orla Lehmanns betydning sige, at han er den danske Slobodan Milosevic eller Saddam Hussein. De arbejdede alle med konstruktionen "det tabte land". Iraks Saddam Hussein forsøgte sig med det sydvestlige Iran (1980-1988) og Kuwait (1990-1991). Serbiens Slobodan Milosevic kastede sig over Kroatien og Bosnien (1991-1995) og Kosova (1987-1999). Men festen sluttede for dem alle tre.

I levende live spillede de alle tre fallit: "Det tabte land" blev ikke erobret, men Orla Lehmanns politik har siden båret frugt: Nordslesvig kom til Danmark i 1920.

Og til forskel fra de to andre blev han ikke kastet på historiens mødding af dem, der kom efter. Han er aldrig blevet frataget sin respektabilitet.

Så der ville være al mulig grund til, at især vor tids danskhedsforkæmpere havde fejret 200-årsdagen for Orla Lehmanns fødsel, den 19. maj 2010. Nationale kredse, der gerne taler om andres historieløshed, er åbenbart omfattet af den almindelige fortidsfortrængning.

Søren Rønhede er lektor i historie på UCSjælland