Forventninger til udsatte hjælper dem fremad

En ældre herre i grå habit tager plads ved celloen i "scenestuen". Han stemmer buen mod strengene, og en sonatine af Beethoven flyder fra scenekanten ud i den lille sal. Vibrationerne fra både mørke og lyse toner går fra instrumentet og ud i hans krop, hvor arme og ben til tider dirrer så voldsomt, at det ser ud, som om celloen er på vej væk – ud til en sælsom dans på scenen. Panden har koncentrede rynker, og underlæben skælver i takt med musikken.

Cellospilleren hedder Jan Nissen og er den ene halvdel af duoen, der spiller til arrangementet. Den anden halvdel udgøres af Oksana Kirilenko på klaver. De to musikere er begge sindslidende og fandt hinanden på værestedet Milepælen på Østerbro i København. Her opdagede de, at de delte passionen for klassisk musik og fik et klaver stillet til rådighed af værestedet. Nu har de spillet sammen de seneste to år, og Oksana Kirilenko, der også har en bachelor fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, har nu kunnet gøre musikken til sin profession.

"Milepælen har været virkelig vigtig for mig. Man må godt spille bare for at hygge sig, uden at det behøver at være en koncert hver gang. Det kan jeg bedre lide," siger hun.

Og det er både pointen med afslutningsarrangentet og målet for projektet Fælles Ansvar II, siger Jesper Blådal-Hansen. Fordommene om sindslidende danskere og andre på kanten af samfundet skal brydes ned, så deres potentiale kan udnyttes. Det vil højne livskvaliteten for de udsatte borgere og bidrage til samfundet.

"I dag forsøger vi at vise, at udsatte borgere også kan være utroligt kreative og livgivende mennesker med masser af potentiale. I medierne bliver psykisk syge næsten kun omtalt i forbindelse med noget dårligt, og det billede skal nedbrydes. Det er det, vi gerne vil opnå," siger han.

For eksempel er mange af de psykisk sårbare veluddannede, men har måske brug for nogle andre betingelser, end en normal arbejdsplads umiddelbart tilbyder.

"Man skal se de udsatte borgere som mennesker og ikke som sager, jobplaner, diagnoser eller noget fjerde. Man skal spørge, hvad kan det her menneske, hvad vil personen, og hvordan hjælper vi dem med det. Hvad er deres drøm? Det handler alle liv jo om," siger Jesper Blådal-Hansen.

julie.hansen@k.dk