Dannebrog og kanoner ved Dybbøl Mølle, hvor Danmark tabte krigen i 1864.
- Henrik Pyndt Sørensen/Scanpix.
Finn Slumstup |
30. maj 2011
DR's kommende dramaserie om krigen i 1864 er blot seneste eksempel på den store interesse for begivenhederne for 147 år siden, som ramte danskernes selvforståelse
Nu er det officielt, at DR TV's kommende store dramasatsning i 100 millioner kroners klassen får krigen i 1864 som drejepunkt. Produktionen, som er en del af det seneste medieforlig, får Ole Bornedal som instruktør.
Det er blot det seneste eksempel på, at der er en konstant voksende interesse for en af de centrale begivenheder i den nyere danmarkshistorie. Det var påfaldende, at markeringen af Dybbøldagen den 18. april i år ikke blot var en begivenhed for de særligt interesserede, men at dagen blev akkompagneret af timelange udsendelser i radioen og store artikler i landsdækkende dagblade. I år var i øvrigt det første år, hvor de deltagende tyske soldater bar våben på samme måde som deres danske kolleger ved ceremonien på Dybbøl.
LÆS OGSÅ:
Filminstruktør er både til gys og fadervor
Det har også vakt debat – specielt i grænselandet – at billedkunstneren Kenn Andre Stilling med solid opbakning fra dagbladet Politiken har foreslået, at man skal opfordre den verdenskendte tyske kunstner Anselm Kiefer til at skabe et monument forestillende et håndtryk, som skal opstilles i Skanse 4 på Dybbøl i forbindelse med 150-året for krigen i 1864.
Imidlertid har den store interesse altså ikke tænkt sig at vente til jubilæet, men er særdeles mærkbar i forbindelse med noget så ufestligt som 147-års-dagen!
Hvad er det, der foregår?
Den forklaring, der hyppigst bliver peget på, når spørgsmålet drøftes, er, at forfatteren Tom Buk-Swienty har gjort begivenhederne i 1864 til regulær folkelæsning med de to fremragende bøger om "Slagtebænk Dybbøl" fra 2008 og "Dommedag Als – 29. juni 1864" fra i fjor. Men fordi bøger er fremragende, er det ikke givet, at de bliver kassesucceser og oversat til adskillige sprog. Når de lykkes i den grad, som der her er tale om, er det, fordi bøgerne rammer noget centralt i tiden.
Myten om 1864 fortæller, at det lille tapre Danmark blev overfaldet af den krigeriske nabo mod syd. Vi led et stort, men ærefuldt nederlag, og som forfatteren Jørgen Bukdahl utrætteligt fremhævede i forrige århundrede, var det Danmarks store præstation at omforme et militært nederlag til en folkelig sejr gennem skabelsen af en demokratisk nation, bygget på energien fra vækkelserne og andelsbevægelsen.
Men Dybbøl ramte også ind i vores selvforståelse. Vi blev det ærefulde nederlagsfolk, som gjorde klogest i at holde fingrene væk fra store konflikter.
De tider er imidlertid definitivt forbi med den udenrigspolitik, vi har ført siden 2001. Danmark er atter krigsførende, og det er tænkeligt, at en stor del af interessen for 1864 hænger sammen med, at vi har behov for at lære nyt om, hvordan det forholdt sig, forrige gang vi var i krig.
Noget af det, der har vakt størst opmærksomhed i Buk-Swientys bøger, er da også den måde, hvorpå han gennemhuller myten om, at det lille land blev overfaldet. Hans parallelkørsel mellem dansk og prøjsisk udenrigspolitik i 1860'erne har været en øjenåbner for mange. Sammenstillingen af Bismarcks nøgterne realpolitiske begavelse med en ufatteligt selvovervurderende og inkompetent dansk regering er karsk læsning.
Og pludselig griber interessen for at få et mere sandfærdigt billede om sig. Senest har professor Steen Bo Frandsen, som er ved at færdiggøre en bog om det dansk-tyske naboskabs historie, hos Institut for Grænseregionsforskning skrevet en artikel om "Et glemt kapitel i dansk historie: Modstanderne af krigen i 1864".
Professoren fastslår, at "udgangen på krigen i 1864 trak tæppet væk under den nationalliberale politiks modstandere, fordi den ikke tilbød nogle alternativer til nationalstaten. Helstaten og dermed 400 års statsfællesskab mellem danskere, slesvigere, frisere og holstenere var ikke længere relevant, og det lykkedes i de følgende år at konstruere en ren dansk historie".
Det er ikke svært at se, at kampen for denne rene danske histories fortsættelse har været et centralt element i dansk politik og offentlig debat gennem de seneste i hvert fald 40 år.
Et andet element i 1864-krigens fortsatte aktualitet gemmer sig netop i, at danske og tyske soldater nu deltager på lige fod.
Der er nemlig to fortællinger, der udgår fra Dybbøl. Det danske nederlags historie og den tyske sejrs historie. Og på samme måde, som vi fortsat bearbejder nederlagets historie, kæmper tyskerne med at bearbejde sejrens historie. Hvad der startede på "Düppel 1864" – som står nederst på den just restaurerede Siegessäule i Berlin – sluttede i samme hovedstads totalt sønderbombede ragnarok i 1945.
Bearbejdningen af historien fra 1864 har ført til, at i dag er det nederlagets danskere, der er aktive og engagerede i store internationale konflikter, mens sejrens prøjsere er langt mere fodslæbende og reserverede. Hver på vores måde har vi lært, at konflikter ikke løses varigt gennem militærmagt. Og hver på vores måde må vi forholde os til, at historien bliver ved med at byde på konflikter af en sådan art, at dialog og forhandling har meget svære vilkår – eller er umulige.
Finn Slumstrup er forfatter og foredragsholder
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad