Kirkeminister Per Stig Møller (K).
- Rune Evensen/Scanpix.
Claus Vincents |
30. maj 2011
Per Stig Møller (K) går ind for en ny indretning af danskernes kirke med en nedskreven forfatning og opfordrer folkekirken til at tage fat på diskussionen nu. Det er der stærkt delte meninger om i Menighedsrådsforeningens bestyrelse
En egentlig kirkeforfatning, eller hvad man kan kalde en grundlov for folkekirken, står kirkeminister Per Stig Møllers konservative hjerte nær. Så nær, at han nu direkte opfordrer menighedsrådsmedlemmer, læge såvel som præster, til at tage fat på diskussionen, selvom han udmærket ved, at tanken om et landsdækkende kirkeråd eller kirkemøde deler vandene i folkekirken som en anden Moses.
LÆS OGSÅ: Menighedsråd raser mod Kirkeministeriet
"Det Konservative Folkeparti har altid været blandt fortalerne for, at et kirkeligt organ skulle have ansvaret for mange flere af de beslutninger, som i dag må træffes af Folketinget eller af ministeren," betoner Per Stig Møller alligevel.
For ham at se ville det have været en klar fordel i den ophedede debat om homoseksuelles rettigheder i folkekirken, hvis et overordnet organ havde taget tydelig stilling på kirkens vegne i stedet for de tvetydige signaler, der er kommet.
Per Stig Møller er godt klar over, at han træder på en øm tå i folkekirken. Formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, ser dog ingen grund til at tøve med den kontroversielle diskussion.
"Katten er allerede ude af sækken. Til efteråret fremlægger Selskab for Kirkeret et konkret forslag til, hvordan en forfatning for folkekirken kan se ud. Jeg tror ikke, at der længere hersker så udbredt en frygt for et centralt kirkeråd eller anden form for overordnet organ. Derfor er det fint, hvis menighedsrådene engagerer sig i den debat," mener Inge Lise Pedersen.
Der er dog et stykke vej endnu, før folkekirken følger søsterkirkerne i vore nabolande og indfører sin egen styreordning og et kirkeparlament.
At dømme efter en række udsagn fra almindelige deltagere på Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde i weekenden, så er der udbredt tvivl om, hvad ordet "kirkeforfatning" i det hele taget dækker over.
En spørgerunde blandt medlemmerne af Menigshedsrådsforeningens bestyrelse viser, at der her både er varme tilhængere af en forfatning, tvivlere, som først vil se, hvad der konkret tales om, og indædte modstandere.
Bestyrelsesmedlem Keld Nielsen, som repræsenterer menighedsrådene i Lolland-Falsters Stift, siger således blankt nej til det hele, og han følges af sognepræst Poul Joachim Stender, Roskilde Stift.
"Hvis vi nu begynder at lave undersøgelser og analyser, så får vi med sikkerhed en kirkeforfatning. Derfor skal Menighedsrådsforeningen blande sig helt uden om den diskussion. Det er jo bizart at tænke på, at netop i vores nabolande, som alle har en kirkeforfatning, der rasler kirkernes medlemstal ned, " siger Poul Joachim Stender.
vincents@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad