Siden terrorangrebet på USA den 11. september 2001 har der været heftige diskussioner om, hvor grænsen skulle sættes mellem den enkeltes frihed og nationens sikkerhed.
Man kan undre sig over, at danske forfattere stort set ikke har behandlet dette spørgsmål kunstnerisk set. Det er til gengæld sket i Tyskland, hvor den markante tyske prosaist Juli Zeh i sin seneste roman, "Corpus delicti", der nu udkommer på dansk, fremstiller et "dystopia."
LÆS OGSÅ: Systemet - ven eller fjende?
Her udøver staten overvågning i alles interesse, ikke kun for sikkerhedens skyld, men også for den enkeltes sundheds skyld. Forfatteren har meget på hjerte, men spørgsmålet er, om det forløses kunstnerisk set.
Vi møder indledningsvist biologen Mia Holl til "en opklarende samtale", hvor hun får en påtale for blandt andet ikke at have indleveret sine søvn- og ernæringsrapporter. Forsømmelserne skyldes sorg, fordi broderen kort forinden har hængt sig i sin celle. Han er uretmæssigt blevet anklaget for et seksualmord. Anklagen mod broderen foldes gennem romanen ud i en diskussion for og imod statens ufejlbarlighed.
Selvom Juli Zehs fremtidsdystopi foregår cirka midt i det 21. århundrede, så peger den direkte tilbage på vores nutid. Den peger også tilbage på en nær fortid, nemlig nazisternes kropskult og koblingen til et totalitært regime. Og så handler den helt generelt om landsbysamfundets sociale justits og nyfigenhed, blæst op som statsregulativer og retsvæsenets indblanding i private forhold. "Min smerte er et privat anliggende" forsvarer hovedpersonen Mia Holl sig med uden at møde forståelse.
I 2009, hvor "Corpus delicti" udkom i Tyskland, udgav forfatteren også en debatbog om det transparente menneske og farerne ved at overgive stadig flere rettigheder til staten. For det har eksistentielle konsekvenser, når den enkeltes privatsfære gennemsigtiggøres, og derudover udhules retsstatsprincipper. I "Corpus delicti" udtaler Mia Holl: "De troede nok, at jeg var syg? Og ikke ville aflevere mine undersøgelsesresultater, fordi jeg havde noget at skjule? Ligner jeg en forbryder?". Ja, lyder svaret implicit. Eller som det udtrykkes i romanen: "Et menneske, der ikke stræber efter sundhed, bliver ikke syg, men er det allerede."
Selv selvmordstanker bliver lig med suspekte terrorplaner, for de rammer samfundets inderste grundpille: en individuel stræben efter sundhed og samfundets krav om dette. Se, det er jo interessant i økonomisk pressede omsorgssamfund som de nordeuropæiske. Hvordan har du ret til at leve? Hvem har du ret til at være? Hvornår kan en forbrydelse siges at have fundet sted?
Men hvorfor har Juli Zeh valgt romanen som form? Fiktionen er en mulighed for at udfolde andre universer og detaljer ved dem. Risikoen er, at fiktionen fremstår som fortænkthed. Det er tilfældet i "Corpus delicti", hvor personerne desuden forbliver talende munde i den overvågende dukkeførers hænder, som samtidig gerne selv vil ytre sig om forskelligt.
Læseren ankommer for eksempel til fremtidsuniverset med disse beskrivelser af verden af i dag: "Uden om sammenvoksede byer ligger højdedragene dækket med skov. Sendemaster peger mod bløde skyer, som for længst er ophørt med at være grå på bugen af den dårlige ånde fra en civilisation, der engang troede, at den var nødt til at bevise sin tilstedeværelse på denne planet ved især at udlade store mængder skidt." Det er lidt anstrengende, og sprogligt tungt med personificeringen af såvel natur som kultur.
George Orwell nævnes direkte, og romanen indskriver sig i en stor litterær tradition. Juli Zehs fremtidsstat er i udgangspunktet til alles bedste og uden vold – den er tænkt som en utopi i forhold til samfundet i dag, hvor angsten beskrives som dominerende. Kun kroppen er tilbage, når mennesket har mistet forbindelsen til for eksempel religionen, og når nationen og familien har mistet betydning: "Angsten for at gå til grunde i sin egen krop var menneskets faste ledsager", udslynges det på et tidspunkt.
"Corpus delicti"s dystopi er derved ikke så meget George Orwells, som det er en forvrængning af oplysningstankens konsekvenser. Og så er det en advarsel mod ideen om det transparente menneske i en terrortid og mod et omsorgssamfund ramt af "costbenefit-logik".
Traditionelt kan fiktionen undersøge det private rum, men Juli Zeh er usædvanlig også i en dansk sammenhæng ved at beskæftige sig med totalitære tendenser, og hvad der sker, når individets og statens interesser alligevel ikke harmonerer. Problemstillingerne er interessante, men i det her tilfælde må man spørge: Hvorfor ikke blot en debatbog?
Juli Zeh: Corpus delicti. En proces. Oversat af Hanne Lund. 250 sider. 299,95 kroner. Samleren.