Én ting kan man i hvert fald konstatere: Det er usædvanligt, at en biskop bliver bedt om at gå af, og endnu sjældnere, at han bliver afskediget på gråt papir. Skønt både konservative og liberale stemmer har krævet afskedigelser af biskopper i forbindelse med misbrugsskandalen i den katolske kirke, har Vatikanet ofte understreget, at en biskop i katolsk forståelse netop ikke blot er en underdirektør eller en departementschef, som man kan skille sig af med, når det går dårligt. I så fald skal man bede for ham og hjælpe ham efter evne. Biskoppen er apostlenes efterfølger, centrum i bispedømmets religiøse liv og rettroenhedens vogter, der skal lære, lede og helliggøre.

For biskoppen gælder således helt andre parametre end dem, man kender i erhvervslivet eller den offentlige administration. Paven er den eneste, der kan fjerne en biskop fra sin post, men han gør det ikke, alene, fordi biskoppen ikke er god nok til sit arbejde. Der skal en klar overtrædelse af kirkerettens bestemmelser til.

Da den amerikanske misbrugsskandale eksploderede i Boston i 2002, blev byens ærkebiskop, kardinal Bernard Law, overtalt til at gå på pension. Hvad der konkret fik Vatikanet til at handle, vides ikke, men den større sammenhæng må have været, at tilliden til kirkens ledelse ikke kunne genoprettes uden en ny mand på posten.

Anderledes gik det med den franske biskop af Evreux, Jacques Gaillot, der i 1990'erne vakte opsigt med sine kontroversielle politiske og moralske synspunkter og til sidst blev bedt om at gå af. Det ville han ikke, og for at slippe for at afskedige Gaillot overlod den daværende pave, Johannes Paul II, den franske biskop det nordafrikanske bispedømme Parthenia. Parthenia forsvandt under Saharas sand i det 5. århundrede, og hermed blev det tydeligt for alle, at Gaillot kun var biskop af navn.

Biskopperne Loemba og Wilson afviste ligesom Gaillot selv at gå af, men i deres tilfælde blev den efterfølgende fyring ikke pakket ind. Og mens afskedigelsen af den afrikanske biskop allerede er en fodnote, har fyringen af den australske biskop Wilson vakt voldsom debat. Wilson er en karismatisk skikkelser, og mange lægfolk og præster har bakket op om ham. Men for alle i hans bispedømme uanset personlig indstilling gælder det, at fyringen i bund og grund er tragisk. I katolsk sprogbrug anvender man undertiden det billede, at en biskop er "gift" med sit bispedømme, eller at han er som en "far" for de troende. Begge dele fortæller noget om, hvad der er på spil. Men det har ikke afholdt pave Benedikt fra at skære igennem i disse tilfælde.

kirke@k.dk