Køer af racerne Skotsk Højlandskvæg og Galloway, alle på besøg fra Sønderjylland, nyder ferien på Amager med moderne arkitektur i baggrunden.
- Leif Tuxen.
Anne Katrine Gottfred Jensen |
30. maj 2011
En gruppe sønderjyske køer er kommet på ferievisit i København. En oplevelse for både dyr og mennesker
Ferien nærmer sig med hastige skridt for mange danskere. Men for en gruppe jyske køer er den allerede begyndt.
Ferietilbuddet for køerne lyder på: Dejlig bolig tæt på lufthavn og med gode indkøbsmuligheder. For siden april har omkring 1400 køer blandt andet fra Sønderjylland græsset på Vestamager.
LÆS OGSÅ: Byboere skal sikres natur i baghavenRammen er Naturcenter Vestamagers grønne arealer på op mod 1200 hektarer, der grænser op til Ørestadens moderne betonbyggeri med butikscentret Fields tæt på og lavtgående fly fra den nærliggende Københavns Lufthavn.
Frem til november skal køerne sørge for, at bevoksningen ikke tager overhånd, så det ødelægger levemulighederne for stedets fugle, forklarer Torben Christiansen, skovfoged i Naturstyrelsen.
"Området er fredet, og derfor kræves det, at bevoksningen holdes nede af hensyn til fuglelivet. Hvis køerne ikke var her, vil området gro til med buske og skov," siger han.
Det er et arbejde, som landbrugsstøtten fra EU finansierer, for der er fra EU's side en særlig miljøbetinget støtte til bevaring af steder som for eksempel Vestamager. I alt koster det Naturstyrelsen et par millioner kroner om året at få køerne til at vedligeholde området. Styrelsen udbyder derfor jævnligt opgaven til landmænd eller deciderede firmaer, der lever af at udleje dyr til sådanne opgaver.
Fra sidste år og de næste fem år frem er det kvæg dels fra en gård ved Tønder og dels fra en nær Holbæk, der skal sikre, at området ikke gror til. Samtidig er køernes efterladenskaber også god mad for de insekter, som fuglene lever af.
Men det er ikke kun køerne, der får sig en ferieoplevelse. Også flere københavnere nyder at se dyrene.
"Køerne kommer på græs mellem den 1. april og den 1. maj og skal ind igen inden den 1. november. Derfor ser mange københavnere køernes besøg som et tegn på årstidernes skiften. Når køerne kommer, er det et tegn på forår, for så er græsset begyndt at gro. Omvendt er det også ved at være vinter, når det bliver for koldt for dyrene at være ude," siger Torben Christiansen.
Og det er faktisk blevet en tradition med køer, der sættes ud for at græsse på Amager. I 1982 overtog styrelsen området fra militæret, og siden da har køer fra hele landet stået for naturplejen. Men det er ikke fordi, jyske køer er bedre end sjællandske køer, understreger Torben Christiansen. Der er bare flere i Jylland, og herfra kom også det bedste tilbud.
anne.jensen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad